- SEND MIN SJÆL TIL HIMMELS MED MANÈR

MARIBO: "Min kjære Mand. Hvis du læser dette, har Feberen taget mig og vores ufødte Barn".

Afskedsbrevet fra Falstergårdens unge, gravide kone Karen ligger på bordet i stuen - ved siden af den tomme vugge. Karen er netop død af koldfeber - en afart af malaria, der plagede Lolland i 1800-tallet. Brevet vidner om, at Karen bekymrede sig en del over, hvad der skulle ske med gårdejeren Anders og deres overlevende børn, når hun var væk. Hun råder ham derfor til at finde en ny kone, som kan lave mad.

- Send min Sjæl til Himmels med Manér. Men slagt ikke vores bedste Dyr, råder hun sin mand, der i stedet skal få naboerne Hansen og Nielsen til at komme med maden til begravelsen.

Ny formidlingsform

Men nu har Karen altså fået fred for den slags bekymringer. I storstuen er hun nu lagt i den kransepyntede kiste, tømreren har været forbi at lave på mål. Kirkeklokkernes bedeslag og den dæmpede belysning gør den dystre stemning komplet. Men gårdens øvrige rum vidner om travlhed.

- Død og begravelse var en kollektiv, social begivenhed for det omkringliggende samfund. Rundt omkring på Falstergården har vi lavet små scenarier, der beskriver de forskellige aspekter, der fulgte med et dødsfald på det tidspunkt, forklarer museets afdelingsleder for kulturhistorie og formidling, Kasper Høhling Søsted.

- Museet forsøger her at formidle på en ny måde. Formålet er at give vores gæster mulighed for at opleve en begivenhed - i stedet for bare at læse om den. Det er vi meget spændt på, hvordan folk vil tage imod, fortsætter han.

Bange for gespenst

Lige ved siden af - og i skærende kontrast til, kisten står storstuens langbord, hvor spillekort, merskumspibe og brændevinsglas er efterladt. Sådan er døden på gården i 1800-tallet. Der skal holdes øje, og traditionerne skal følges nøje.

Naboer kommer forbi på skift og holder "ligvagt", så den unge kone ikke går igen. En spand med vand under kisten skal også forhindre gespenstet i at stige ud. Og hvis det ikke virker, har liget fået bundet storetæerne sammen med snor, så genfærdet vil snuble. Virker det heller ikke, er der blevet lagt hørfrø i kisten - for det er sikkert og vist, at hun ikke kan gå igen, før alle frøene er talt.

I aftægtsstuen hører man gammelfar give gode råd til, hvad man kan og bør gøre, nu hvor husets frue er død i så ung en alder. For de ældre generationer har styr på traditioner, overtro og dårlige varsler. Her får man historien om alle de remedier og kure, man havde forsøgt at helbrede den unge kone med. Og gammelfar fortæller også, hvordan man ved særlige begravelsesritualer undgår, at uheld og død rammer de gårde, der passeres på vej til graven.

- Inden de lagde låget på kisten, var jeg henne at stryge min dårlige arm mod hendes kolde krop, så hun kan tage dårligdommen med sig til det hinsides, fortæller gammelfar.

Høj hat til huskeseddel

Mens gammelfar giver gode råd, og husets frue afventer begravelsen i sin kiste, har resten af gården og det omkringliggende samfund rygende travlt.

En bydemand blev dengang sendt ud til de andre gårde for at dele opgaverne ud - folk blev inviteret til at grave graven, bære kisten, våge, sørge for maden.

- Bydemanden havde en høj hat på, hvor han gemte en huskeseddel. Traditionen var, at han fik en dram hvert sted. Så det kunne godt være svært at huske, hvad han skulle indbyde folk til, når han kom til sidste hus, forklarer formidlingsinspektør på Museum Lolland-Falster Anne-Lotte Sjørup Mathiesen.

Lugten blev kamufleret

Torsdag åbnede museets nye udstilling, der sætter fokus på døden i bondesamfundet. I bedste gravøl-stil var museets frivillige indbudt til kaffe og kringle. De frivillige har været med til at opbygge udstillingen og kommer også til at passe den i museets åbningstid. Lindy Fynholm og Erik Frederiksen har fået nyt job som kistebyggere.

- Ja, det har jeg ikke lige prøvet før. Dengang kom tømreren og byggede kisten efter mål inde i selve stuen, forklarer Lindy Fynholm.

Mens kisten blev bygget - hvilket kunne tage dagevis - lå liget ved siden af på langbordet, hvor der var strøet halm ud.

- Det kunne jo godt lugte en del. Så man brugte kamfer og lavendler for at skjule lugten lidt, forklarer Anne-Lotte Sjørup Mathiesen.

Flere dages fest

Imens blev der i de andre rum forberedt en fest. Menuen og traditionerne var noget anderledes i 1800-tallets bondesamfund end nutidens gravøl. Dengang var begravelsen anledning til en slags kombineret druk- og sammenskudsgilde, der varede flere dage.

Først spiste man smørrebrød og drak brændevin, mens man vågede over liget. Efter begravelsen var der kaffe, og så var der atter fest med det bedste mad, der kunne bydes på. Selv i laden er der dækket op til alle dem, der ikke er plads til i gårdens stuer.

- Man festede for at fejre den afdødes liv. Dem, der havde mest, kom med mest, forklarer Anne-Lotte.

Udstillingen på Falstergården hænger sammen med udstillingen "Hun døde i sin elskedes arme" på Reventlow-Museet Pederstrup, hvor omdrejningspunktet er begravelsen af grevinde Reventlow, der døde i 1822. Begge udstillinger kan ses resten af sæsonen.