I starten af september blev der skrevet et nyt kapitel i færgesagen. Her kom det frem, at Lolland Kommune lægger op til, at det bliver dyrere for erhvervsdrivende, sommerhusejere og turister at tage færgen til Fejø, Femø og Askø.
Den laveste stigning tilfalder øboerne. Enkelte af dem kommer faktisk til at spare penge på færgebilletten.
Som Folketidende har beskrevet, har forslaget skabt ramaskrig blandt erhvervsdrivende.
En af dem er Laust Spandet Jensen, ejer af Fejø Frugt, der har kaldt forslaget for ”det værste, kommunen nogensinde har fundet på.”
Udover de erhvervsdrivende er også Femø Færgegruppe, der er en del af Femø Beboerforening, godt frustreret over kommunens håndtering af færgefarten.
Borgerforslaget
Gruppen mener, at byrådet skal genbehandle færgestrategien og iværksætte en uvildig analyse af færgestrategiens konsekvenser for øerne.
Og sidst men ikke mindst, at byrådet tager stilling til, om færgestrategien skal revideres, når analysens resultat foreligger.
Netop disse tre punkter har gruppen indsendt et borgerforslag om.
Det oplyser den i en pressemeddelelse.
"Uoverskuelige konsekvenser"
Årsagen til borgerforslaget kommer sig af, hvad der er sket siden færgestrategien blev vedtaget i september 2023.
Selvom øboerne allerede forud for vedtagelsen var kritiske, oplever færgegruppen i dag ”en helt anden virkelighed”.
I pressemeddelelsen skriver den, at målet for Lolland Kommune dengang var at spare mellem fem og ti millioner årligt.
Nu er prisen for en ny elfærge ”steget fra 80 mio. til op mod 162 mio. kr. på under to år,” og ”besparelser er vendt til underskud,” skriver Femø Færgegruppe i meddelelsen.
Gruppen ser også store problemer ved, at der skal sejle to frem for tre færger til øerne. Det vil ifølge Femø Færgegruppe ”få uoverskuelige konsekvenser for pendling, transport af varer og maskiner, adgang til sundhed og nødtjenester – og i sidste ende for bosætning og erhvervsliv på alle tre øer.”
”Vi mener, det er på tide, at hvert enkelt byrådsmedlem offentligt tager stilling til strategien – nu hvor virkeligheden allerede har vist alvorlige problemer ved dens gennemførelse, både økonomiske, praktiske og menneskelige. Vi giver byrådsmedlemmerne en chance for at tænke sig om én gang til – og for borgerne til at få indflydelse,” skriver Femø Færgegruppe.
Hvis borgerforslaget skal på byrådets dagsorden, kræver det 400 underskrifter.
Lolland kommune er i bevægelse – følg med i hvad der sker lige nu
Seneste artikler
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Sådan vil Revykøbing skabe ny tradition
Kæmpe svigt at stadion blev en dødsfælde
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst