De glemte

Jeg har lyst til at skrive lidt om dem, som bliver alene, fordi de mister en ægtefælle eller samlever. De bliver hurtigt "glemt". Man er ikke så interessant mere. Man oplever ikke rigtig noget, og der mangler den ene halvdel til børn og venner at tale med.

Man har en stor sorg at slås med, og man vil gerne tale om den, man har mistet, men man vil også gerne høre om familie og venner, men de har ikke lyst til at høre om det, som piner dem, der er blevet alene ved et dødsfald, og så går man alene i sin egen lille, tomme verden og bliver meget ensom, og de, som ikke har prøvet det, mener vel, at nu er der gået et år måske, så det må hun eller han da være kommet over. Men det er man slet ikke.

- Gå ud til noget, der er da så meget. Ja, men der skal kræfter og mod til at gå ud og blande sig med andre, og kommer man så endelig, så er de, som sidder der, så indlevede i hinanden, at de ikke får taget dig med ind. De taler til hinanden, og du sidder der bare.

Jeg skriver det her, fordi jeg "ved", at sådan er det, og ensomheden er enormt stor, og man kommer ingen vegne.

Gå hen til en, du ved er ensom, og se, om du kan hjælpe både vedkommende og dig selv. Der skal mod til, men prøv alligevel. Der kan måske blive et venskab, som bringer glæde i dit liv.

Det mener

Birgit Andersen

Søvej 99

4800 Nykøbing F.