Flygtningene kom ofte ud af disen

De kom som regel sidst på nattevagten, omkring klokken 3 eller 4. Og særligt hen på sensommeren, mens vandet stadig var varmt - og der lå en svag dis hen over havet.

- På de vagter ventede vi nærmest bare på dem, flygtningene fra Østtyskland.

Det fortæller Niels Gartig fra Gedser, som i årene fra 1962 til 1972 var matros på fyrskibet syd for Gedser Rev. Med sine blot 11 sømil fra DDRs kyst var fyrskibet det nærmeste vestlige fristed for de mange flygtninge fra Østtyskland - og det blinkende rød-hvide fyrskib var et fristende mål for mange forskellige slags mennesker.

- Jeg vil anslå, at der kom omkring 50 flygtninge i de 10 år, jeg var på fyrskibet. Der har været mange forskellige typer. Ikke så meget politiske flygtninge, men mere østtyskere som af forskellige årsager var trætte af DDR.

- nogle gange var det endda meget banale ting, som fik dem til at flygte.

Men langt de fleste var alligevel yngre mennesker, for det krævede trods alt noget fysik at ro eller padle ud til fyrskibet, fortæller Niels Gartig.

Han husker i særdeleshed en jul på fyrskibet, hvor der pludselig kom en gummibåd op på siden af skibet med to mænd, to unge piger og en ældre kvinde. Det viste sig, at den ene af de to mænd tidligere var flygtet i kajak via fyrskibet, mens den anden var flygtet over landegrænsen - dog uden at få sin hustru og datter med, fordi de blev nervøse under flugten og vendte om.

Krydsede grænsen tre gange
- De to mænd mødte hinanden i Vesttyskland og blev enige om at hente begges familier ud. Så de roede fra Fehmarn til den østtyske kyst og fik hentet den enes to niecer og en bedstemor, som ventede på kysten. Derefter roede de ud til fyrskibet, hvor vi fik dem om bord. Det var sidst i december, og vejret var dårligt, så de kunne ikke komme videre til Gedser før efter et par dage. Så de blev ombord og spiste julefrokost med os og var dybt benovede over de store mængder mad, husker Niels Gartig.

- Men den ene mand manglede stadig at hente sin hustru og barnet - og næste sommer kom de to mænd pludselig sejlende ud til os igen, denne gang med kone og barn. Tre gange lykkedes det mændene at forcere den tæt bevogtede sø- og landegrænse til DDR og hente familie ud. Det vil jeg sent glemme, siger Niels Gartig.

For de mange flygtninge var det ikke uden risiko at flygte ud til fyrskibet, som var omgivet af "vagthunde" fra den østtyske marine. Og blev flygtningene taget på havet, kunne de se frem til lange fængselsstraffe.

- "Vagthundene" kredsede nogle gange omkring os i en afstand af 50 meter. Så vinkede vi til dem, og nogle gange vinkede nogle af dæksfolkene tilbage i det skjulte, men officererne på broen fortrak aldrig en mine, husker Niels Gartig.

Fyrskibet fjernet fra turistkort
Han har tilbragt mange stunder på fyrskibet med at kigge ind på den østtyske kyst og forestille sig forholdene derinde.

- I den nærmeste by inde på kysten kunne vi i kikkerten se folk passere husenes hvide gavle. Og vi kunne se en navigationsskole. Og østtyskerne kunne selvfølgelig også se fyrskibet, og de første år var skibet tegnet ind på et turistkort, som man frit kunne få i DDR. Senere blev fyrskibet fjernet fra kortene. Men man kan godt forstå, at fyrskibet har fristet mange i de år, siger Niels Gartig.

Han afmønstrede fyrskibet i 1972 og fik andre opgaver i Farvandsvæsenet, og i slutningen af 1970¹erne blev skibet flyttet længere nordpå mod Møn - og dermed stoppede mødet med flygtningene for besætningen på det danske fyrskib.

Men Niels Gartig glemte ikke årene 11 sømil ud for DDRs kyst, og da Østtyskland kollapsede i november 1989, var han kort efter en af de første turister inde på kysten.

- Det var en særlig fornemmelse at gå rundt i den by, som man havde kigget på i kikkerten. Det var pludselig blevet en anden tid.