De var flygtninge i Danmark og vendte hjem: Næste gang bliver vi i Ukraine

Med kattene Hemal og Mickey på skødet trillede Tetiana Kovalchuk over grænsen til Polen den 3. marts 2022.

Russiske styrker rykkede frem mod Kyiv, hvor hun bor i en stuelejlighed med sin datter, Yana, og de to katte.

På krigens første dag sendte russerne missiler mod Kyivs lufthavn, der ligger tæt på den høje boligblok, de bor i.

- Men et af missilerne ramte en beboelsesejendom præcis som vores, siger Tetiana Kovalchuk.

Hun bruger kørestol og kan ikke tage trapperne ned i beskyttelsesrummet i tilfælde af et angreb.

Så hun besluttede at flygte.

- Jeg var også ængstelig for min datter. Jeg er fraskilt og har eneansvar for hende, forklarer hun.

Valget faldt på Danmark, fordi ngo'en Fight For Right, hvor Tetiana arbejder som sagsbehandler, via danske kontakter kunne få stillet lokaler til rådighed og arbejde fra København.

Herfra organiserede hun evakueringer af andre kørestolsbrugere i krigsramte dele af Ukraine.

- Danmark blev en redningsplanke, hvor vi kunne arbejde i sikkerhed, fortæller hun.

Tetiana Kovalchuk og Yana boede et halvt år på et hostel i Hvidovre, inden de rejste hjem til Ukraine igen. Især af hensyn til Yana – og efter grundige overvejelser om sikkerheden hjemme i Kyiv.

- Vi indså, at krigen ville vare længe. Vi savnede vores hjem. Vi var ikke oprigtigt glade i Danmark. Vi havde gode forhold, og vi fik masser af støtte fra gode mennesker. Og det er vi meget taknemmelige for.

- Men vi var så ulykkelige og savnede vores hjem, at vi ikke rigtigt kunne nyde det hele, siger Tetiana Kovalchuk.

Også Iryna Vyrtosu, der oprindelig fra Kherson, men bor nu i Kyiv, flygtede til Danmark med sin datter på fire år. Hendes mand blev hjemme i Kyiv, for ukrainske mænd i alderen 18-60 år må ikke rejse ud af landet.

- Den 24. februar blev jeg vækket af massive brag i Kyiv. Det var et stort chok, fortæller hun.

- Men jeg var ikke klar til de nye forhold i Danmark. Jeg skulle finde et sted at bo, registrere mig som flygtning, forklare min situation.

- Jeg er en stærk, uafhængig kvinde med god professionel erfaring og uddannelse. Så det var virkelig svært for mig at blive en klient, en flygtningekvinde med et lille barn, der havde brug for hjælp.

Iryna Vyrtosu har i flere år arbejdet som journalist, senest for den ukrainske menneskeretsorganisation Zmina.

- Mine faglige evner havde jeg jo stadig, selv om mit land var i krig. Jeg havde mistet alt – mit land, mit hjem, mit dejlige liv derhjemme, mine drømme, mit arbejde.

- Jeg havde kun min selvstændighed i behold, og den ville jeg gerne bevare.

Anna Huz flygtede med sin svigermor og sine to børn, Maiia på seks år og Nikita på 13, til Næstved, hvor Anna har en kusine.

- Hun inviterede os til at komme til Danmark. Vi boede hos hende til at begynde med. Senere gav kommunen os en etværelses lejlighed.

I dag er hun tilbage i Dnipro, selv om der ikke er sikkert i byen. For lidt over en måned siden blev en boligblok ramt af et missil. 46 mennesker blev dræbt.

Kun en flod og en bro adskiller Anna Huz' hjem fra den boligblok.

- Også i aftes og i forgårs var der angreb i Dnipro, siger hun.

- Men jeg er vokset op her. Det er meget svært at forlade sit hjem.

Da hun flygtede fra Dnipro, vidste hun ikke, hvornår hun kunne komme tilbage. Eller hvad hun ville komme tilbage til. Og om hendes mand, som er i hæren, stadig ville være der.

Efter et halvt år i Danmark skulle hendes dreng have været i 7. klasse. Men han blev i 6. klasse og havde svært ved at følge undervisningen på dansk.

- Jeg var bekymret for børnenes skolegang, siger Anna Huz.

I Dnipro var det blevet lidt mere sikkert i forhold til marts 2022, hvor russerne rykkede frem mod byen.

- I modsætning til andre ukrainere, hvis huse og byer er blevet ødelagt, havde vi faktisk et hjem at komme tilbage til.

Ofte er der ikke strøm og nogle gange heller ikke vand. Og indimellem sover hele familien i entréen, der fungerer som beskyttelsesrum.

- Men vi er hjemme og kan leve vores liv, siger Anna Huz.

Alle tre kvinder understreger, at de er taknemmelige for, at Danmark gav dem et sikkert sted at opholde sig, da krigen brød ud.

Men de tvivler heller ikke på, at hvis det bliver nødvendigt at flygte igen, vil de blive inden for Ukraines grænser.

- I starten af krigen vidste vi ikke, hvad der ville ske. Ud fra på de erfaringer, vi har nu, vil vi tage til et mere sikkert sted i Ukraine. Min mor har inviteret os til at bo hos sig i det centrale Ukraine, hvis det bliver nødvendigt, siger Tetiana Kovalchuk.

Også Iryna Vyrtosu vil blive i Ukraine:

- Men meget er uforudsigeligt. Jeg kan kun drømme om, hvordan vores liv vil være, når krigen en dag er forbi.

/ritzau/

Ukrainske søstre drømmer om en fremtid i Danmark: - Vores plan er at blive