PORTRÆT: En tysk statsmand er gået bort

Med Helmut Schmidts død i en alder af 96 år forsvinder en af Tysklands mest respekterede politikere og retorisk begavede samfundsrevsere, som med sin ofte kompromisløse stil har fået sat sit utvetydige præg på forbundsrepublikken.

Selv om helbredet de seneste par år ikke var det bedste, havde Vesttysklands tidligere forbundskansler langtfra trukket sig tilbage. Han følte sig aldrig som pensionist.

Lige til det sidste vedblev den socialdemokratiske nestor at melde sig til orde og være udgiver for den liberale ugeavis Die Zeit i hjembyen Hamburg.

Og trods en restriktiv rygelov holdt han fast i at ryge sine elskede mentholsmøger på tysk tv, hvor han med sine klare analyser gerne gav dagens politikere, sit eget parti og griske bankfolk en opsang.

Helmut Schmidt, der var præget af sine oplevelser under nazismen og Anden Verdenskrig, har altid ønsket at blive tiltalt som "almindelig borger", ikke som forhenværende kansler.

Da han i december 2008 fyldte 90, orkede han ikke at stå i rampelyset. Men medierne hyldede dengang som nu ekskanslerens bedrifter:

Den tidligere forsvars- og finansminister fik som SPD's forbundskansler fra 1974 til 1982 styret Vesttyskland gennem oliekrisen og den venstreekstremistiske RAF-terrorisme samt sat skub i den tysk-franske motor i det daværende EF.

Især i det såkaldte tyske efterår, da RAF-terrorismen kulminerede i bortførelser, drab og flykapringer, trådte Willy Brandts afløser i karakter som en principfast problemknuser, der ikke gik med til at frigive terrorister.

En beslutning, som han siden erkendte, vedblev at tynge ham, da den kostede den bortførte arbejdsgiverformand Hanns-Martin Schleyer livet.

USA's tidligere udenrigsminister Henry Kissinger har beskrevet Schmidt som en nøgtern, fremsynet, modig mand, der aldrig er gået efter at blive populær, men som med sin ærlighed og moralske integritet har fremstået som en global lederskikkelse og sand statsmand.

- I årtierne efter sit kanslerskab er han forblevet sin nations samvittighed og et intellektuelt fyrtårn for demokratiet i verden, skrev Kissinger i Die Zeit, da hans nære ven fyldte 90.

Frankrigs tidligere præsident Valéry Giscard d'Estaing hyldede samme sted sin gamle ven som efterkrigstidens største kansler efter Konrad Adenauer samt som europæeren, "uden hvem vi ikke ville have formået at skabe et af de mest solide monetære fundamenter i verden".

Den uddannede økonom fik i 1970'erne overbevist sine europæiske kolleger om at droppe fastkurspolitikken. I 1975 fik han og Giscard d'Estaing med det historiske topmøde i Rambouillet skabt grundlaget for de største industrinationers samarbejde i det, der i dag kendes som G8.

Til gengæld fik den tidligere værnemagtsofficer aldrig bugt med en eksploderende arbejdsløshed eller iværksat reformer af det allerede dengang alt for dyre tyske socialsystem.

Lærersønnen er dog altid forblevet tro mod sig selv, hvilket i 1982 også kostede ham posten som kansler.

Trods massive protester i sit eget parti, SPD, stod Schmidt fast på Natos såkaldte dobbeltbeslutning om at placere Pershingraketter over for sovjetrussiske SS-20-raketter, og efter en del internt kævl om finanspolitikken skiftede den liberale koalitionspartner side og trak tæppet væk under Schmidts regering.

- I ethvert land forekommer det, at beslutninger er nødvendige, som ikke virker indlysende på ens egne vælgere. Alligevel skal man lystre nødvendigheden, også hvis man derfor måske mister sit mandat. Den, der ikke tør løbe den slags risici, egner sig ikke til demokratiet, udtaler han i interviewbogen "På en smøg med Helmut Schmidt", hvor han kalder sig selv principfast, men ikke uselvisk.

Hustruen Loki mødte han i skolen som 10-årig og blev gift med i 1942. Den pensionerede lærer og ligeledes storrygende Loki Schmidt døde som 91-årig i oktober 2010. Sammen havde de datteren Susanne, mens en søn døde som spæd.

Ekskansleren selv så i bogen "På en smøg med Helmut Schmidt" tilfreds tilbage på sit begivenhedsrige liv, fordi han selv følte, at han havde gjort sin pligt ved at tjene offentlighedens ve og vel:

- Mit liv har været bestemt af politik og publicistisk virke. Det vigtigste for mig var derfor bevidstheden om, at jeg har levet op til mit ansvar og på nogenlunde anstændig vis har opfyldt mine pligter.