11/9: Terroren sved i øjne og rev i næsen

11. september er også en lugt. Og en lyd.

Enhver, der befandt sig på Manhattan i dagene og ugerne umiddelbart efter terrorangrebet i 2001 har mindet mejslet i sanserne.

Det sved i øjnene, så det var svært at finde ud af, hvorfor de græd. Den støvede, sødlige lugt af smuldret beton og brændte kroppe satte sig i næsen.

Og i de rygende ruiner af tvillingtårnene arbejdede redningshold til et soundtrack af en lyd som af høje skrig, der formentlig kom fra de alarmer, der bliver udløst fra brandmændenes iltflasker, når bæreren ikke længere er i bevægelse.

Sådan var der så meget, der pludselig var nyt og anderledes i New York. Jeg kom selv til byen som udsendt journalist for Radioavisen fire dage efter World Trade Centers fald.

Det var mit første besøg i New York. Alligevel kunne jeg med det samme mærke, at byen havde skiftet ansigt. En masse ting ikke var ikke, som de plejede at være.

Følelsen af at være forenet i sorg og chok hang som en tyk, varm og kollektivt trøstende dyne over byen. Newyorkernes storbyattitude og fandenivoldskhed var der stadig. Men nu med et ekstra øje for alle de andre.

En tigger på gaden fortalte om den flinke børskvinde, der plejede at stoppe og give ham en skilling hver morgen på hendes vej til arbejde. Nu kom hun ikke længere, og han var bekymret.

En mørklødet mand med arabisk accent var trukket i t-shirt med det amerikanske flag og fortalte, at han følte behov for at skilte med sin nye nationalitet.

Flagene var i det hele taget over alt. Ud ad åbne bilruder, på cykler, på husfacader, malet på skosnuder og i vinduet til de to afghanske restauranter i bydelen "Hell's Kitchen", hvor restauratørerne blev overdænget af varme sympatitilkendegivelser fra forbipasserende.

Og en lille smule ukvemsord.

På lygtepæle og hegn i fjerne afkroge af byen hang gribende efterlysninger med billeder af familiefædre, nyforlovede og bedsteforældre. Mange af efterlysningerne blev hængende i usandsynligt mange måneder.

Hvorend man vendte sig på Manhattan, kunne man altid et eller andet sted se betjente, brandmænd eller andre rednings- og oprydningsarbejdere.

Udmattede og med plagede blikke blev de mødt med spontane klapsalver, når de sjokkede frem og tilbage til byens hårdeste job.

Der var flest ved Ground Zero, på hospitalerne og på mole 94, der blev omdannet til lighus, og hvor pårørende stod i kø med poser indeholdende kamme, tandbørster og andet, der kunne indeholde dna-spor af deres savnede kære.

De første dage vrimlede det også med journalister fra hele verden. Men som dagene gik, tyndede det ud i pressestaben. Mange af dem drog til Pakistan, i fremskudt position til præsident George W. Bushs 'krig mod terror'.

Resten af verden husker 11. september som billedet af tårne i brand og begyndelsen på en ny politisk verdensuorden. I New York kradser mindet stadig i næseborene.

/ritzau/