Bart blev mast i menneskemængden: - Det plejer jeg aldrig at gøre

Bart Roetink havde glædet sig til at opleve Pearl Jam.

Det var faktisk kun fordi, det amerikanske band kom, at han var taget på Roskilde Festival tilbage i sommeren 2000.

- Det var dén koncert, jeg skulle høre. Jeg havde ellers aldrig været på Roskilde Festival tidligere, fortæller Bart Roetink, der var 25 år gammel den aften for 25 år siden.

Han stod på festivalpladsen, da ni mennesker blev mast og mistede livet 30. juni 2000.

- Jeg husker også, at der var ekstremt mange mennesker. Det var rigtig svært at komme frem. Jeg ville ellers gerne længere frem, og jeg var en ret stor fyr og vant til at gå til koncerter og vant til at kunne komme frem, siger Bart Roetink, der bor i Sundby.

Brug for luft og vand

 Han endte cirka halvvejs fremme midt i publikum nær et lystårn.

- Det var vådt, og vi havde gummistøvler på. Det var fugtigt i luften, husker han og fortæller, at han efter et par numre blev overvældet af presset og atmosfæren.

  - Jeg var nødt til at gå ud til siden for at få luft og vand. Det plejer jeg aldrig at gøre, men jeg kunne selv mærke presset, siger Bart Roetink.

Da han efter lidt tid kom tilbage til sin plads, stoppede koncerten.

Sara husker tydeligt tragedien: - Det første, jeg tænker på, er min storebror

- Man kunne godt fornemme, at der skete noget oppe foran. Men det var jo uvist i starten, hvad der foregik. Man kunne ikke forstå, hvorfor de ikke spillede. Det var også derfor, folk begyndte at huje, for de vidste ikke, hvor galt det stod til, husker han.

 - Da der så skete noget, og de ville have folk tilbage, gik det først op for en, at det var alvorligt. Da ambulancer begyndte at komme, forstod man, at det var alvorligt, siger han.

 Efterfølgende gik han tilbage til sit telt og fandt sin gode ven, han var afsted på festivalen med. 

Signe om Roskilde-tragedien: Det var helt uvirkeligt

- Vi havde mobiltelefoner, så vi kunne ringe hjem. Min lillebror var også derude, så det var fint lige at finde ud af, om alle var ok. Vi fik ringet hjem til forældre og sagt, at vi var ok, siger Bart Roetink.