Krimi

Arkivfoto: Rigspolitiet

Politi måtte bruge strømpistoler mod voldsom mand

Politiet måtte tage et af deres nyere magtmidler i brug for at få styr på en mand i Nykøbing tirsdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet måtte sent tirsdag aften tage strømpistoler i brug, da man blev kaldt ud til en anmeldelse om vold mod en kvinde i en lejlighed i Nykøbing.

Ifølge politiets døgnrapport fik man en anmeldelse kort efter klokken 22.30.

En 36-årig kvinde var blevet slået flere gange i hovedet, og da betjentene nåede frem, traf de en 37-årig mand fra Nykøbing, som ifølge politiet optrådte temmelig udadreagerende.

Manden lod sig ikke umiddelbart anholde i fred og ro, så for at få ro på situationen og kunne anholde manden, valgte betjentene at bruge deres strømpistoler mod den 37-årige.

Han blev sigtet for vold mod kvinden og taget med til politistationen i Næstved, hvor han overnattede. Han blev løsladt igen tidligt onsdag morgen. Politiet oplyser, at manden og kvinden tidligere har haft en relation, og derfor kendte hinanden i forvejen. 

Kvinden pådrog sig ifølge politiet nogle knubs, men hun har ikke været indlagt som følge af det.

Politiet fik strømpistoler som våben 1. december 2024, hvor det i første omgang var på prøve hos udvalgte politikredse, herunder Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Det kan du læse mere om HER.

Blot få dage senere blev det nye våben for første gang brugt mod en borger i forbindelse med en hændelse i Nykøbing.

Drop media element here ...