Pernille droppede storby og forskerkarriere: Lolland giver ofte noget, jeg ikke helt vidste, at jeg manglede

Vejen til en karriere som forsker ved universitetet var sat i gang, men Pernille trivedes ikke på det spor, hun havde lagt for sig selv.

- Jeg troede i lang tid, at mit ph.d.-studie var en unik mulighed, som jeg ikke måtte spilde, fortæller Pernille Bærendtsen, som også har fortalt om sin situation i et læserbrev i Politiken.

Hun forsøgte derfor længe at finde sig tilpas, inden hun halvandet år inde i det treårige forløb frem mod en akademikerkarriere, gav sig selv lov til at slippe det.

- Jeg var nervøs for, om jeg ville føle skam eller ærgre mig over at miste en privilegeret måde at arbejde på, fortæller hun.

- Men da jeg sagde stop, skabte det kun en enorm frisættelse. Det kan godt være, at det er svært at sige nej, men det giver også mulighed for at sige ja. 

Pernille savnede plads, luft og natur

Hvad var det, du sagde nej til?

- Jeg sagde nej til at arbejde på en måde, som var præget af, at det skulle gå hurtigt med at få en karriere, og hvor det også var vigtigt at have meget travlt. Jeg sagde nej til at bo på en måde, hvor der ikke var særligt meget plads og mennesker over det hele. Jeg savnede plads og luft og naturen tættere på.

Hvad gjorde det ved dig?

- Jeg kunne mærke, at det stressede mig, at jeg skulle arbejde på en måde, hvor man skal nå nogle bestemte ting på en bestemt tid, præstere noget meget bestemt og have nogle bestemte holdninger. Det gjorde, at jeg følte mig fastspændt. Jeg savnede, at jeg var fri til at tænke det, jeg gerne ville.

Hun forklarer, at hun hele tiden tænkte på de bøger, tekster og artikler, hun ikke havde læst endnu, men som hun samtidig hele tiden samlede til bunke.

- Jeg oplevede, at jo mere jeg satte mig ind i fagligt, jo mere fokuseret blev jeg på alt det, jeg ikke vidste. Det skabte et pres, og jeg havde dårlig samvittighed konstant.

Sov dårligt og døjede med spændingshovedpine

Hvad gjorde det ved dig kropsligt?

- Jeg blev stresset. Jeg sov ikke ordentligt. Jeg fik kronisk spændingshovedpine, hvor det var som om, jeg hele tiden havde en hjelm på, som spændte om mit hoved. Det gjorde, at jeg havde svært ved at koncentrere mig og i det hele taget føle mig godt tilpas.

Hun tilføjer, at hun har oplevet mange give til kende, at de har oplevet det noget af det samme i deres liv.

- Jeg ved godt, at det ikke er unikt, og at der er mange mennesker, der har det lige sådan, når de går på arbejde og skal nå noget på en bestemt måde. Det kan man blive fanget i, så det bliver svært at stoppe op og sige til sig selv: Nu skal jeg gøre det langsommere, og måske skal der også være plads til noget andet i mit liv.

Hun havde hele tiden Lolland som en mulighed

Hun begyndte at overveje et alternativ til livet i storbyen og et karrierebetonet arbejdsliv. 

- Jeg har hele tiden haft Lolland. Jeg er så heldig, at jeg er født og opvokset på Lolland, hvor jeg har haft en god barndom og opvækst, og det har givet nogle ressourcer og en ro, som jeg gerne ville tilbage til.

Hun havde desuden familie at flytte tilbage til, fordi hun på Lolland stadig har sine forældre og sin bror og hans familie.

Efter gymnasiet kunne hun dog ikke komme hurtigt nok væk og ud i verden, og hun har ud over at bo og studere i København også boet og arbejdet i mange år i Afrika. Men nu begyndte hun at kigge på bolig- og jobannoncer. 

- Det var nærmest dagdrømmerier. Det var i hvert fald ukonkret.

Men så lavede hun rykket. 

Ville have et liv i et langsommere tempo

Hvad var det så, du sagde ja til, da du flyttede tilbage til Lolland?

- Til at starte med vidste jeg ikke helt, hvad det var, jeg sagde ja til.

Hun vidste kun, at hun ville have et liv, som handlede mere om nære relationer og overskuelige projekter. Et liv som foregik i et langsommere tempo, hvor hun også kunne bruge tid på noget, som ikke var hendes arbejde.

- Et liv, hvor der var tid til at lave, det som Dronning Margrethe har kaldt for, "unyttige ting", men som er ting, der gør en glad, fortæller Pernille og tilføjer straks:

- Når jeg siger det, kan jeg godt selv høre, at det jo i virkeligheden er både banalt og helt almindeligt for de fleste mennesker på Lolland at bruge tid på noget, som ikke handler om arbejde og karriere, men dét var det ikke i det liv, jeg levede i København. 

- Nu kan jeg cykle en længere cykeltur hjem fra arbejde langs markerne, tage ud at vinterbade på de kolde og mørke eftermiddage og opleve et fællesskab med andre i saunaen på Hestehovedet eller tage med ud og se min nevø fiske i havnen, fortæller hun.

- Lolland giver mig ofte noget, jeg ikke helt vidste, jeg manglede.

Hvad har det gjort ved dit liv?

- Det har gjort, at jeg har fået en ro ind i mit liv. 

- Så den ro, min psykolog i København talte om, kom ikke til mig ved hjælp af mindfulness og hovedpinemedicin. Den opstod helt naturligt, da jeg fjernede mig fra det, jeg ikke kunne ændre i mit liv i storbyen.