Håret er langt igen. Ringene fra øre og næse er fjernet. Savne Lisbeth Salander kommer Noomi Rapace ikke til.
Af Lene Halmø Terkelsen
Dagbladenes Bureau
Da den danske instruktør Niels Arden Oplev ledte efter hovedrollen til sin nye film "Mænd der hader kvinder", blev han i tvivl. Ville Noomi Rapace være for smuk i rollen som Salander - den sorte, edderkoppeagtige hackerpige?
Ingen kan fortænke ham. Balancerende på høje hæle, iført stramme sorte jeans og gnistrende sort bluse lyser den 29-årige hvidpudrede skuespillerinde op i et blændende smil, da endnu et hold journalister træder ind ad døren. Hun var i København på kort visit, inden premieren på årets mest omtalte thriller.
Forbløffet over forhåndsinteressen, fortæller hun på et sødmefyldt Lisa Ekdahl-svensk, mens pressefolkene maser de mange ventende på plads udenfor hotelværelsets eksklusive hule.
Flere år inden nogen vidste, at bogen ville blive til en film, læste Noomi Rapace fortællingen om den specielle pige, der i Larssons fremstilling "så ud som om, hun lige var vågnet efter et ugelangt orgie sammen med et slæng rockere af værste skuffe".
Som millioner af andre mennesker blev hun grebet af Lisbeth Salander med den fotografiske hukommelse, men først da hun stod overfor rollen, indså hun, at det var vanskeligt at vække pigen fra papiret til live.
- I bogen er Lisbeth et meget modsætningsfyldt menneske. Hun er spinkel, men samtidig "Jättestärk". Hun er grim, men på samme tid finder mænd hende sexy, og jeg vidste, at det ville blive svært at gøre hende til et helt menneske på film, fortæller Noomi Rapace.
En uge i helvede
En film, to tv-serier og månedsvis af opslidende indspilninger senere, lægger Noomi Rapace ikke skjul på, at hun er lettet. Hun ler og nyder at være tilbage i den virkelige verden - i forårssolen i København - efter at have kæmpet Salanders mørke kampe på film og i tanke.
- For at spille sådan et menneske, må man forstå hende, og jeg har brugt al min energi på at fylde mig selv i rollen. Jeg har mange af de sider, som Lisbeth også har - i meget mindre grad naturligvis, men hendes følelse af at være en "outsider", hendes fighterinstinkt og usentimentalitet kender jeg fra mig selv. Jeg tager heller ikke offerrollen på mig, men rejser mig og gør det, der skal gøres, forklarer Rapace.
Undervejs i optagelserne diskuterede hun hele tiden rollen med instruktøren for at finde frem til en realistisk Lisbeth Salander.
- Hvordan ville hun reagere i forskellige situationer? Ville hun gå i bad, når hun var blevet voldtaget, eller ville hun først tjekke beviserne mod overgrebsmanden? Hvad skete der i hende, når hun slog folk i hovedet med en flaske eller sparkede en mand i pungen? Jeg var nødt til at vide, hvad hun ville gøre, siger Noomi Rapace.
I en af filmens mest voldsomme scener bliver hun lænket til en seng og udsat for et uhyrligt seksuelt overgreb. Den uge, hvor optagelserne fandt sted, kalder hun "en uge i helvede".
- I sådan en situation er det er afgørende, hvem man arbejder sammen med. Man skal have tillid til instruktøren og sine medspillere, for det er nødvendigt at gå hele vejen. Jeg kan ikke gøre det koldt og teknisk eller lade mine egne komplekser eller forfængelighed stå i vejen ved at tænke på, at jeg er nøgen. Uanset om det er en sexscene, eller en scene, hvor jeg spiser morgenmad, må jeg investere mig selv 100 procent.
Da ugen var omme, mærkede hun en stor tilfredsstillelse. Kunstnerisk og menneskeligt.
- ... en mærkelig form for ro. Vi havde gjort, hvad vi kunne, og nu var det overstået.
Baggrund som punker
Noomi Rapace er flamencodanserens datter. Resultatet af et møde mellem spansk mand og en svensk kvinde. Hun voksede op på Island med sin stedfar og mor, der lod den syvårige datter medvirke som statist i en film.
Episoden blev afgørende, og selvom teaterskolen sendte afslag, vidner rækken af film, tv-serier og teaterengagementer om, at talentet er vigtigere end papiret.
Ligesom Lisbeth Salander var Noomi Rapace også involveret i punkmiljøet, men forholdet var af mere kortvarigt karakter.
- Jeg var 14-15 år og gik til demonstrationer mod racisme, farvede mit hår og fik ring i næsen. Det var mere uskyldigt. Alle unge har brug for at være i oprør, og jeg tror min grundlæggende mistro mod autoriteter og systemet stammer fra dengang. Har man engang oplevet, at politiet misbruger deres magt, får man svært ved at tro på dem igen. Det oplevede jeg - nøjagtigt ligesom Lisbeth oplever at blive svigtet af systemet.
Høje forventninger
I Stockholm blev samtlige publikummer for nyligt bedt om at aflevere deres mobiltelefoner ved indgangen til gallapremieren på "Mænd der hader kvinder".
Sikkerhedsniveauet er hysterisk højt, for hele verden venter. På Salander, Blomkvist og mysteriet om Harriet Vangers forsvinden.
Filmen "Mænd der hader kvinder" er allerede solgt til udgivelse i flere lande, og millioner af mennesker har læst bogen og dannet deres eget indtryk af, hvordan Lisbeth Salander ser ud.
Noomi Rapace er klar over forventningerne.
- Det er umuligt at tilfredsstille folks billede af, hvem Lisbeth Salander er. Jeg erkendte meget hurtigt, at jeg kun kan mislykkes. Det er umuligt at opfylde alles forventninger. Derfor lukkede vi alle - skuespillere og instruktøren - døren mod verden, da vi indspillede, og forsøgte at gøre det på vores måde.
Millioner af mennesker vil nu møde hendes piercede kohlsværtede ansigt på lærredet, og Noomi Rapace ler, da hun endnu engang får spørgsmålet om, hvad succesrollen kommer til at betyde for hendes fremtid:
- Jeg ved det ikke. Jeg kan kun håbe, men når folk spørger om jeg skal til Hollywood, ha, ha... Jeg har slet ikke en drøm om at komme til Hollywood. Det virker ikke som en kreativ filmindustri i forhold til den europæiske, og jeg vil for eksempel vældigt gerne arbejde i Danmark.
Tilbage på den røde løber
Håret er langt igen. Ringene fra øre og næse fjernet, og diæten, der skulle give hende en mere drengeagtig krop, er afløst af almindelig kost.
Savne Lisbeth Salander kommer hun ikke til, forsikrer Noomi Rapace:
- Hele filmen er så blodig, beskidt og kold, og det er en befrielse at være færdig. Her sidder vi nu på et fint hotel, jeg går på røde løbere og forsøger at se lidt smuk ud, men i selve situationen er det bare uglamourøst og hårdt arbejde at lave sådan en film.
