Nu vil 73-årige Kjeld tage sig et fjumre-år

- De sidste tre måneder har jeg været en "dead man walking", siger Kjeld Saul med rolig stemme. 

Betegnelsen kommer fra de amerikanske fængsler, og handler om den sidste tur fra fængselscellen til det sted, hvor dødstraffen bliver fuldbyrdet.

Helt så tung en vandring ser det heldigvis ikke ud til, at Kjeld Saul er ude på. Han slår da også hurtigt fast, at han fløjter hver morgen, når han forlader hjemmet i Maribo for at køre til Bo og Naboskab Sydlollands hovedkontor i Rødbyhavn.

Glad for et langt aftræk

Den 73-årige forstander sagde sin stilling op ved årsskiftet, og fængselsbetegnelsen kommer fra de seneste tre måneder, han er mødt ind vel vidende om, at det snart er helt slut. Opsigelsesperioden gør ham ikke noget. Den har nærmest været en lettelse.

 - Når dit job har været så meget inde under huden, som det har været for mig, er det rart, at der er et lidt længere aftræk, forklarer han.

Men nu er det næsten forbi. Mens afskeden har trukket i langdrag, var starten lige på og hård.

Husker endnu de første 12 beboere

En kammerat fortalte Kjeld Saul, at den daværende amtsinstitution Rødbygård manglede kvalificerede ansatte, og opfordrede ham til at søge en stilling.

Samme aften var han i Rødbyhavn for at aflevere sin ansøgning, og næste morgen, den 1. december 1981 klokken 7, begyndte han på sin første arbejdsdag.

Den gamle åndsvageanstalt var på det tidspunkt under forandring, og forholdene var blevet bedre.

- Det var et sted, hvor man havde anbragt nogle mennesker, som man ikke ville have ud i samfundet. Da jeg kom, boede der 12 personer på en afdeling, men tidligere var der over 40 beboere samlet i sovesale, fortæller Kjeld Saul.

Læs også

Kandis lagde toner til ny sommerfest

Hans første møde med Rødbygård gjorde et stort indtryk, og den dag i dag kan han endnu navnene på samtlige 12 beboere på afdelingen. De har mejslet sig ind i hans erindringer.

Flotte forhold

Rødbygård blev til et Bo og Naboskab, og selv om de ydre rammer stadig er området omkring den gamle åndsvageanstalt, er indholdet noget helt andet. Menneskesynet har ændret sig på de 97 år, der er gået siden Rødbygård åbnede.

- I dag bor beboerne i egne lejligheder med stue, soveværelse og stort bad. Vi har sagsbehandlere, som spørger, om de ikke kan få en lejlighed hernede, siger han med stolthed i stemmen. At skabe gode forhold har været vigtigt for Kjeld Saul.

- Det er rart at have været med til at præge udviklingen og skabe nye og bedre rammer for disse mennesker.

Venlige beboere

Siden den første dag i december 1981 er Kjeld Saul gået fløjtende og glad på arbejde. Han nyder at arbejde med udviklingshæmmede, og ved godt, at de kan være udadreagerende, men at det ofte sker, hvis de ikke føler sig forstået. Selv har han aldrig været udsat for en målrettet udadreagerende adfærd.

Han ved godt, at hvis beboerne bliver stillet over for krav eller sat i rammer, som de ikke kan bevæge sig inden for, med de evner, som de har, vil de være udadreagerende. 

- Når du først lærer disse mennesker at kende, er de meget venligere end dem, der er ude i det, vi andre kan kalde virkeligheden.

Pas på med tordenskyer

Nøglen til at finde den forståelse er netop den fløjtende tilgang til arbejdslivet, mener den afgående forstander. For hvis der er noget, som beboerne på Bo og Naboskab Sydlolland er gode til, så er det at kropsaflæse andre mennesker. De er nærmest verdensmestre.

- Som medarbejder er det noget, du skal være bevidst om: De læser din dagsform med det samme. Hvis du har en dårlig dag på arbejdet, og er mødt ind som en tordensky, så er det den attitude, som du får igen.

For Kjeld Saul har tiden i Rødbyhavn været mere end et arbejde. Han har også været med til at lave de store Megafester, hvor udviklingshæmmede fra Lolland-Falster og Sydsjælland kom til Holeby Hallen for at feste, men det sluttede sidste år med Megafest nummer 61. Heldigvis er de blevet overtaget af Restaurant Bangs Have, og det glæder ham.

Nåede det ikke som ung

Derfor er han også klar til at stoppe nu. Der blæser gode vinde over Sydlolland, og det er den rette tid at give forstanderkontoret videre. Egentlig føler Kjeld Saul, at han sagtens kunne fortsætte flere år endnu, men der skal trækkes en streg. Depechen skal skifte hænder. Han vil nødigt være den leder, der er endt som en del af inventaret.

Hvad den nye fritid skal bruges til, ved han dog ikke.

- Jeg begynder med at tage et fjumre-år. Det nåede jeg ikke, dengang jeg var færdig med uddannelsen, siger han med latter.

Kommer til Kandis

Helt forkert er det da heller ikke. For Kjeld Saul er ikke typen, der sætter sig hjemme i lænestolen for at bruge dagen foran fjernsynet.

- Vi skal ud at rejse og opleve en masse, og jeg skal have dyrket mine interesser, siger han.

Og så skal han ned i Kulturparken, der hører til Bo og Naboskab Sydlolland, for at høre Kandis. Han er nemlig med i bestyrelsen for Bo og Naboskabets Venner, der er en forening, som blev stiftet efter nedlæggelsen af Megafesterne. På den måde kan han endnu mærke den livsglæde, som stråler ud af beboerne og deres gæster, når de slår sig løs til dansktop-musikken.

Helt slipper Kjeld Saul altså ikke det område, der har været en stor del af livet i næsten 50 år - og han føler sig på ingen måde som "dead man walking", som han ellers har beskrevet sig selv.