Stilheden og pauserne er også svære ved fronten i Ukraine

De ukrainske soldater har kæmpet ved den østlige front i mere end fem opslidende måneder.

Siden Ruslands invasion 24. februar har de næsten kunnet stille uret efter bombardementerne, der kommer dag og nat.

Men nogle gange er det faktisk de stille øjeblikke - når der er en pause i nedslagene, og en ro sænker sig - der er de sværeste.

Så søger tankerne uundgåeligt tilbage mod de kære derhjemme.

Uden for Sumy i den nordøstlige del af landet er den 10. bataljon i Ukraines hær ved at tilbageerobre land. De er blot et par kilometer fra grænsen til Rusland, da AFP's reporter møder dem i et af de midlertidige ophold i kampene.

- Vi har haft missiler og skyderier regelmæssigt. Men nu har vi en kornvåbenhvile på grund af høsten på begge sider, siger den 51-årige sergent "Chekh", som optræder under et dæknavn.

- Om to eller tre dage, når den er slut, vender beskydningerne med artilleri og mortérgranater tilbage med fornyet kraft, spår han.

Chekh har familie på den forkerte side af fronten i Kherson-provinsen 500 kilometer sydpå, som russerne har erobret det meste af.

- Jeg har ikke været i kontakt med min mor i tre måneder, og jeg ved ikke, om hun er i live. Hun er 88 år gammel, siger han så lavmælt, at han næsten hvisker.

- Jeg har talt lidt med naboerne, og jeg har sendt penge, men jeg har ingen idé om, hvordan det står til, fortæller sergenten.

Chekh er advokat, men da krigen brød ud, tog han sin kone og deres tre børn med i sikkerhed i Lviv i Vestukraine. Herfra flygtede de til udlandet, mens han sluttede sig til hæren.

Målet om at komme tilbage til sin familie holder sergenten i gang.

- "Svært" er ikke det rigtige ord. For mig er det en motivation, jeg kan læne mig op ad, og som hjælper mig med at holde fokus på opgaven foran mig, fortæller Chekh til AFP.

Et par meter væk sidder de andre soldater fra hans enhed i ly af trækronerne. De ryger, udveksler historier og samler kræfter til at grave skyttegrave - deres hovedbeskæftigelse, når de ikke er i direkte kamp.

Byer og landsbyer tæt på grænsen til Rusland oplever stadig daglige bombardementer. Indtil videre er 150 civile døde i Sumy-regionen i løbet af krigen, siger guvernør Dmytro Zjyvytskyj til AFP.

Men lige nu er der stille ved den 10. bataljons område.

På den korte gåtur gennem tæt skov frem til selve fronten lyder der ingen hakkende geværild eller rungende granatbrag, der får pulsen i spurt og halsen til at snøre sig sammen.

Den lakoniske øverstbefalende, kaptajn "Roman", tilser udgravningen af den næste rende.

Samtidig holder han skarpt øje med trælinjen mod grænsen. De sammenknebne øjne er på udkig efter tegn på bevægelse, men der ånder fred og ro lige nu.

- De skyder med artilleri og granater en gang imellem, og der er altid et enkelt skud nu og da, siger han til AFP, næsten undskyldende.

Op mod 90 procent af den 10. bataljon er frivillige med ingen eller forsvindende lille kamperfaring. Men ifølge Roman har de så store hjerter, at det opvejer deres manglende rutine.

Under ham viser delingsfører "Volodymyr" stolt den nye skyttegrav frem.

Den 43-årige løjtnant arbejdede på det tekniske universitet i Lviv, inden han sagde sit job op og lod sig hverve, fordi han gerne vil være en rollemodel for sine to sønner.

Volodymyr har godt overvejet, hvordan det ville påvirke hans 12- og 16-årige drenge, hvis han faldt i krigen, men han tror, at hans mod ville være et godt eksempel for dem:

- Hvis jeg var blevet i Lviv og havde gjort ingenting, hvilken slags forbillede havde jeg så været for mine sønner, når det gælder patriotisme for Ukraine?

/ritzau/AFP