KV25

Alberte Rygaard Svensson (tv) og Emma Naya Ejstrup, begge 18 år og fra 2. g på Nykøbing Katedralskole. Foto: Gry Sofie Vejsager Faarbech og Lærke S- Soelberg-Larsen

“Mega fedt!” – Elever træner demokratiet før første valg

På Katedralskolen i Nykøbing skal eleverne ikke bare høre om kommunalvalget, de skal opleve det. Med speed-dating og stand-up vil skolen gøre valget spændende og nærværende for de unge førstegangsvælgere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Valgsæsonen er rykket ind i klasselokalerne på Katedralskolen. 

Gymnasiet har sat gang i en række aktiviteter, der skal styrke elevernes viden og lyst til at deltage i det kommende kommunalvalg.

For flere af eleverne blive det første gang, de skal stemme, og målet er at gøre oplevelsen både lærerig og sjov. 

- Vi har haft speed-dating med flere politikere, og så skal vi have kommunalfest den 18. november, så det er meget spændende, fortæller Emma Naya Ejstrup, der er 18 år og går i 2. g.

Politikere og stand-up på skoleskemaet

I den seneste tid har tre unge byrådspolitikere besøgt gymnasiet, hvor de sammen med elevrådet stod for et eftermiddagsarrangement. Her fik eleverne mulighed for at stille spørgsmål og blive hørt.

Rektor Morten Pape Nielsen glæder sig over initiativet. 

- Vi vil gøre, hvad vi kan, for at oplyse eleverne og sikre, at de møder de politikere, de kan stemme på. Det betyder meget, at de får en fornemmelse af, hvem politikerne er som mennesker, siger han.

Også eleverne har taget godt imod undervisningen, som er målrettet kommunalvalget.

- Det var sjovt at møde alle de politikere, man normalt kun ser på valgplakaterne, forklarer Ole Wagner, der er 18 år og går i 2. g.

Lærere i demokratifitness

For at klæde gymnasiets undervisere bedre på til det kommende valg har 15 af dem gennemført et såkaldt demokratifitness-kursus. Her har de fået redskaber til bedre at kunne inddrage demokratiet i undervisningen.

- Der er kommet meget fokus på kommunalvalget i år, og det synes jeg faktisk er mega fedt. Jeg har fået en bedre forståelse for politik generelt, siger Alberte Rygaard Svensson, der går i 2.g og skal stemme for første gang.

Undervisningen i kommunalvalget fortsætter 

I de kommende uger fortsætter Katedralskolen med valgrelevante aktiviteter. Eleverne skal blandt andet ud og lave en exitpoll på valgdagen, hvor de vil interviewe vælgere om deres stemme. 

- Jeg er meget spændt på at skulle stemme, og jeg vil følge med i løbet af dagen for at se, hvordan vores kommune klarer sig i forhold til andre, fortæller Alberte Rygaard Svensson.

Rektor Morten Pape Nielsen mener, at indsatsen er vigtigere end nogensinde.

- Mange unge mangler viden om, hvad kommunalpolitik egentlig betyder for dem. For os er det vigtigt at give eleverne en følelse af, at der er pligt til at deltage i demokratiet”.