Hr. Gorbatjov - riv denne mur ned

To år tidligere havde Reagan i en tale foran Muren ved Brandenburger Tor udfordret sovjetlederen Mikhail Gorbatjov med ordene: “Hr. Gorbatjov - riv denne mur ned.”
Mange af hans konservative beundrere har fremhævet Reagans principfaste og hårde linje over for Sovjetblokken, som han havde kaldt “et ondskabens imperium”. Men flere historikere pointerer i dag, at Reagan forhandlede og var langt mere åben for kompromis end tidligere antaget.
- Lige fra begyndelsen af sin præsidentperiode i 1980 var Reagan indstillet på at komme i dialog med Moskva, men det var først med Gorbatjovs indtræden på scenen i 1985, at han fandt en partner, skriver den amerikanske historiker og Time-journalist Romesh Ratnesar i sin bog “Riv denne mur ned”.

Voksende opposition
I årene inden havde Reagan allerede set tegn på en voksende opposition inde bag jerntæppet. Ved tilbagekomsten til sit hjemland i 1979 fik den første polske pave, Johannes Paul II, en så overvældende modtagelse, at situationen kom ud af kontrol for de kommunistiske myndigheder. Den amerikanske journalist Carl Bernstein, der afdækkede Watergateskandalen, har sammen med italieneren og Vatikanspecialisten Marco Politi skildret, hvordan USA i begyndelsen af 1980’erne støttede den katolske kirke og den frie fagbevægelse Solidaritet i Polen efter at have set den nye paves store betydning for polakkerne.

- Man kan sige, at alt det, der skete i Østeuropa, ville have været umuligt uden pavens indsats og den enorme rolle - også politiske rolle - som han har spillet, skrev Gorbatjov mange år senere. Men den uventede og pludselige åbning af de ellers skarpt bevogtede grænseovergange ved Berlinmuren, der udløste en kædereaktion af afgørende begivenheder på hele det europæiske kontinent, var ikke kun kulminationen på udviklingen i Polen, men også separate forløb i Moskva og Budapest.

I Sovjetunionen, hvor Gorbatjovs “perestrojka” havde nået sit højdepunkt, havde dennes talsmand få uger før Murens fald lanceret Sinatra-doktrinen. En ny russisk politik, som tillod alle satellitstater i Warszawapagten at gøre alting på deres egen måde. Doktrinen, der havde fået navn efter Frank Sinatras “My Way”, var mere en bekræftelse af begivenheder, som allerede var i fuld gang, end en ny udvikling under Moskvas kontrol.

Mathias Rusts flyvning
Det første helt klare tegn på, at den kolde krig var tæt ved en afslutning, kom ved et topmøde i Reykjavik i december 1987 mellem den nye sovjetleder og Reagan. Gorbatjov signalerede her vilje til at halvere alle atomarsenaler, hvormed den traditionelle dybe mistillid og fjendtlighed mellem Moskva og Washington blev ophævet. Behovet for omfattende nedrustningsforhandlinger blev sat i relief den 28. maj 1987, da den 19-årige vesttysker Matthias Rust i et lille privatfly fløj ind over den sovjetiske grænse og landede nær Den Røde Plads i Moskva - uden at være blevet sporet af radaranlæg. Den sensationelle flyvning understregede ineffektiviteten i hele det sovjetiske militær og fik den kolde krigs evige diskussioner om luftforsvar, radarstationer, missiler og “stjernekrig” til at virke fuldstændig ude af proportion.

Masseflugt fra DDR
I Ungarn var markedsøkonomiske og demokratiske reformer allerede langt fremme, men med den nye sovjetiske linje blev det muligt for Budapest at handle mere åbent. Det var også via Ungarn, at den første masseflugt fra DDR fandt sted. Den 29. juli 1989 blev den vesttyske ambassade i Budapest belejret af østtyskere, der ønskede visum og en enkeltbillet til Vesten.
Den vesttyske regering i Bonn, der var ude af stand til at imødekomme den store efterspørgsel, valgte at lukke sine konsulater i både den ungarske hovedstad og i Prag. Men 10. september åbnede Ungarn pludseligt sine grænser til Østrig, så østtyskere uden udrejsetilladelser kunne tage til Vesttyskland. På kun tre uger strømmede 25.000 østtyskere til Vesten ad denne rute - på sikker afstand af Berlinmurens bevæbnede vagter.I Tjekkoslovakiet skete det samme. Titusindvis af østtyskere, der ville væk fra det kommunistiske regime, stod i kø for at få visum og kom ud.

Opbruddet bredte sig
Opbruddet og uroen bredte sig til selve DDR, hvor der fra 4. september blev organiseret store demonstrationer i Leipzig hver mandag. For hver uge kom der flere deltagere.
Den 7. oktober var Gorbatjov på officielt besøg i Østtyskland for at være med til at markere 40-års-dagen for DDR’s oprettelse. Hans reaktion på urolighederne, der ikke var vendt mod Moskva, men mod det kommunistiske styre i Østberlin, var en indirekte, men entydig kritik af Erich Honeckers kommunistiske styre. “Farer venter dem, som ikke reagerer på livet”, lød budskabet fra Gorbatjov.

Under det stadig stigende pres trådte Honecker tilbage. Manden, der selv havde ledet opførelsen af Berlinmuren, var væk, men det kunne ikke dæmme op for flodbølgen af demonstrationer. Indsættelsen af en ny DDR-leder, Egon Krenz, blev en parantes i historien.
Den 4. november - fem dage før Murens fald - demonstrerede en million mennesker i Østberlin, og hundredtusinder var på gaderne i andre østtyske byer.

Den 9. november tidligt om aftenen meddelte Günter Schabowski fra det østtyske politbureau med monoton og bureaukratisk stemme, at alle østtyskere var frie til at rejse. Meddelelsen blev fremsat i tvetydige vendinger, og der var i flere timer tvivl om, hvad den indebar. Der herskede forvirring ved Murens grænseovergange, men efter klokken 21.30 begyndte først hundreder og derefter tusinder af østtyskere at strømme til Vestberlin.

Med glædesscenerne og nedrivningen af Muren i de følgende uger var en ny epoke i Europas historie indledt.

/Ritzau/