BILLEDSERIE: Fra Uruguay over Pelé til fransk fest i Rusland

1930 i Uruguay: Uruguay havde vundet OL-guld i både 1924 og 1928 og havde status som verdens stærkeste landshold. Det var derfor meget passende, at den første VM-slutrunde blev placeret her, men kun 12 andre lande fandt det umagen værd at deltage. Af dem var der blot fire fra Europa, nemlig Frankrig, Jugoslavien, Belgien og Rumænien, der tog den to uger lange færgetur til Sydamerika. Mens europæerne plejede deres stive ben efter den lange rejse, strøg værtsnationen og naboen Argentina i suveræn stil i finalen, som Uruguay vandt med 4-2 i Montevideo. På billedet ses det første mål nogensinde i en VM-finale scoret af Pablo Dorado fra Uruguay på Estadio Centenario i Montevideo. Foto: Anonymous/Ritzau Scanpix

Fodbold-VM begyndte beskedent i 1930, men er vokset støt gennem i alt 21 slutrunder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fodbold-VM, der søndag begynder i Qatar, bliver den 22. slutrunde siden starten i Uruguay i 1930.

Navne som Pelé og Diego Maradona har sørget for højdepunkter på banen, men VM-historien er også fyldt med store skuffelser, drama og skandaler.

Brasilien har som eneste nation vundet VM fem gange. Tyskland og Italien følger lige efter med fire triumfer hver.

VM i Qatar løber fra 20. november til 18. december.

/ritzau/

1934 i Italien: Uruguay opgav VM-titlen uden kamp, da verdensmestrene blev væk fra slutrunden i Italien i utilfredshed med Europas ringe opbakning fire år tidligere. 16 andre hold mødte dog op til en cupturnering med knald-eller-fald-kampe fra start, og det koncept var trist for Argentina og Brasilien. De to sydamerikanske deltagere røg ud i første hug og måtte rejse hele vejen hjem over Atlanten efter bare én kamp. Til gengæld havde hjemmepublikum og diktator Benito Mussolini en fest, da Italien vandt VM-titlen med en 2-1-finalesejr over Tjekkoslovakiet. På billedet liner det italienske landshold op på banen før finalen mod Tjekkoslovakiet. Foto: Staff/Ritzau Scanpix
1950 i Brasilien: Efter 12 års krigspause vendte VM tilbage, og de brasilianske tilskuere kvitterede ved at løbe storm på indgangene til det nyopførte kæmpestadion Maracaná i Rio de Janeiro. England deltog for første gang i VM - et koncept, som fodboldens opfinder ikke havde meget tilovers for. Men englænderne blamerede sig ved at tabe til et amerikansk amatørhold, og så kom Brasilien og Uruguay til at afgøre sagen imellem sig i slutrundens sidste kamp. Den samlede officielt 173.850, men angiveligt mange flere tilskuere, der chokerede så Uruguay skabe en sensation ved at slå et sejrssikkert hjemmehold 2-1 i finalen. På billedet bringer uruguayaneren Juan Alberto Schiaffino sit hold foran 1-0 i den afgørende kamp mod Brasilien på Maracana. Foto: -/Ritzau Scanpix
1958 i Sverige: Med udsigt til et VM i Sverige valgte Danmark for første gang at stille op, men de danske amatører fik ikke et ben til jorden i kvalifikationen og måtte i stedet se arvefjenderne brillere på den anden side af sundet. Sverige sendte blandt andet de vesttyske verdensmestre ud af turneringen og nåede helt frem til finalen mod Brasilien, som dog var et nummer for stærk. 5-2 vandt sydamerikanerne, og publikum i Stockholm kunne beundre det 17-årige unikum Pelé, der lavede to finalemål og brød sammen i gråd efter sin bedrift. På billedet krammer finalens to dobbelte målskytter, Vavá og Pelé, efter en af scoringerne i slutkampen på Råsunda. Foto: Staff/Ritzau Scanpix
1962 i Chile: Chile var hårdt ramt efter et jordskælv to år tidligere, men insisterede alligevel på at afholde et VM, der siden er blevet husket for de forkerte ting. Chiles møde med Italien blev omdøbt til "The battle of Santiago", en skandaløs forestilling præget af knytnæver, spytklatter og andre narrestreger på banen. Pelé blev skadet allerede i kamp to, men Brasilien var alligevel stærk nok til at genvinde guldet med en finalesejr over Tjekkoslovakiet. På billedet eskorterer politibetjente italieneren Giorgio Ferrini ud af banen efter en tidlig udvisning i skandalekampen mod Chile. Til højre for Ferrini ses kampens dommer, englænderen Ken Aston. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
1966 i England: England vandt sin hidtil eneste internationale titel hjemme på Wembley, men fik afgørende dommerhjælp i finalen. Stillingen var 2-2, da Geoff Hursts skud ramte overliggeren, hvorefter bolden tilsyneladende røg direkte ned på målstregen og i spil igen. Mange år før VAR blev introduceret i sporten, var det umuligt at afgøre, om bolden var over stregen, men dommeren anerkendte træfferen. Det hjalp på Englands VM-chancer, at Brasilien var helt ved siden af sig selv. Pelé blev igen sparket i stykker, men andre spillere trådte frem på scenen: Den sovjetiske målmand Lev Yashin og Portugals målfarlige Eusebio blev de store stjerner i en slutrunde, englænderne altid vil huske. På billedet overækker dronning Elizabeth VM-pokalen til den engelske anfører, Bobby Moore. Bag ham venter finalens tredobbelte målskytte, Geoff Hurst. Foto: -/Ritzau Scanpix
1970 i Mexico: Slutrunden er blevet kaldt den bedste nogensinde, ikke mindst på grund af det stærke brasilianske landshold, der cementerede landets internationale herredømme på den tid. I én af en række mindeværdige kampe fik Vesttyskland revanche ved at sende England hjem, men måtte efterfølgende selv bøje sig for Italien i en legendarisk semifinale, der endte 4-3. Mod Brasilien kunne italienerne dog intet stille op. 4-1 sluttede den ensidige finale, hvor den italienske forsvarsekspertise kom til kort mod brasilianernes boldkunst. På billedet bæres Pelé i guldstol efter at have vundet VM for tredje gang. Det er han stadig den eneste, der har præsteret. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
1974 i Vesttyskland: Hollænderne buldrede ind på scenen med Johan Cruyff og en gylden generation. De burde også have haft VM-pokalen med hjem som belønning for træner Rinus Michels' fremsynede totalfodbold, men glemte at spille finalen færdig, da de havde bragt sig på 1-0. I stedet gjorde målslugeren Gerd Müller sig til matchvinder i sin sidste landskamp og sikrede Vesttyskland en finalesejr på 2-1 i München. Forinden havde vesttyskerne tabt en politisk sprængfarlig gruppekamp mod DDR med 0-1. Sverige gjorde en god figur, mens Brasilien, Argentina og Uruguay skuffede i en regnfuld tysk sommer. På billedet scorer DDR's Jürgen Sparwasser sejrsmålet i det historiske opgør mod Vesttyskland. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
1978 i Argentina: Det var vinter i Argentina, og VM-atmosfæren var speciel i et land, der havde status som militærdiktatur. Men træner Cesar Luis Menotti havde samlet et argentinsk hold, der var stærkt nok til at vinde verdensmesterskabet. Og så gjorde det mindre, at europæere brokkede sig over, at hjemmeholdet fik lovlig meget hjælp undervejs. Selv uden Cruyff nåede Holland finalen igen, og havde Rob Rensenbrink scoret i stedet for at ramme stolpen i den ordinære spilletids sidste minut, havde "Oranje" taget titlen. På billedet fejrer VM-topscorer Mario Kempes (til venstre) 2-1-målet i finalen mod Holland. Foto: Staff/Ritzau Scanpix
1990 i Italien: Vesttyskland tog sin tredje VM-titel i en generelt skuffende turnering med mange kedelige opgør mellem destruktive hold. Cameroun vandt neutrale hjerter ved at nå kvartfinalen som første afrikanske nation og i øvrigt tæve verdensmesteren Argentina i åbningskampen. Men det var alligevel argentinerne, der med Maradona som trækæsel nåede finalen. På billedet spytter hollænderen Frank Rijkaard den vesttyske angriber Rudi Völler i krøllerne i en dramatisk ottendedelsfinale, hvor begge spillere blev udvist. Foto: Martina Hellmann/Ritzau Scanpix
1994 i USA: Beslutningen om at placere VM i et land uden professionel fodboldliga var omdiskuteret, men VM i USA endte som en succes med fyldte stadioner og udmærket underholdning. Brasilien blev verdensmester, men trods to klasseangribere i Bebeto og Romario var holdet ikke specielt festligt, og finalen mod Italien var målløs og kedelig. Turneringen blev ramt af en tragedie, da Colombias Andrés Escobar blev skuddræbt ti dage efter et selvmål, og Maradonas VM-karriere sluttede i skandale, da han blev knaldet for doping. Men Sverige imponerede og vandt bronze, mens Rumænien og Bulgarien var festlige indslag med karismatiske Gheorghe Hagi og Hristo Stoichkov som hovedpersoner. På billedet hænger Italiens Roberto Baggio med hovedet efter at have brændt det afgørende straffespark i finalen mod Brasilien, der sluttede 0-0 og som den første VM-finale nogensinde skulle afgøres i straffekonkurrence. Foto: Omar Torres/Ritzau Scanpix
1998 i Frankrig: VM var nu vokset til at omfatte 32 hold, men det ødelagde ikke kvaliteten af turneringen i Frankrig, hvor værtsnationen vandt sin første VM-titel. Finalesejren over Brasilien var dog lige ved at blive overskygget af mystikken om den brasilianske angrebsstjerne Ronaldo, der fik et ildebefindende, men alligevel blev sendt på banen og leverede en bleg indsats. Det danske landshold opnåede sit bedste VM-resultat nogensinde, inden brødrene Laudrup takkede af på landsholdet i en mindeværdig kvartfinale mod Brasilien. På billedet dribler Michael Laudrup mellem brasilianerne Dunga og Ronaldo i kvartfinalen, der blev Laudrups sidste kamp på topplan. Foto: Frank Perry/Ritzau Scanpix
2002 i Japan og Sydkorea: For første gang skulle VM afholdes i to lande. Det gav store afstande og lange rejser, og måske var forholdene medvirkende til, at turneringen blev præget af mange overraskelser. Frankrig, Portugal, Italien og Argentina forsvandt hurtigt, mens outsidere som Sydkorea og Tyrkiet nåede semifinalen. Selve slutkampen havde dog velkendte deltagere i form af Brasilien og et tysk hold, der var blevet båret igennem af målmand Oliver Kahns storspil. Men netop Kahn fejlede i finalen, og så endte VM-pokalen igen hos brasilianerne. På billedet vinder Sydkoreas Ahn Jung-hwan en luftduel mod Italiens Paolo Maldini og sender italienerne ud af VM med et "golden goal". Foto: Jacques Demarthon/Ritzau Scanpix
2006 i Tyskland: Udenlandske fodboldfans strømmede til et smeltende varmt Tyskland, men spillet på banen var af ujævn kvalitet. Der var ikke mange VM-klassikere blandt de 64 kampe. Efter halvandet årti med møverfodbold fik tyske fans stoltheden over deres landshold tilbage. Men Jürgen Klinsmanns euforiske tropper blev narret af et velspillende italiensk hold optændt af hjemlige skandaler og en masse palaver. Frem for alt huskes turneringen dog for Zinedine Zidanes bizarre afsked med topfodbold, da han i finalens forlængede spilletid stangede Italiens Marco Materazzi i brystkassen og blev smidt ud. På billedet ryger Materazzi i jorden efter at være blevet angrebet af Zidane. Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix
2010 i Sydafrika: De sydafrikanske truthorn vuvuzelaerne leverede et lydtæppe, der gik gennem marv og ben, og den enerverende larm hjalp ikke på underholdningsværdien i en skuffende turnering. Til skuffelserne hørte Danmark, hvor landstræner Morten Olsen måtte se sit hold ryge ud efter indledende runde med et nederlag til Japan. Andre europæiske lande klarede sig til gengæld flot, og der stod Europa på samtlige medaljer. Barcelona-inspirerede Spanien understregede, hvilken vej fodboldens vinde blæste i de år, og vandt sit første VM efter en gyselig og hårdt spillet finale mod Holland. På billeder afgør Andrés Iniesta VM-finalen efter 116 minutters spil mod Holland. Hollænderen Rafael van der Vaart kommer for sent med sin tackling. Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix
2014 i Brasilien: For første gang i fem forsøg lykkedes det et land fra en anden verdensdel at stryge til tops i en VM-turnering i Sydamerika. Tyskland blev verdensmester med Mario Götze som matchvinder i den forlængede spilletid i finalen mod Lionel Messi og Argentina. Spaniens forsvarende verdensmestre røg tidligt ud, men slutrunden vil især blive husket for det brasilianske sammenbrud i semifinalen mod Tyskland. Uden den skadede superstjerne Neymar blev de femdobbelte verdensmestre skilt fuldstændig ad i en historisk 1-7-blamage foran et lamslået brasiliansk hjemmepublikum. På billedet fejrer indskiftede Mario Götze sit mål i finalen mod Argentina. Til højre Thomas Müller. Foto: */Ritzau Scanpix
2018 i Rusland: For første gang var VM kommet til Østeuropa, hvor Vladimir Putin bød velkommen til en turnering spredt ud over fire tidszoner. Island debuterede i det fine selskab og overraskede ved at tage point fra Argentina og Lionel Messi. Argentinerne skuffede, og Tysklands forsvarende verdensmestre stod for et flop med exit i indledende runde. Efter en spillemæssigt jævn indsats nåede Danmark ottendedelsfinalen, hvor Åge Hareides mænd røg ud mod Kroatien. Med VM's bedste spiller, Luka Modric, som styrmand nåede kroaterne hele vejen til finalen mod Frankrig, der vandt 4-2 efter en underholdende slutkamp. På billedet får landstræner Didier Deschamps en lufttur af de franske spillere efter finalesejren over Kroatien. Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters
1938 i Frankrig: Anden Verdenskrig stod for døren, og flere kvalificerede nationer blev væk. Østrig var opslugt af Tyskland, Spanien havde gang i en borgerkrig, og Uruguay blev igen hjemme. Til gengæld havde Brasilien mere held med sin deltagelse denne gang og kunne præsentere en ægte stjerne i angriberen Leonidas, der endte som turneringens topscorer. Brasilianerne måtte dog i semifinalen se sig slået af Italien, der vandt sin anden VM-titel i træk under Vittorio Pozzo med en finalesejr over Ungarn. Pozzo er stadig den eneste, der har vundet VM to gange som træner. På billedet ses det italienske vinderhold med landstræner Vittorio Pozzo i midten med Jules Rimet-pokalen. Foto: Staff/Ritzau Scanpix
1954 i Schweiz: Ungarns "magiske magyarer" var midt i en stime på 53 kampe, der blot bød på et eneste nederlag, men til alt uheld kom bommerten, netop som det betød mest: i VM-finalen mod undertippede Vesttyskland. Ferenc Puskas og hans kumpaner havde ellers slået vesttyskerne 8-3 i en gruppekamp, der var medvirkende til at gøre turneringen til historiens mest målrige VM. Men Vesttyskland rejste sig på forbløffende vis i finalen og vandt på Helmut Rahns sejrsmål seks minutter før tid, og så kunne anfører Fritz Walter tage Jules Rimet-trofæet med hjem i toget til sit krigsødelagte land. På billedet lykønsker Ungarns Ferenc Puskas sin vesttyske anførerkollega, Fritz Walter, efter finalen i Bern. Foto: Koll/Ritzau Scanpix
1982 i Spanien: Vesttyskland fik hele verden på nakken med en berygtet "snydekamp" mod Østrig, hvor de to nabolande spillede på resultatet, der sendte dem begge videre på bekostning af Algeriet. Mere populære blev vesttyskerne ikke af, at målmand Harald Schumacher i semifinalen slog franskmanden Patrick Battiston bevidstløs med en vild tackling. Til neutrale tilskueres lettelse tabte vesttyskerne finalen til Italien, der nød godt af, at angriberen Paolo Rossi pludselig vågnede og gjorde sig til VM-topscorer med seks mål i de sidste tre kampe. Rossis hattrick sendte også et sprudlende Brasilien ud af et ujævnt VM, hvor titelforsvareren Argentina - trods forstærkning af Diego Maradona - skuffede. På billedet bæres en bevidstløs Patrick Battiston ud af banen efter Harald Schumachers berygtede tackling i semifinalen mellem Vesttyskland og Frankrig. Ved båren ses anfører Michel Platini og holdkammerat Maxime Bossis (til højre). Vesttyskeren til venstre er Wolfgang Dremmler. Foto: -/Ritzau Scanpix
1986 i Mexico: Argentinerne tog revanche og vandt guld for anden gang på otte år - denne gang med en fuldstændig ustyrlig Maradona på toppen af karrieren. Maradonas scoring med "Guds hånd" i kvartfinalen mod England er et af VM-historiens mest omdiskuterede, og hans efterfølgende solomål i samme kamp er et af de bedste. Danmark VM-debuterede med et fremragende hold og Preben Elkjær som indledende rundes største stjerne. Siden tabte Sepp Pionteks tropper 1-5 til Spanien, og det danske sprog fik tilføjet begrebet "en Jesper Olsen" efter Olsens fatale fejlaflevering, der satte spanierne i gang. På billedet bæres Diego Maradona med VM-pokalen rundt på Estadio Azteca efter finalen mod Vesttyskland. Foto: Carlo Fumagalli/Ritzau Scanpix