Folketidende skrev blandt andet om parret Mia Kondrup og Ulrik Jepsen, da restauranten tilbage i 2023 vandt en Michelinstjerne. Foto: Privatfoto
Søllested-kok på Michelin-restaurant: Nu er han politianmeldt
Indtil for få uger siden drev Søllested-kokken Ulrik Jepsen og hans hustru Mia Kondrup den luksuriøse restaurant À L'aise i Oslo. Nu er restauranten lukket og tre medarbejdere politianmeldt.
Først trak køkkenchefen og den daglige leder sig. Så lukkede restauranten - og nu er tre medarbejdere politianmeldt.
Michelin-restauranten À L'aise i Oslo, som blev drevet af Søllested-kokken Ulrik Jepsen og hans hustru Mia Kondrup, har de seneste uger fået sig en brat afslutning.
Jan Nielsen, som ses på billedet, ejer 97 procent af restauranten, mens Ulrik Jepsen og Mia Kondrup hver især ejer 1,5 procent.Foto: Privatfoto
Det hele begyndte, da parret 6. august meldte ud på Instagram, at de trak sig med øjeblikkelig virkning.
Sådan ser restauranten i Oslo ud. Foto: Google Street View
Dagen efter udtalte bestyrelsesformand og medejer Jan Nielsen til Dagbladet Børsen i Norge, at restauranten lukkede - men uden at fortælle årsagen hertil.
Restauranten har dog ifølge Jan Nielsen tabt penge gennem flere år.
Annonce
Desuden har en række andre prestigefyldte restauranter i Oslo inden for de seneste år drejet nøglen om.
"Bestyrelsesformand og ejer Jan Nielsen siger, at en intern gennemgang af virksomheden har afsløret omfattende økonomiske misligheder. Forhold, som er ført til, at to personer, som har haft centrale roller i restaurantens ledelse, samt yderligere en medarbejder blev anmeldt til politiet for tyveri og underslæb 17.06.26," påstår Jan Nielsen i opslaget.
Ifølge det norske Dagbladet Børsen er de to politianmeldte medarbejdere i restaurantens ledelse Ulrik Jepsen og Mia Kondrup. Mediet skriver ikke, hvem den tredje politianmeldte medarbejder er.
Norsk politi bekræfter over for mediet, at de har igangsat en efterforskning af anklagerne mod tre medarbejdere, men de oplyser ikke, hvem de tre ansatte er. Da politiet er i begyndelsen af efterforskningen, kan de endnu ikke fortælle, om der er sket noget strafbart. Desuden er der foreløbigt ingen sigtede i sagen, oplyser de.
Mia Kondrup og Ulrik Jepsen afviser over for Folketidende alle anklager og oplyser, at de foreløbigt intet har hørt fra politiet. Deres skriftlige svar kan findes længere nede i artiklen.
- Trist, at man ikke kan stole på sine medarbejdere
Folketidende har interviewet Jan Nielsen omkring påstandene.
- Det er trist for en fantastisk restaurant, at den bliver lukket på den måde, og det er trist, at man ikke kan stole på sine medarbejdere, siger han.
Annonce
Jan Nielsen fortæller, at politiet har givet ham besked på ikke at gå nærmere ind i, hvordan de såkaldte "omfattende økonomiske misligheder" er foregået. Derfor vil han kun fortælle følgende:
- Der er flere forskellige måder, hvorpå de (de tre politianmeldte medarbejdere, red.) gennem en længere periode har tilegnet sig penge privat, som skulle have været firmaets, påstår han.
Kan du fortælle, hvor lang en periode der er tale om?
- Jeg har opdaget ting i løbet af de seneste to år, men politiet vil sikkert kunne afdække en endnu længere periode, svarer han.
Havde mistanke i længere tid
Hvornår opdagede du det?
Ulrik Jepsen
I 2017 åbnede Ulrik Jepsen sammen med sin kone Mia Kondrup og en dansk medinvestor, Jan Nielsen, restauranten À L'aise i Oslo. Jan Nielsen ejer i dag 97 procent, mens parret hver især ejer 1,5 procent.
Ulrik Jepsen er vokset op i Højrebygade i Søllested på Lolland.
Han blev uddannet kok i Norge på Engø Gård, syd for Oslo, og har siden fået erfaring både hjemme i Danmark og i udlandet.
Det gælder restauranter som Like Waterside Inn i England samt Kokkeriet, d'Angleterre og Søllerød Kro i Danmark. Lysten til at rejse førte Ulrik og hans familie til Norge, hvor han blev køkkenchef på sit tidligere uddannelsessted, Engø Gård.
- Det var før sommeren. Jeg har haft en mistanke i lang tid, men det var før sommeren, at jeg fandt ud af, hvad de egentlig lavede, svarer ejeren.
Hvordan reagerede du?
- Jeg begyndte at lægge en plan for at afvikle restauranten, og planen var at lukke restauranten fredag den 7. august, men så kom Ulrik og Mia mig i forkøbet. Ad bagveje fik de at vide, at den skulle lukkes, så det var derfor, de trak sig, påstår han.
Om sin motivation for at udtale sig om sagen til Folketidende siger Jan Nielsen, at det handler om at advare andre.
Annonce
- Jeg har ikke læst om, at der er nogen danske medier, der har skrevet om det endnu, men jeg synes, det er ganske vigtigt, at danske restauranter bliver oplyst om, hvad der sker, så de ikke arbejder sammen med de her personer, fortæller Jan Nielsen.
Genkender ikke billedet
Da Ulrik Jepsen og Mia Kondrup altså indtil for få uger siden var henholdsvis køkkenchef og daglig leder i restauranten, ligesom de hver især ejer 1,5 procent af restauranten, har Folketidende præsenteret dem for Jan Nielsens påstande.
"Vi kan ikke genkende det billede, der bliver beskrevet, og vi bestrider anklagerne," lyder det i parrets skriftlige svar.
De skriver videre, at de gennem næsten 10 år har arbejdet på À L'aise, og at de er stolte af det, de sammen med deres kollegaer har opnået.
"Jan Nielsen kom ind som finansiel aktør og har som daglig leder stået for restaurantens økonomi. Målet har hele tiden været at udvikle en restaurant på højeste internationale niveau med de betydelige omkostninger og den arbejdsindsats, det indebærer. Det mål har været fælles," lyder det fra Mia Kondrup og Ulrik Jepsen.
Da parret afviser påstandene, har Folketidende skriftligt spurgt parret, hvorfor de tror, Jan Nielsen kommer med anklagerne.
"Det ønsker vi ikke at spekulere i. Vi har hele tiden forholdt os loyalt til restauranten og konceptet, og Jan Nielsen må selv svare på sine bevæggrunde," skriver de.
De oplyser, at de intet har hørt fra politiet.
"Vi er gennem medierne blevet bekendt med, at Jan Nielsen oplyser, at der er indgivet en politianmeldelse. Hvis politiet ønsker oplysninger fra os, vil vi naturligvis samarbejde fuldt ud," skriver de.
Annonce
Parret genkender desuden ikke Jan Nielsens påstand om, at de skulle have trukket sig, fordi de fik nys om, at restauranten skulle lukke.
"Vi var blevet bekendt med, at À L’aise i sin daværende form ikke skulle fortsætte som planlagt efter sommerferien," forklarer de.
- Et direkte personangreb og ærekrænkende
Om Jan Nielsens udtalelse om at ville advare danske restauranter om parret, svarer de:
"Vi synes, det er utrolig trist, at Jan Nielsen selv kontakter medier for at viderebringe disse alvorlige anklager. Når der samtidig gives udtryk for, at andre restauranter ikke skal samarbejde med os, oplever vi, at det kan fremstå som både et direkte personangreb og ærekrænkende."
Annonce
De skriver dog, at de har tillid til, at de mennesker, der kender dem og deres arbejde, selv kan danne sig et billede af, hvem de er, og hvordan de arbejder.
"Efter næsten 10 år på Á L'aise ønsker vi nu først og fremmest at komme videre. Vi er stolte af det, vi har været med til at skabe, taknemmelige for alle de mennesker, vi har arbejdet sammen med gennem årene, og vi ønsker Jan Nielsen alt det bedste med hans projekter fremover," skriver de afslutningsvist-
Seneste artikler
Millionbeløb på vej til Sydhavsøerne
Flere aftener med togbusser
Blanding af sol og skyer præger weekend med byger
Forbrugerrådet Tænk om Danish Agro: Burde ikke finde sted
Legende-farvel i NFH uden bismag
Mest læste artikler
Trafikuheld på Lolland: Personbil og hestetransporter bragede sammen
René Christensen skal være far
Knust 'Mulle' stopper i NFH
Strakspåbud til Skanlux: Stillads kunne vælte
Ovn kortsluttede: Lejlighedsbrand sent tirsdag aften