- Dette er jo verdenshistorie

Da jeg mødte på arbejde hos vognmand Kruse 10. november 1989 om morgenen, sagde Benny Kruse:

- Alt hvad du har kørt og fortalt i Berlin er historie nu.

Jeg svarede:

- Hvad mener du med det?

Han fortalte så, at Berlinmuren var faldet om natten. Jeg havde været i Berlin 100 gange og interesseret mig meget for historien, så jeg vidste, at det ikke var muligt. Benny blev ved med sit, og så måtte vi have tændt for radioen. Og sør¹me om han ikke havde ret.

Da jeg senere på dagen hørte en tysk reporter på ZDF sige:

- Selbst sehr vernünftigen Leute hätten das nicht geglaubt - tænkte jeg, ja jeg var alligevel ikke helt tosset.

Om aftenen var det jo Mortens aften, vi havde gæster, så der var ikke meget tid til at se fjernsyn, men næste morgen, 11. november, fulgte vi selvfølgelig begivenheden på tysk fjernsyn.

Pludselig sagde min kone:

- Skal vi ikke køre derned?

Jeg trak lidt på det og sagde så, at hun jo havde hørt, at det var umuligt at finde et sted at sove.
Ja, men du kender så mange dernede, sagde hun så, og med din interesse for Berlin og historien, dette er jo verdenshistorie.

Jeg var selvfølgelig tændt og gik så oven på og ringede til Berlin, men traf ikke nogle bekendte hjemme. Min kone fortalte mig så, at vi kunne sove i bilen, selv om det ville blive koldt, vi var jo i november. Så traf jeg en beslutning og sagde:

- Ja, vi kører.

Jeg tror nok min kone satte Danmarks-rekord i at pakke og gøre sig klar, for efter 18-20 minutter var vi på vej til Gedser, vi skulle nå færgen klokken 12.30.Vel ankommet til Gedser spørger en DSB-mand, om vi havde reserveret. Jeg svarede, at det jo normalt ikke var nødvendigt til den færge, og nu skulle vi altså til Berlin og fejre murens fald.

Prøv at kigge der over, sagde han, der holdt mange Wartburg og Trabi, som allerede havde været en tur i Nykøbing. Så var der også et par russiske lastbiler, men de chauffører talte kun russisk, så de måtte vente lidt længere, og vi kom med til Warnemünde.

Hullet i Muren
Om bord på færgen talte jeg med flere fra Warnemünde, blandt andet en ældre herre, som sagde, at nu havde han i alle de år set færgen sejle til Gedser uden at have mulighed for at sejle med, og nu pludselig var det muligt. Det var en fantastisk oplevelse at høre ham fortælle.

Da vi kom til Berlin, var det blevet mørkt, vi kørte direkte til Potsdamer Platz, hvor vi vidste, at der var lavet hul i muren. Netop på det sted, hvor vi hidtil havde stået på platforme og kigget ind i Østberlin. Nu kørte Trabierne og Wartburgerne gennem et hul i muren, og de blev modtaget med blomsterbuketter, kaffe og Willkommen-råb.

Vi stod et stykke tid og tænkte på det fantastiske, der var sket. Men vi skulle se at få lidt mad, og det begyndte også at blive koldt, så det ville ikke være særlig sjov at overnatte i bilen. Jeg ringede igen til vore berlinske venner, men de var stadig ikke hjemme.

Da vi havde fået et måltid på "Ku-damm" gik jeg til et hotel, jeg kendte.

Der var jeg heldig, de havde netop fået afbud fra nogen, som holdt i kø på Autobahnen, så natten blev reddet.

Næste dag var vi selvfølgelig rundt og kigge, blandt andet i Bernauerstrasse, hvor der også var lavet et provisorisk hul i muren. Hen på eftermiddagen kørte vi ud til vennerne i bydelen Lichterfelde.

Vi havde stadig ikke heldet med os, de var ikke hjemme, men der var vældigt postyr, og jeg spurgte så en betjent, hvad der skete. Vi er ved at lave et hul i muren ud til Teltow syd for Berlin, svarede han. Vi kunne se dampen fra den varme asfalt og også lugte det. Han oplyste samtidig, at den nye overgang ville blive åbnet næste morgen klokken 8.

Vi var igen heldige og fandt et værelse i en pension i Schöneberg, og næste morgen var vi på plads på Ostpreussendamm for at se de første DDR-borgere komme ind i Vestberlin.

Oplevede genforeningen

De blev også mødt med Willkommen-råb, blomster, kaffe og særtryk af Berliner Morgenpost. Det var bare en fantastisk oplevelse at være til stede.

DDR-borgerne kom gående, flere med klap- og barnevogne, i biler og på traktorer. Vi så også, hvordan de stod i kø ved pengeinstitutterne for at hæve deres ²Begrüssungsgeld² på 100 DM.

På vejen hjem var vi inde i Rostock for at få lidt at spise. I restauranten kom et yngre ægtepar hen og spurgte, om de måtte sidde ved os. De skulle på motorcykel til noget familie i Bremen. Hun var vel i 8. måned, og de havde også et barn på et par år med. Jeg spurgte så høfligt, om det var en god ide i hendes tilstand. Jeg glemmer aldrig hendes svar: ²Wir wissen ja nicht, wie lange es dauert².

Altså et bevis på, at man ikke turde tro på den ny situation.

Vi nåede altså ikke at træffe vore venner, men vi ringede til dem hjemmefra og fortalte, at vi havde været der. Vi skulle så aftale en ny termin for et besøg, og da det blev afgjort, at Tysklands genforening skulle finde sted natten mellem 2. og 3. oktober 1990, ringede jeg og sagde, at vi gerne ville komme.

- Vi kørte så til Berlin d. 2. oktober 1990, og vi kørte ind ad den overgang, som vi selv havde set blive åbnet 11 måneder før. Om natten fejrede vi på Unter den Linden og ved Brandenburger Tor...