Befriet fra helvede på en smuk forårsdag for 80 år siden

Alderen trykker, men minderne står stadig helt klart.

102-årige Jacques Moalic husker tydeligt, da amerikanske styrker befriede koncentrationslejren Buchenwald for 80 år siden.

I et interview med AFP, som han arbejdede for i 40 år efter Anden Verdenskrig, fortæller Buchenwald-overleveren om sine sidste måneder i fangenskab og de amerikanske styrkers ankomst 11. april 1945.

Buchenwald var en af de berygtede koncentrationslejre, som det tyske naziregime drev frem til slutningen af Anden Verdenskrig i 1945.

Koncentrationslejren ligger i Weimar i delstaten Thüringen i det østlige Tyskland. Moalic ankom dertil i 1943. Som ung modstandskæmper blev han anholdt og senere tvunget om bord på et tog til lejren.

Han forsøgte at flygte. Hoppede af toget. Men blev fanget.

I december 1943 endte han i Buchenwald, som lå på en bakke nær Weimar. Han blev placeret i blok 34.

Moalic beskriver det som et helvede, men fangerne fik nys om krigens gang og fik håbet op, da de allieredes styrker landede på Normandiets strande 6. juni 1944.

Befrielsen af Paris i august 1944 løftede for alvor gejsten.

- I lejrene vandt folk deres mod tilbage.

- De sagde til sig selv, at de ville være frie til jul. Jeg troede ikke på det. Jeg havde ret, siger han.

Omkring 340.000 fanger, heriblandt jøder, romaer, homoseksuelle og sovjetiske krigsfanger, var igennem Buchenwald eller lejrens underafdeling, Dora-Mittelbau, der blev opført i 1943.

I Dora-Mittelbau arbejdede fangerne med at lave raketter til nazisterne.

Rundt regnet 56.000 mennesker kom aldrig levende ud fra Buchenwald. Mange blev henrettet, mens andre sultede ihjel eller døde som følge af det tvangsarbejde, de blev sat til.

20.000 andre mistede livet i Dora-Mittelbau.

Der var ikke gaskamre i Buchenwald, som der for eksempel var i Auschwitz-Birkenau i det nuværende Polen, som dengang var besat af Tyskland.

I Buchenwald dræbte nazistyret fanger med blandt andet nakkeskud. Andre bukkede under på grund af leveforholdene, herunder hårdt arbejde og sygdom.

Da de allierede ikke var kommet til lejren ved udgangen af 1944, begyndte mange igen at miste håbet.

I januar 1945 blev Moalic sendt til Ohrdruf-lejren. En anden Buchenwald-afdeling omtalt som en dødslejr.

Her blev fangerne tvunget til at grave undergrundstunneler. Moalic begyndte selv at opgive håbet. Han troede, at han skulle dø.

- Mænd arbejdede dag og nat med at grave ind i bjerget.

- Vi blev vækket klokken fire eller fem om morgenen og kom tilbage klokken ti om aftenen. Jeg sagde til mig selv, at jeg højst ville holde 14 dage. For første gang troede jeg, at jeg måske ikke ville klare den.

Men Moalic var god med hænderne. Han blev pludselig rekrutteret som elektriker i lejren. Et job, som reddede hans liv.

1. april fik fangerne i Ohrdruf besked om, at de skulle evakueres. De vidste, at de allierede var tæt på.

De marcherede afsted i tre-fire dage. Mange døde, under hvad Moalic kalder en dødsmarch.

Tilbage i Buchenwald var stemningen ved at vende. De vidste - og kunne høre - at amerikanerne kom nærmere og nærmere.

Da dagen kom, vidste fangerne ikke, om de ville blive befriet eller massakreret.

- Pludselig var en amerikansk enhed der. SS'erne gik ikke i kamp. De foretrak at skynde sig væk.

- Få minutter senere var vi udenfor.

For 40 år siden - i 1985 - skrev Moalic selv om befrielsesdagen.

- Jeg husker stadig en svag forårssol.

- Onsdag den 11. april 1945 var en smuk dag for fangerne i Buchenwald-koncentrationslejren. Den første smukke dag siden juli 1937, da Heinrich Himmler indviede og navngav den.

/ritzau/AFP