LEDER
Her ses et midlertidigt skelet af den tilbygning, som ildsjælene bag Nysted Sauna & Havbad drømmer om at tilføje bag den eksisterende bygning. Privatfoto
Bimlende vanvid: Skru nu op for temperaturen og den sunde fornuft
LEDER: Hvilket landskab er det helt præcist, der lider overlast? Den gamle kalkværksgrund i Nysted, hvor der allerede står en sauna? Eller er det tanken om glade vinterbadere, der skærer i nethinden på en embedsmand i København?
Vinterbadning er det nye sort – eller rettere hvidt. I
popularitet helt på højde med fastelavnsboller. Selv skal jeg ikke nyde noget
og foretrækker vandtemperaturen op imod de 20 grader, men det er ikke svært at
se, hvorfor vinterbadning hitter.
Det er fællesskab, kolde tæer, varme grin – og en sauna, der
damper af liv. Alligevel er det åbenbart også noget af det farligste, man kan
placere ved en kyst. I hvert fald hvis man spørger Kystdirektoratet.
Druknet i succes
I Nysted står en sauna, som har gjort præcis det, vi
politisk og samfundsmæssigt siger, vi gerne vil: Skabt liv i et lokalsamfund,
trukket turister til, givet frivillige noget at samles om og gjort kysten til
et sted, hvor mennesker faktisk opholder sig – ikke bare kigger på den på
afstand.
Og hvad er forbrydelsen? At succesen er blevet for stor.
380 medlemmer. Over 2.000 turister om året. Fugten driver
ned ad væggene, fordi en 50 kvadratmeter sauna bliver brugt, som den var
tiltænkt: Af mennesker. Mange mennesker. Derfor søger foreningen om en beskeden
tilbygning på 40 kvadratmeter. Ikke et wellnesspalads. Ikke et strandresort. En
tilbygning, så bygningen kan holde til virkeligheden.
Kig på billedet øverst i denne leder, hvor man
med egne øjne kan se, hvor stor tilbygningen er tiltænkt – og så kan man jo
ikke ædrueligt påstå, at det er for voldsomt.
Kun paragraffer tæller
Svaret fra Kystdirektoratet er dog et rungende nej. For
stort. For markant. For meget påvirkning af kystlandskabet.
Man fristes til at spørge: Hvilket landskab er det helt
præcist, der lider overlast? Den gamle kalkværksgrund, hvor der allerede står
en sauna? Eller er det tanken om glade vinterbadere, der skærer i nethinden på
en embedsmand i København?
Kystdirektoratet henviser loyalt til reglerne. De forvalter
gældende lovgivning. Ikke forslag. Ikke sund fornuft. Regler. Punktum. At
regeringen samtidig har et lovforslag i høring, som netop skal gøre det nemmere
at etablere den slags faciliteter uden for de store byer, er åbenbart uden
betydning. Her tæller kun paragraffer – ikke mennesker.
Problemet er bare, at regler aldrig har været et mål i sig
selv. De er et middel. Et værktøj. Og når værktøjet begynder at spænde ben for
det, vi gerne vil opnå, så er det værktøjet, der skal justeres – ikke
virkeligheden.
For selvfølgelig skal vi beskytte vores kyster. Ingen
efterlyser betonhoteller i strandkanten fra Gedser til Nakskov. Men hvis en mindre tilbygning
til en eksisterende sauna, der overholder lokalplanen og er bredt forankret
lokalt, vurderes som et uacceptabelt indgreb i kystlandskabet, så er balancen
for længst væltet.
Ja, det virker bimlende vanvittigt.
Levende kyster
Det er svært ikke at give borgmester Simon Hansen ret, når
han siger, at sagen “skriger til himlen”. For det gør den. Ikke mindst i
landdistrikterne, hvor man igen og igen får at vide, at man skal skabe liv,
turisme og fællesskab – men hvor det samme liv stoppes, når det ikke passer ind
i en skabelon.
Hvis konsekvensen bliver, at saunaen må lukke for turister
og kun være for medlemmer, så har vi skabt et system, hvor succes straffes, og
engagement kvæles. Og hvor kysten bliver noget, vi beskytter mod mennesker –
ikke for dem.
Her på Sydhavsøerne, hvor vi ikke ligefrem mangler
kystlinje, har vi alt for ofte vendt ryggen til vandet. De kystnære områder er
blevet brugt til erhverv, færger og industri – men heldigvis er udviklingen ved
at vende, og det skal vi holde fast i.
Måske er det på tide at stille det helt enkle spørgsmål: Vil
vi have levende kyster eller museumskyster? For hvis svaret er det første, så
kræver det mere mod, mere fleksibilitet – og lidt mindre angst og svedetur for en sauna på
40 kvadratmeter.
Dampen fra Nysted forsvinder hurtigt. Så skru nu op for
temperaturen og den sunde fornuft!