Krimi
Carl Richard Christensen afslørede sig selv i Tv2-dokumentaren "Den Sorte Svane." Arkivfoto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
I dag skal "Køge-Calle" i retten
Tirsdag indledes en sag om grov hvidvask mod tre mænd i Retten i Roskilde. De nægter sig skyldige.
Han var formentlig mest kendt i Køge og omegn som ejendomsinvestor, tidligere bankdirektør og lokalpolitiker.
Han er dog født i Tirsted på Lolland, var en af grundlæggerne af Team Sydhavsøerne og har tidligere ejet en række ejendomme på både Lolland og Falster.
Men i maj sidste år blev Carl Richard Christensen også landskendt under kaldenavnet "Køge-Calle".
Det skete, da han ufrivilligt optrådte på skjulte optagelser i TV 2-dokumentaren "Den sorte svane".
Her lod han TV 2's muldvarp, Amira Smajic, vide, at han kunne trylle sorte penge hvide.
De påståede trylleevner kommer formentlig under lup, når erhvervsmanden tirsdag møder i Retten i Roskilde.
Her er han tiltalt for to forhold af hvidvask af særlig grov beskaffenhed.
I det ene forhold er også to andre mænd tiltalt.
Det handler om hvidvask af mindst 5,6 millioner kroner. Ifølge sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i, modtog Køge-Calle pengene i kontanter fra en af de andre tiltalte, Frank Errington Olsen.
Han er tidligere medlem af rockerklubben Hells Angels og blev sidste år idømt fængsel i seks år og syv måneder for handel og besiddelse af omkring 730 kilo hash.
Politiet mener, at de millioner, Carl Richard Christensen modtog fra den tidligere rocker, stammer fra lovovertrædelser.
Hvidvasken foregik ifølge anklageskriftet blandt andet ved, at erhvervsmanden købte en ejendom i Spanien på vegne af Frank Errington Olsen og senere solgte den.
Den tredje mand er tiltalt for at have medvirket til transport af nogle af kontanterne.
65-årige Carl Richard Christensen er tiltalt for yderligere et forhold af hvidvask af særlig grov beskaffenhed.
Her skal han have modtaget et kontantbeløb på 750.000 kroner fra en ukendt person, der på beskedtjenesten brugte brugernavnet "Don Diego". Også disse penge stammer ifølge politiet fra lovovertrædelser.
Efter at Køge-Calle havde modtaget pengene, lavede han fiktive fakturaer, og han sørgede for, at fakturaerne blev betalt, lyder det.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at en ejendom i Spanien, der tilhører erhvervsmanden, konfiskeres, hvis han dømmes.
De tre mænds forsvarsadvokater oplyser, at de nægter sig skyldige.
Der er afsat seks retsdage til sagen, der ventes afsluttet 19. september.
Seneste artikler
NFC-rengøringssag forsvandt fra dagsordenen: Her er forklaringen
Syv anholdt i stor narkoaktion på Lolland
Nykøbing-rektor reagerer på sammenlægning
Efter stor forandring: Nu reagerer Lolland-rektorer
Stor omvæltning: Fire skoler samles i én
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Fyringschok: 11 ansatte står til at miste jobbet
Live: 58-årig dømt for at groome, voldtage og true plejedatter
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
22-årig kvinde blev meldt savnet: Nu er hun fundet