Nå, kan kvinder køre tog?

Hvis du tager Lollandsbanen en eftermiddag eller aften, så kan du muligvis få sådan en hilsen i højtaleren, når du stiger af: ”Så nåede vi Nakskov, I må alle sammen have en god aften”.

Det er en hilsen fra Laura Sandau. Den nye og første kvindelige lokofører på banen, der sender sine passagerer godt afsted i deres videre færd. Det er en helt ny verden, fortæller hun.

- Man skal lære mange nye ord om signaler, og der er regler, som skal overholdes til punkt og prikke. Jeg elsker punktlighed. Toget skal gå til tiden kl. 08 eller 38 – eller hvad tid, det nu skal gå, fortæller hun.

Den orden tager hun også med sig uden for førerrummet.

For sådan er det også, når det gælder Laura Sandaus egen private kalender, der skal ikke gå noget galt, fortæller hun – og sådan har det altid været.

- Sådan var det også i folkeskolen og i gymnasiet. Jeg er altid kommet til tiden, og jeg har altid lavet mine lektier og afleveret opgaver til tiden.

Og netop det passer godt til et liv, hun hele tiden har ønsket skulle blive på Lolland, hvor hun er født og gerne vil bo. 

- Jeg elsker Lolland, her er højt til loftet, og jeg er ikke en vild type, der skal ud og prøve alt muligt.

Bliver aldrig kedeligt

Turene mellem Nykøbing og Nakskov hedder en omgang - og for hende er det ikke kedeligt at køre togene frem og tilbage. 

- Der sker altid noget nyt, og der er aldrig en omgang, der er ens, fortæller Laura Sandau, der er 26 år.

- Vi kører mellem Nykøbing og Nakskov, det bliver ikke trivielt. Mit yndlingssted på strækningen er Ryde Skov. Om det er snevejr eller forår eller sommer. Det er så dejligt at køre der. Og hvis der ikke er trykket stop, så drøner man igennem med 100 kilometer i timen. Det er så fedt, fortæller hun. 

Efter et par måneder er hun landet godt i jobbet, og hun har allerede mærket passagerernes nysgerrighed i forhold til, at hun er en kvinde. 

- Jeg har ikke noget problem med at være i en mandeverden. Før var jeg butikschef i T. Hansen, som også er en mandsdomineret verden. Men jeg er lidt en drengepige, så det gør mig ikke noget, siger hun. 

- Jeg har oplevet en enkelt gang med nogle passagerer, der sagde ”gud, kan en kvinde køre tog – hvad laver du her?”. Der sagde jeg, at ”ja, det er mig, der skal køre jer hjem”. Og da vi steg af i Nakskov, gav de mig hånden og sagde, at det var en god tur, og at jeg kaldte flot ud i højtalerne.

Kontakten med passagererne overraskede hende. 

- Jeg anede ikke, at der er så meget kontakt med passagerne, som der er. De ældre har reageret meget og sagt, hvor er det dejligt, at vi har fået en kvinde ind, det giver et løft. Folk vinker. Jeg fik forleden et kompliment for min fletning. Jeg troede, at jeg skulle sidde alene ude i førerrummet, bag en låst dør, og passe mig selv. Helheden i det har overrasket mig.

- Det er hyggeligt, når jeg går gennem toget. Jeg hjælper en ældre kvinde med rollatoren. Så skal man hjælpe med en rampe. Det kan jeg godt lide, siger hun. 

En stolt far 

Uddannelsen til lokofører varer 10 måneder og der er fuld løn undervejs. 

- Jeg sendte min ansøgning til Lokaltog, og så ringede de til mig, og jeg var igennem nogle prøver og en samtale. Og så ringede de og sagde: Vi vil godt have dig. Uddannelsen er en kombination af køreperioder og undervisning på skole, man har en logbog med punkter, man skal nå undervejs, som ind- og udrangering, siger hun.

Derhjemme vakte uddannelsesvalget særlig begejstring.

- Min far blev rigtig stolt. Han har altid drømt om, at ét af hans børn skulle blive lokofører. Min far har været på værksted som mekaniker på togene, men hans helbred duede ikke til det.

- Vi snakker om togene, og han kan lære mig meget.

Alle kan køre et tog

Debuten i førerrummet glemmer hun ikke lige med det samme.

- Min første tur var på en introvagt sammen med min kørelærer. Han kørte afsted fra Nakskov – og da vi nåede til Søllested, sagde han: ”Så Laura, nu er det din tur”, og da jeg tøvede, sagde han: Ja, alle kan køre et tog. Og så kørte jeg afsted. Jeg tror, han gav mig fri lidt tidligere, for jeg var helt bombet i hovedet.

- Aften- og nattjenester skal man vænne sig til. Jeg foretrækker midt på dagen og aften og nat, der fungerer jeg bedst. Man skal ikke kalde mig op tidligt om morgenen, siger hun. 

Selve jobbet er ikke fysisk hårdt. Men man skal være stærk som person. 

- Mentalt kan det være hårdt. Hvis der sker noget med mennesker og dyr på banen. Det skal man være klar på, at det kan ske. Det skal man være forberedt på, siger hun. 

Alligevel elsker hun sit nye job og har ikke fortrudt et sekund: 

- Jeg lærer noget nyt hver dag. Der er masser af tips og tricks til, hvordan man skal køre togene. Der er altid nogen, man kan ringe til. Jeg har fået verdens bedste kolleger, siger Laura Sandau.