Maleriet er blevet en nødvendighed for Kirsten

Penslerne står rensede i krukker på reolen, ikke én malingsklat har ramt gulvet og tegnebordet er fri for skitser. Kirsten Bertram Wedel Rosenstjerne lægger ikke skjul på, at hun er et ordensmenneske.  
- Men når jeg maler, giver jeg mig selv lov til at rode, det er herligt, siger hun og skynder sig at tilføje, at hun altid rydder op bagefter. Alligevel giver det hende en frihed at male.
 
- Når jeg er i processen, lukker jeg af for alt andet. Det er blevet en nødvendighed for mig. Men jeg har tegnet lige fra jeg var lille. Jeg tegnede alt muligt. Jeg kunne lide at komme ud og se ting og tegne det. I virkeligheden ville jeg gerne være keramiker. Fornuftige mennesker - min familie - rådede mig dog til at tage en anden uddannelse, og så blev jeg uddannet sekretær med stenografi og det hele.
Men den kreative skabertrang boblede hele tiden som en strøm under alt det andet, der fyldte i Kirsten Bertram Wedel Rosenstjernes liv:
 
- Jeg har altid haft blik for det skæve og skønne, og i 1970'erne, mens vores tre børn var små, kartede og spandt jeg, lavede oldtidsvævning og farvede garnet med plantefarter.
 
- Af stoffet syede jeg tæpper, tøj og ponchoer.
Efter vævningen kom en periode med folkedans, hvor hun selv vævede bånd og syede dragter.
Et kæmpearbejde, men da dragterne var færdige, stoppede hun med folkedansen. Et nyt kapitel var violinen og klaveret.
 
- Men det sluttede, da vi flyttede fra Stevns til Nakskov. Jeg spillede klassisk klaver, og jeg syntes ikke lige, at jeg kunne finde nogen at spille sammen med. Der var ligesom ikke rigtig nogle muligheder.
 
Til sidst stod klaveret i vejen, og det blev solgt. Det samme gjorde violinen, som fandt sig en ny ejer i en ung pige på Falster.
Så gik der megen tid med at sætte det nyindkøbte hus midt i Nakskov i stand.
 
- Huset var et dødsbo, og der var ikke gjort noget ved i årevis. Så ja, jeg malede, men det var vægge, griner Kirsten.
 
- Det er lidt mærkeligt, lidt tilfældigt, men jeg har aldrig rørt keramikken...
 
- Men i 1999 var min lillesøster lidt trist, så jeg foreslog, at vi tog på højskole sammen. Det blev på Midtsjællands Højskole, der desværre ikke findes mere. Den lå ved Gyrstinge Sø. Der er så smukt, så smukt. Og det var spændende. Vi fik udelukkende vegetarmad. Vores underviser brugte kun oliepastel, så det blev også det, jeg lærte at bruge. Det var godt og helt nede på papiret. Så det var lidt mærkeligt, da jeg begyndte at male med pensel, for så kom der den afstand.
Penslen og akrylfarverne blev en del af malerkassen, da Kirsten Bertram Wedel Rosenstjerne kom på kursus på Samsø og siden hos Gerda Swane, medlem af den legendariske malerfamilie Swanerne.
 
- Det var fantastiske mennesker, siger Kirsten Bertram Wedel Rosenstjerne.
Senere blev det også til malerkurser på Vestjyllands Højskole og Kunsthøjskolen i Holbæk. Det sidste sted var Kirsten knapt så begejstret for, selv om højskolen har hjemme på et gammelt slot.
 
- Jeg kommer på højskole på grund af maleriet, det andet er en sidegevinst, men det udenom skal også være i orden, og i Holbæk stod vi inden døre i en kæmpe, kæmpe lade og malede.
Men Vestjyllands Højskole derimod med dens heldagsudflugter til stranden får lyset frem i Kirstens øjne.
 
- Man sidder der på en taburet eller en sten og en time er som ét sekund! Tiden flyver fuldstændig af sted.
På Kunsthøjskolen på Ærø oplevede Kirsten Bertram Wedel Rosenstjerne en anden indfaldsvinkel. På de lange kurser går unge, der søger optagelse på Akademiet, og også på sommerkurserne er undervisningen meget seriøs, siger hun.
 
- Det var Elmer, der underviste os. Han er professor på Kunstakademiet, men jeg ved faktisk ikke, hvad han hedder mere end Elmer.

Kampen mod hverdagen

Sommerkurserne får rigtigt tændt op under den kreative proces, men det kan være svært at holde kedlen i kog, når man kommer hjem igen.  
- Man er stadigvæk tændt, men så melder hverdagen sig, og det kan være svært at få tid til at male. Og når jeg er færdig med et maleri, tænker jeg, åh, nej, jeg kommer aldrig i gang igen.
I det hele taget kræver den kreative proces god tid.
 
- Jeg skal mindst have en halv dag, hvor jeg kan male. Jeg kan ikke bare slippe støvkluden og gå i gang. Min mand synes, det er så hyggeligt at se mig male. Det må han også godt, men når han sætter sig ved siden af, stopper den kreative proces. Så bliver det mere sådan udfyldning. Man har også en form for blufærdighed, der gør, at man ikke har lyst til at andre skal se det, før det er færdigt.
 
- Folk kan også finde på at spørge om, hvad det forestiller. Men det skal jeg ikke fortælle dem. Det må beskueren selv beslutte.

Kunstnere i fællesskab

Undervejs kan indspark fra de andre medlemmer af Kunstforeningen Ravnen hjælpe. Et kunstnerisk fælleskab med galleri i Horslunde på Nordlolland, som Kirsten Bertram Wedel Rosenstjerne har været medlem af et par år.  
- De har også hjulpet mig med at prissætte mine malerier. Det er meget svært. Man kan ikke sætte en timeløn på, men det må heller ikke være for billigt.
 
- Ved min første udstilling i Ravnen blev jeg ringet op af et bestyrelsesmedlem, der sagde, at mine billeder var for billige - men man vil jo også gerne have dem solgt. Man maler jo ikke for at sætte dem hen i en krog - og forære billeder væk, synes jeg ikke man kan. Man ved jo ikke, om folk bryder sig om dem. Så er det bedre, at de vælger et ud og køber det. Men jeg laver ikke bestillingsarbejder, selv om nogle har spurgt. Det kan jeg ikke. Så bliver det sådan en slags dekoration.
 
Ulla Rüth ur@folketidende.dk Per Houby (foto) pho@folketidende.dk