Guldborgsund

Smag, kvalitet og sundhed var i centrum til weekendens Frugtfestival.

Frugtens fest indtog Sakskøbings gader

Traditionen tro blev Sydhavsøernes Frugtfestival afholdt i Sakskøbings bymidte.

Offentliggjort

Sydhavsøernes Frugtfestival

Sydhavsøernes Frugtfestival er Danmarks største frugtfestival, der har samlet besøgende i alle aldre i Sakskøbing siden 2008 - i år den 19. og 20. september.

Frugtfestivalen summer af friske og bæredygtige råvarer, avlere og  producenter, og så er der gratis entré.

På festivalpladsen og i de lokale butikker kan man købe festivalarmbåndet, der giver adgang til yderligere smagsoplevelser og samtidig støtter Sydhavsøernes Frugtfestival.

Man kan også få ny viden og inspiration gennem workshops, som man kan booke sig ind på.

Poserne med farverrige æbler og pærer var uundgåelige i Sakskøbings gader, da den store frugtfest indtog byen denne weekend.

For mange er Frugtfestivalen en mulighed for at komme helt tæt på menneskene bag deres fødevarer, når det simple møde mellem producent og køber genopstår.

Med 87 stande og et ekstra telt i Tuborgs Gaard med portåbning ud til Søndergade har festivalen aldrig fyldt mere af Sakskøbings bymidte.

Et lokalt ansvar

Udviklingen kan mærkes af Jette Lund Madsen og Jørgen Lykke Madsen fra Nykøbing, som som har besøgt Frugtfestivalen næsten hvert år, siden den åbnede i 2008.

- Det er vigtigt at bakke op om et rigtig godt initiativ. Det er også vores ansvar, at det bliver fastholdt og udviklet, siger Jørgen Lykke Madsen.

- Jeg tror, det betyder rigtig meget for byen, fordi man har noget at samles om. Det giver et rigtig godt fællesskab, lyder det fra Jette Lund Madsen.

De er enige om, at der ligger en stolthed i at kunne vise den mad frem, som Sydhavsøerne kan producere.

Ikke en lukket fest

Men det er ikke kun lokale producenter, der står i boderne og langer mad og spiritus over disken.

Også flere fra andre steder i landet er i løbet af de seneste år kommet til.

- Umiddelbart synes jeg jo, det skal være tydeligt, hvad der kommer fra Sydhavsøerne. At der så kommer nogle ekstra boder som en slags krydderier, det er helt fint. Det skal ikke være en lukket fest, siger Jørgen Lykke Madsen.

Jette Lund Madsen og Jørgen Lykke Madsen flyttede fra Sjælland til Nykøbing i 1986.

- Det er en slags gæster, tilføjer Jette Lund Madsen

- Så længe fodaftrykket er Sydhavsøerne, fortsætter Jørgen Lykke Madsen.

Må ikke være statisk

Også koordinator Bjarne Petersen er begejstret over Frugtfestivalens udvikling.

Han har haft koordinator-tjansen de seneste fire år og fortæller, at det er vigtigt for festivalen at tale ind i trends som folkesundhed for at gøre festivalen relevant for flere.

Bjarne Petersen er koordinator for Frugtfestivalen

- Det har hele tiden været målsætningen at være Danmarks største og bredeste Frugtfestival. Hvis det skal have en fortsat interesse blandt folk, så er forandring nødvendig. Hvis man er statisk, bliver interessen mindre, fastslår han.

Stor forskel på dagene

Søndag eftermiddag vurderer han, at der er omkring de 20.000 besøgende, som der plejer. Men det er et slag på tasken, og derfor pønser han må at få lavet en præcis optælling næste år.

Alene lørdag har festivalen solgt armbånd, der giver adgang til yderligere smagsoplevelser, for 80.000 kroner.

Der blev handlet lokalt frugt og grønt til weekendens festival.

Han fortæller, at det primært er om lørdagen, de bliver solgt, og at deltagelsen i det hele taget daler om søndagen.

- Jeg har undret mig over, at engagementet for de forskellige arrangementer er markant større lørdag en søndag, fortæller han.

Han tror, at det vil hjælpe at gøre programmerne mere forskellige.

- I dag er lidt en kopi af i går. Sådan skal det ikke være. Det skal være noget helt andet, siger Bjarne Petersen.

Klar til mere

For koordinatoren er det noget helt særligt at få lov til at stå for festivalen.

- Jeg er i kontakt med ufatteligt mange mennesker, og det betyder, at hele året kan jeg ikke gå i brugsen, uden at der er nogen, der mener, at vi lige skal drøfte nye ideer eller forslag til forbedringer. Mit tilhørsforhold til byen bliver markant opretholdt, udtaler han.

Mette Blomsterberg afholdt workshops på Rådhustorvet, hvor børn fik lov til at lave deres egne flødeboller.

Selv om dagene er travle, er han klar på mere.

- Noget kunne tyde på, at jeg i hvert fald tager et år mere, fortsætter han.

En glad bonderøv

For konditoren Mette Blomsterberg er det fjerde eller femte gang, hun har et telt på Rådhustorvet.

Og selv om der ikke er en fast aftale for næste år, udtaler hun, at hun gerne deltager igen.

- Jeg har altid elsket at være her. Jeg synes altid, jeg bliver taget godt imod, siger hun.

Hun synes, det er vigtigt, at festivalen kan give fokus på dansk frugt og grønt. Og så holder hun af den lokale ånd.

- Jeg elsker det lokale. Jeg er jo selv egentlig bare en glad bonderøv fra min egen landsby, Ålsgårde, hvor jeg bor, og jeg synes virkelig, det kan noget, fortæller hun.