Den selvironiske sydhavsø

Af Laura Ringo

KLUMME. Engang, da en af mine københavnervenner besøgte mig på Falster, sad vi og drak hyldeblomstsaft. Det var meget sødt, men havde dog en gennemsigtig farve, der mindede om vand. Københavneren kiggede forundret på væsken, som hans smagsløg og syn tydeligvis ikke kunne bestemme. Jeg greb muligheden for lidt komik og fortalte ham, at væsken var vand, og at dets sødlige smag skyldtes, at sukkerroernes sødme på Falster gik i grundvandet.  De resterende falstringer rundt om bordet forsøgte at tilbageholde deres latter. Først efter et halvt minuts tid gik det op min ven, at det hele var falstringsk roehumor. Sådan har jeg det med min hjemstavnsø Falster; den skal ikke tages for alvorligt, men blot for hvad den er. Dette inkluderer ofte, at lattermusklerne skal i brug.

Da jeg i slutningen af august kastede et sidste blik på mit barndomshjem på Nordfalster, var jeg lettet. Jeg var blevet træt af Falster. Træt af efterårets roestank. Træt af alt for lange busture og træt af at vente på de store gule transportmonstre. Jeg var træt af kun at støde ind i ansigter, som jeg havde beskuet mange gange før. Nu da jeg skulle flytte til Odense, kunne jeg endelig reagere på min udlængsel.

I Odense haster busserne af sted mindst hver tiende minut. I øvrigt er man aldrig længere væk, end at man altid kan cykle hjem, uanset hvor i byen man befinder sig. Der er hele tiden nye ansigter, der træder ind og ud af ens synsfelt. Den radikale forandring, jeg havde regnet med, Odense ville være for min hverdag, var nu ikke så revolutionerende. I virkeligheden er der ikke så stor forskel på Odense og Nykøbing Falster.

Begge byer har en historie, som de er stolte af. Det ses i Odense ved, at man ved banegården har opstillet en statue af H.C. Andersen, for han er byens ikon. I Nykøbing Falster har man ved banegården valgt at placere et springvand formet som en roe. Dette afslører, at falstringerne har selvironi. Jeg er næppe den eneste, der tit har klukket kækt over denne overdimensioneret roe midt i byens trafikknudepunkt. I Odense er der ingen, der griner af H. C. Andersen. Faktisk tager de ham så seriøst, at det er en silhuet af ham, der udgør de røde og grønne mænd i byens lyskurve. Tænk, hvis vi på Falster skulle dirigeres rundt i, hvor og hvornår vi måtte passere gaden ved hjælp af rødt og grønt lys formet som en roe.

Når jeg fortæller mine medstuderende, at jeg kommer fra Falster, spørger de med medlidenhed i øjnene om, hvordan jeg havde det dernede ved sukkerfabrikken. Jeg fniser ad dem. Ikke på grund af deres forudindtagne forestillinger om, hvordan det er at vokse op på Falster, men fordi de ikke ved, hvor mange latterkramper de har misset. For på Falster kan vi skraldgrine af os selv og vores roer, mens hverken københavnerne eller fynboerne finder nogen form morskab ved deres egne landsdele. De har ikke ingen selvironi, men det har vi!
Lidt info om mig:

Laura Ringo er 20 år og kommer fra Maglebrænde på Nordfalster. I slutningen af august flyttede hun til Odense for at læse Journalistik på Syddansk Universitet.

Læs også de øvrige klummer i serien:
- Om at være én ud af 528.208
- Når cykelprøven fra Kettinge Skole bliver ubrugelig