For et år siden lød en velmenende stemme her i Folketidende: - Læg Lolland og Guldborgsund sammen! Da Folketidende fulgte op og spurgte de to borgmestre til substansen, lød svaret: “Det må andre beslutte. Hvis Indenrigsministeriet ønsker en anden kommunestruktur, må det komme fra dem.” Oversat: Det bliver ikke herfra, forandringen kommer. “Vi har det godt.” “Vi hytter vores eget…”.
Argumenterne var ellers gode: Bedre økonomi, en vægtigere stemme udadtil, mindre dobbeltarbejde og flere penge til investeringer, varme hænder, kultur og udvikling.
Kigger man på Lolland (og Guldborgsund er altid lige efter som en skarp 2’er), er der kun gode grunde til at overveje det.
De seneste 12 år har det ene budget efter det andet trukket al morskab ud af kommunen. Der er efterhånden sparet så meget og så mange steder, at ingen med bare den mindste indsigt længere overvejer at flytte hertil.
Nuvel, mange eksterne faktorer spiller ind - ikke mindst et drønuretfærdigt udligningssystem. Men om så de hedeste udligningsdrømme blev opfyldt, ville det blot fylde et lille gryn i en kornsilo med en sur smiley. Læg dertil en sociodemografi, der er helt til hest og har fuld plade med KOL, kroniske hjertesygdomme og konstant rygetrang; en kommune tømt for unge og en socialbyrde i konstant stigning.
Man bliver fattigere af at være fattig.
Det er kærlig ment
Den, man tugter, elsker man. Og her på siden har vi sandt for dyden tugtet. Men vi har gjort det med længsel, kærlige svirp og håb for fremtiden. For når redaktør Elsvor i klare, næsten dystopiske vendinger beskriver Rødby og omegns udvikling som en egentlig afvikling - et eksempel på en tristesse, der er til at tage og føle på - er det ikke for at give op, men for at gøre gavn.
Og det er ikke kun på Sydlolland, det er gået den vej; syd.
Syd, vest - det er ikke i Lolland, man har hjemme bedst. Dem, der flytter hertil, udnummereres af dem, som flytter væk. Det seneste mandtal er nu opgjort til under 39.000 (38.713 for at være præcis) - det laveste i generationer og allerede nogle hundrede færre end ved årets start og stadig faldende blandt børn og unge. Det gælder i øvrigt også de erhvervsaktive. Til gengæld bliver vi flere ældre.
Og sådan kunne vi blive ved.
Pauvre prognoser
Vi må med hånden på det hjerte, som banker for Lolland, spørge os selv: Hvad tror vi egentlig vil være bedre om fire år? For hvad, præcist, blev bedre i de sidste fire år? Og fire år før det? Og før? Og før?
Forsvarene for status quo vil pege på lav ledighed, nye arbejdspladser og ikke mindst at investeringer i fremtidens virksomheder buldrer derudaf.
Sandt er det da også, at et hårdt kæmpende embedsværk, kommunale frontlinjemedarbejdere og det flittige bystyre kæmper en brav kamp. Indignationen synes ægte - altså, fraset når byrødderne råmobber hinanden.
Og tag ikke fejl: Byrådet har for længst gjort op med alt det gamle ævl og kævl og fnidder om Nakskov og rådhus, (u)hyggelige landsbyer (Holger, du har ret: landsbyer hører det gamle landbrugssamfund til) - og hvad er en nedlagt færgeovergang blandt venner? Nu mangler de bare at gøre op med sig selv.
Derfor: For at redde Lolland skal vi lukke Lolland. For Lollands skyld.
Erhvervssucces gør os øfartblinde
Erhvervslivet i Nordtyskland ser Lolland som fremtidens erhvervspark, og vores borgmester fremstilles endda i visse kredse som erhvervsvenlig, hvor alt kan lade sig gøre. Fint. Men Lolland bliver ikke rigere af at ende som et goldt industriområde med lutter udenlandsk arbejdskraft.
Lübeck, regionens storebror, som er på størrelse med Odense, skal have en ligeværdig partner mod nord.
Vi topper derfor forslaget om en kommunesammenlægning ved også at tage Vordingborg med. Tre små fattige kommuner bliver med over 144.000 borgere, pludselig landets femtestørste. Kom an!
For at blive rigere må vi blive større. Og når vi bliver større, bliver vi også stærkere - og kan råbe højere.
Ny taktik
Ikke mere tågesnak. Gør som landstræneren, skift taktik fra forsvar til offensiv. Ikke flere udmattelseskrige mod virkeligheden, men et fast greb om roret. Gør det konkrete, det langsigtede, som måske niver i de indgroede vaner, men vil være godt for fremtiden:
Udmeld en fusionsvilje. En reel politisk beslutning, der byder Guldborgsund og Vordingborg til bords med et klart mandat: Udred det næste års tid et forslag til en ny stor(strøms) kommune med model, skat, institutioner, medarbejdervilkår, skolestruktur, infrastruktur, erhverv osv. Det vil efterfølgende give de snart nye byråd arbejdsro og tid til at fordøje i den resterende valgperiode.
Sæt mål, der forpligter: a) Bosætning (nettotilflytning/år), b) Uddannelsesfastholdelse (andel unge, der bliver eller vender tilbage inden fem år), c) Sundhed.
Etablér lokalråd i landsbyer og bydistrikter - ja, et borgerforslag tyvstjålet fra Det Omvendte Valgmøde, Folketidende afholdt i sidste uge. Et demokratisk svar på frygten for tab af identitet: nærhed i en stor kommune.
Kultivér bymidterne som bosætningsmotor. Analyser peger meget klart på, at unge og børnefamilier vægter det højt.
En borger fortalte ved Det Omvendte Valgmøde, at hendes mand gennem tyve år som gymnasielærer kunne tælle to - to! - elever, der blev på Falster. To på tyve år. Hvad mere er der at diskutere? Hvis vi vil have dem tilbage, må vi give dem noget at komme hjem til: kultur, uddannelse, entreprenørskab, levende byer.
Naivt? Det er det vel
Bystyre, I gør vel ret beset ikke noget forkert. Problemet er, at I ikke gør det rigtige.
Realpolitik efterlader ikke megen plads til rationalister, men det er ærlig talt synd, at ingen har modet og lysten til at træffe nogle radikalt anderledes beslutninger.
