Livet på Lolland Falster

De første 500 meter af Storstrømsbroen bør bevares og omdannes til udsigtspunkt og eventuelt et museum, mener Andreas Ulrich. Illustration: Andreas Ulrich

Andreas vil redde broen fra nedrivning: Har potentiale som turistmagnet

De første 500 meter af den gamle Storstrømsbro bør bevares og omdannes til et udsigtspunkt, mener Andreas Ulrich, der selv er bosat på Nordfalster. Han ser muligheden for at skabe en ny helårsattraktion, der kan spille ind i den aktuelle turismeindsats. 

Offentliggjort

Forslag om at bevare Storstrømsbroen som turistattraktion

  • Andreas Ulrich fra Nørre Alslev foreslår at bevare de første 500 meter af den gamle Storstrømsbro som et udsigtspunkt og turistattraktion på Nordfalster.
  • Forslaget, der kan tiltrække tusindvis af besøgende, er nu et borgerforslag i Guldborgsund Kommune og kræver 750 stemmer for at blive behandlet i byrådet.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den gamle Storstrømsbro skal rives ned i 2027. Det er i hvert fald planen, og der er allerede afsat mange millioner kroner til formålet i Finansloven. 

Men nu foreslår en lokal borger, at man lader en del af broen blive stående som et udsigtspunkt, der kan tiltrække både turister og lokale til Falster. 

Forslaget kommer fra Andreas Ulrich, der er bosat i Nørre Alslev, og det er nu godtaget som et borgerforslag i Guldborgsund Kommune

Det betyder, at forslaget vil blive taget op i byrådssalen, hvis det opnår 750 borgerstemmer. 

- Da vi flyttede hertil, legede jeg med børnene under broen, og det er et stort og gammelt bygningsværk, der ligger lidt gemt. Men fra vores hus ser vi rigtig mange cykelturister, der kommer forbi, og folk ligger i kajakker og sejler tæt op ad broen. Det må vi kunne udnytte, forklarer han. 

Andreas Ulrich er bevidst om, at han ikke er den første, der har forslag til Storstrømsbroens fremtid. 

Andreas Ulrich bor i Nørre Alslev med sin familie. Han flyttede til byen med sin familie for cirka 13 år siden. Privatfoto

- Men jeg kommer med en helt konkret idé om at bevare de første 500 meter og derigennem formidle historien om Storstrømsbroen, Fugleflugtslinjen og Danmark som brobyggernation. Det vil kunne tiltrække mange tusinder af mennesker, og hvad vil de besøg ikke kunne generere, siger han og henviser til Pilen i Rødbyhavn, som opnåede 10.000 besøg på bare en måned. 

Guld i gammel beton

Han anerkender, at finansieringen ikke er på plads. Ideen kommer fra ham som borger og ikke som bygherre. Men han mener, at projektet er realistisk. Især hvis man lader sig inspirere af andre projekter som for eksempel Skovtårnet og Møns Klint, der ifølge ham har 200.000 årlige besøgende, samt Tirpitz-museet i klitterne uden for Esbjerg. 

Tirpitz Bunkeren blev bygget under Anden Verdenskrig, og efter krigen forsøgte danske minetropper at sprænge den væk. Men den var for solidt bygget. I dag er den forvandlet til et museum med over 150.000 årlige besøgende og en opsigtsvækkende arkitektonisk løsning fra BIG Arkitekter.

Med Tirpitz har der formentlig også stået nogle og tænkt: Hvem pokker gider besøge en smadret bunker?

Andreas Ulrich

- Det viser, at der er guld i gammel beton. Og det er et eksempel på, at det kan betale sig at tænke stort og tro på, at ens ideer kan gøre en forskel. Med Tirpitz har der formentlig også stået nogle og tænkt: Hvem pokker gider besøge en smadret bunker? 

Finansieringen vil kræve både investorer og fondsmidler, men der skal også en politisk opbakning til, og derfor håber han at få forslaget med i byrådssalen. 

- Der er store visioner for både Gedser, Stubbekøbing og Hesnæs Havn, og jeg ser det her som noget, der godt kan samles i en visionsmappe for udviklingen af Nordfalster, forklarer han. 

Historien suser i håret

Mange fortællinger kan knyttes til et museum ved Storstrømsbroen. Ideen om fugleflugtslinjen, der opstod allerede i 1883 med formålet om at forbinde København og Hamborg i en lige linje, er en af dem. 

Industrialiseringen i efterkrigstiden, bygningsingeniøren Anker Dolleris Engelund og hans store ingeniørbedrifter, Christian 10.’s indvielse af Storstrømsbroen i 1937, nazisternes invasion og broens strategiske betydning sammen med Masnedøfortet er flere andre. 

- Og de vil være både relevante og fængende – også for de mange udenlandske turister, der i fremtiden vil ankomme via Femern-forbindelsen, forklarer Andreas Ulrich.

Og så er der det med vandet og udsigten til den nye Storstrømsbro. 

- Tænk at stå dér med vinden i håret, 30 meter over havet, og betragte Storstrømmen – sommer og vinter. Ikke bare en fantastisk udsigt, men også en historisk oplevelse: at stå på en bro, som var med til at gøre Danmark til et land af broer – et symbol på forbindelse, samarbejde og sammenhængskraft. Havudsigt, horisont og højder har altid fascineret mennesker verden over, siger han. 

Mennesker tiltrækkes af vand, og Pilen i Rødbyhavn fik 10.000 besøgende inden for den første måned. Men det kræver en fremsynende investor. Illustration: Andreas Ulrich