Ugens gang i tryk-kogeren

LOLLAND Hvorfor er denne avis på netop 72 sider? Hvorfor er stoffet fra Rødby, Nakskov og Maribo blandet? Og hvordan kan det være, at forsidens tema skifter så meget? Og hvem betaler alt det papir, som avisen er trykt på?

Spørgsmålene er mange, og svaret ligger grundlæggende i, at Ugeavisens natur er at tilpasse sig en virkelighed, der ændrer sig hver uge. Den er en symbiose opstået mellem annoncørernes budskab netop denne uge - kombineret med, hvad journalisterne har kunnet finde af gode historier. Gode historier og flotte annoncer skal give læserne glæde ved at se avisen i postkassen - og det hver uge arbejdes der hårdt for at skabe den helt rette balance.

Og spørger man bladchef Søren Navne om, hvem der er vigtigst på avisen, så vil han ikke pege på nogen bestemt.

- Alle er jo lige vigtige, for uden avisbude, var der ingen avis. Og uden sælgere var der ingen økonomi. Og uden journalister var det jo bare annoncer uden en mission om at skabe lokalt sammenhold, siger Søren Navne, der hver uge har til opgave at sikre, at bladets fem sælgere - inklusive ham selv og Souschef Torben Larsen - skaffer en indtægt, der får bladet til at løbe rundt.

Mandag: Spillet starter

Hver mandag starter ugens udfordringer derfor med et møde, hvor status gennemgås. Hvem vil vi satse på at fokusere på blandt annoncørerne? Hvilke temaer er særligt interessante nu? Sker der noget aktuelt, som vil give bestemte målgrupper lyst til at henvende sig til journalisterne?

- Det møde ender typisk med, at vi kun ved, hvor 50-70 procent af indtægterne skal komme fra. Derfor drøfter vi, hvordan de sidste 30-50 procent kan hentes hjem, siger Søren Navne, der har valgt en branche, hvor man skal arbejde hårdt for tingene.

Ved mødet deltager også redaktøren for Vestlolland og redaktøren for Østlolland, og allerede i starten af ugen lægger de derfor også en plan sammen. Og det kan være relativt hårdt, fortæller Lisbet Rasmussen, der dækker Vestlolland.

- Vi kan sagtens risikere, at det viser sig, at der skal laves et langt større boligtillæg end ventet, og så skal vi måske pludselig være klar med otte siders tekst senest onsdag aften, inden vi begynder at lægge historier ind i avisen, forklarer journalisten, der mandag til onsdag går i gang med at hente flest mulige historier ind, så der ikke kommer blanke sider i avisen.

Tekster i elastik-mål

I løbet af ugen skriver Lisbet Rasmussen og Daniel Brøns typisk en del af deres historier, men det er en vanskelig øvelse, fortæller Daniel Brøns

- Jeg kan jo køre ud og fylde blokken med to store interviews - og skrive 5000 anslag om hver. Men så viser det sig, at der næsten ikke er solgt annoncer. Og vi får jo kun cirka det kvarte af avisen til tekst. Så kan jeg vælge at skære det ned til måske 3500 anslag. I så fald har jeg spildt arbejdet med overskydende 1500 anslag - og skal spilde arbejde med at rette til igen. Men det er helt umuligt at skrive hele avisen i allersidste øjeblik forklarer journalisten, der ligesom Lisbet Rasmussen først torsdag klokken 11 får udleveret de sider, som der skal fyldes tekst på - inden trykstart cirka 24 timer efter.

- Så kan man jo vælge at arbejde i 24 timer uafbrudt, men ligger der en 64 siders avis til dig - og er din kollega på ferie, så når man det ikke uden at have forberedt sig, siger journalisten, der er nødt til at tvinge sig selv til at tage det roligt, hvis læserne klager over en slåfejl et sted.

- Selv de dygtigste ugeavisjournalister laver fejl, og det plejer de mest nidkære korrekturlæsere at forstå, når jeg tilbyder dem at prøve en torsdag i min stol, siger han med et smil.

Annoncer i Bangladesh

At det overhovedet kan lade sig gøre at producere en ugeavis skyldes - ud over den høje produktivitet - også, at globaliseringen har ramt Ugeaviserne, fortæller bladchef Søren Navne.

- Ugeavisen presses af et mediemarked under pres, og derfor er branchen - ligesom andre konkurrenceprægede brancher - nødt til at udlicitere. Mange annoncer produceres derfor i Bangladesh, for ellers var der slet ingen ugeaviser, siger han.

Souschef Torben Larsen, der tidligere har været leder af Lollands-Posten i Maribo, kan godt huske, hvordan det var i gamle dage.

- For 25 år siden var der jo flere layoutere, der sad i et stort bladhus og designede alle annoncer, inden de blev gjort klar til tryk. Det gav en helt anden og meget mere livlig stemning, siger souschefen, der i dag godt kan opleve et noget tomt bladhus, fordi langt de fleste ansatte har udadvendte stillinger og skal ud i marken meget af tiden.

- Og på grund af corona skal de i øvrigt være mindst muligt på kontoret lige nu, forklarer han.

Fysisk virker

At et fysisk produkt som en Ugeavis fortsat klarer sig i en Verden, der bliver mere og mere digital, undrer fortsat nogle. Men ikke Søren Navne, der oplever en stor pointe i avisen.

- Der findes ikke andre medier, der kommer ud til stort set alle i et geografisk område. Og vælger man de digitale medier, så ved man aldrig helt, om kunderne er på den ene eller anden platform.

Torben Larsen supplerer:

- Desværre tror mange annoncører også, at et facebook-opslag automatisk bliver eksponeret for alle kunder. Men facebook er blevet meget mere selektiv og eksponerer kun begrænset, hvis du ikke betaler for eksponeringen, siger souschefen, der har skuffen fyldt med undersøgelser, der viser, at man får mest eksponering for sine penge, når man annoncerer i en Ugeavis.

- Men det er svært for kunderne at forstå, for de får jo et "kick", når nogen direkte og digitalt svarer på et af deres opslag. De ser det jo ikke på samme måde, at 1000 mennesker husker dig, fordi de har set en god annonce eller at en journalist har skrevet en personlig historie om dig.

Hele Lolland

Men på avisen er man sig dog meget bevidst om, at Ugeavisen er et medie, der kræver mange ressourcer. Både i Maribo og Nakskov sidder en administrativ medarbejder, der tager sig af masser af opgaver. Ikke kun annoncesalg, men også assistance til Folketidendes abonnenter samt styring af avisbudene. Især det sidste er ikke blevet lettere, fortæller Susanne Olsen, der har styret avisbudene i Maribo i flere år.

- Der er desværre ikke økonomi til en løn, der for alvor kan motivere med store penge, så det handler om at motivere dem, der hellere vil have frisk luft og komme ud i byen frem for at få et arbejde i et supermarked eller en kiosk, hvor man i højere grad skal tilpasse sig andres arbejdsrytme og forventninger, siger hun og tilføjer, at det trods alt er gode lommepenge, man får ud af det.

Digital fremtid

Om budene stadig er relevante om ti eller 20 år vil Søren Navne ikke sige med sikkerhed. Men sikkert er det, at nutidens annoncører også er digitale, så ugeavisen for mange er en del af en strategi med mange elementer i.

- Vi er jo også selv et delvist digitalt mediehus og sælger også radiospots og online-annoncer - og så kan man jo læse avisen online, hvilket især den yngre generation og feriehusgæster gør for at få ugens overblik, siger han og tilføjer.

- Det handler alt sammen om at holde fast i den ultra-lokale forankring med et medie med gode historier om lokalområdet krydret med gode annoncer. Det behov er der i dag - og også i fremtiden. Det er jeg sikker på.