Roger Buch (tv) og Frederik Waage (th) reagerer på politikernes fortællinger om en magtfuld administration. Jørgen Grønnegård (midten) forklarer, hvordan det kan være kommet så langt. Arkivfotos: Mathias Svold/Ritzau Scanpix, Soffi Chanchira Larsen, Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Eksperter chokerede over anklager: - Jeg har aldrig set noget lignende
Politikernes fortællinger om en meget magtfuld administration i Lolland Kommune får eksperter til at måbe. Det er ikke normalt, at forvaltningen har så meget magt, men det peger på en tendens, der ses i hele landet.
Siden 90'erne er en tendens blandt landets forvaltninger vokset frem. Der gives mere magt til administrationen og direktøren i spidsen, samtidig bliver embedsværket politiseret.
Sådan lyder konklusionen fra forskningschef Roger Buch.
- Nej, det er ikke normalt, men afspejler en tendens. Nogle steder er der meget magtfulde borgmestre som styrer med hård hånd - også deres embedsfolk. Andre steder er politikerne svagere, og så kan embedsfolkene få mere magt, siger Roger Buch.
Historien kort
Politikere i Lolland Kommune oplever, at administrationen har den reelle magt og former politikken uden politisk indflydelse.
Thomas Knudsen, kommunaldirektør, beskrives som den mest magtfulde person, der styrer systemet med få alternativer til administrationens forslag.
Aldrig set noget lignende
Professor i forvaltningsret Frederik Waage ser meget alvorligt på de beskyldninger, der kommer fra politikerne.
- Hvis det er sådan, så der er jo nogen, der fuldstændig har misforstået deres rolle som embedsmænd, siger Frederik Waage til Folketidende.
Han ser det især som et stort problem, at medlemmer af byrådet har den opfattelse, at det er administrationen, der bestemmer i kommunen. Derudover oplever politikerne, at de ikke bliver informeret grundigt nok og får ikke nok alternativer, når de skal stemme om beslutninger.
- Hvis det er, som de siger, så er det selvfølgelig
ulovligt. Der er der ikke så meget at rafle om. Sagerne skal oplyses korrekt, således
at der kan træffes beslutninger på et ordentligt, sagligt og oplyst grundlag. Ellers handler man ulovligt, siger Frederik Waage.
- Det er en fuldstændig uhørt situation. Jeg har flere gange før hørt om situationer, hvor embedsmænd kørte mere eller mindre på frihjul, og man kunne komme i tvivl om, hvem der egentlig bestemte i kommunen. Men jeg har aldrig rigtig set noget lignende den her kritik, siger professoren i forvaltningsret.
Magt er ikke noget man får, det er noget man tager.
Roger Buch
Kalder på stærke politikere
Ansvaret for lovgivningen ligger hos politikerne. Hvis noget går galt, er det byrådet, der får røven på komedie. Derfor er det også politikernes ansvar, at administrationen servicerer dem, som den skal, mener Roger Buch.
- I sidste ende har politikerne magten. De skal bare bruge
den. Hvis politikerne synes embedsværket er ensidige i deres analyser, så skal
de forlange mere kritiske analyser. Hvis politikerne kun får én løsningsmodel,
så skal de forlange flere modeller, siger forskningschefen.
Annonce
Når magten skal tages af politikerne, kræver det dog, at der er flere politikere, der ønsker det.
- Det kræver jo, at der er
politisk flertal for det. Hvis en borgmester og det politiske flertal har
det fint med at embedsværket reelt har magten, så kører det jo bare videre
sådan. Magt er ikke noget man får, det er noget man tager, siger Roger Buch.
Hvordan kan det ske
Allerede for 30 år siden talte man om "den politiske embedsmand". Det kan virke paradoksalt, fordi embedsværket i sin karakter ikke skal være politisk, men servicere politikerne.
- Men i takt
med den voksende volumen af den offentlige sektor, den voksende kompleksitet i
samfundet og i lovgivningen, og den øgede hastighed af forandringer har
embedsværket fået eller taget mere magt, siger forskningschef Roger Buch.
En anden grund til, at politiseringen af embedsværket er sket, er, at opgaverne i dag er væsentligt anderledes end for 30 til 40 år siden.
- Moderne forvaltning og administration er altså ikke
sagsbehandling, hvor man sidder og finder ud af, om man skal give den ene eller
anden tilladelse. Nej, det er at forberede beslutninger og gennemføre
beslutninger relativt selvstændigt om noget, der grundlæggende er politiske
valg, siger Jørgen Grønnegård Christensen til Altinget i et interview.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu