Te og ostemadder. Brun keramik. Piberygning og Pantonlamper. Eva brød- og pålægsmaskine, Volvo Amazon og hvorfor er mor så sur? Det vælter ud af knaphullerne på filminstruktøren Nils Malmros, når han tager os tilbage til gymnasietiden i sin nye film "Kærestesorger," der begynder i 1961 og slutter tre år senere.
64-årige Nils Malmros er en ener i dansk film, og i de fire årtier, han har været på banen, er han forblevet tro overfor sig selv, og det ved hans store og dedikerede publikum godt. Malmros er en vi kan regne med. Han er naboens søn, der taler til os i øjenhøjde, og man glæder sig til hans næste film - til at synke ind i biografmørket og lade hukommelsens mester vende endnu et blad i vores kollektive fotoalbum.
- Jeg har en knivskarp erindring. Jeg husker min barndom og ungdom næsten time for time. Hvordan folk så ud, hvad de havde på af tøj, hvordan deres frisure var, hvordan de sad på stolen. Det er især de pinlige stemninger, jeg husker. Mine film er et katalog over pinlige erindringer - alle de spændinger der kan opstå mellem folk, fortæller han
Men selvfølgelig bliver man nødt til at redigere virkeligheden, hvis den skal gøre sig på film, og engang imellem bliver han ligefrem nødt til at lave deciderede "fejl" for ikke at komme til at støje, fortæller han og sjusser sig frem til, at hans film er 80 procent sandhed og 20 procent digt.
Han ligner en stor rastløs dreng, der skal på lejrskole, som han står ude i gården på Nordisk Film i Valby. De robuste sko, de praktiske lærredsbukser med masser af lommer, skovmandsskjortens rød-hvide flipper, der titter ud over den hyggelige striktrøje og vindjakken kunne snildt klare en tur til Himmelbjerget eller Hammershus. Men i filmen "Kærestesorger" er Nils Malmros den mandlige hovedperson Jonas minus 20 procent.
Psykiatersønnen som i 1.g. på Viborg Katedralskole tager hul på voksenlivet ved at tage bh'en af ungdomskæresten Agnete. Og rundt om dem folder livet sig ud med borgerlige, stivnede forældre, større irriterende søskende, lærere og klassekammerater. Forelskelse, jalousi, kærestesorger og utroskab.
Filmen er optaget over en tre-årig periode, således at det store persongalleri reelt bliver tre år ældre for øjnene af os. Agnete er i starten en lille, fladbrystet pige og til slut er hun en voksen kvinde, der har overhalet drengene indenom, og Jonas ender med at stå med håret i postkassen:
- Den situation er vi mange, der kender. Jeg gør i hvert fald, siger Malmros med et skævt smil og tilføjer: - Men den der går igennem livet, uden at være ulykkelig forelsket går fattigt gennem livet. Det er ikke sjovt i situationen, når man står der og bliver ydmyget, men gudskelov at man har oplevet de store følelser, siger han da vi står i elevatoren på vej op til det lokale Nordisk Film har stillet til rådighed.
Ikke alt jeg forstår
- Jeg kan da godt misunde Susanne Bier og Bille August lidt. Men det er ikke så vigtigt for mig, og jeg har ikke haft en stor drøm om at lave film i Hollywood. Min drøm er at få afspejlet mit liv på film, siger Nils Malmros. Foto: Carsten Lauridsen
Som i filmene "Drenge" og "Kundskabens Træ" beskæftiger Nils Malmros sig altså også denne gang med overgangen fra barn til voksen. Brydningstiden: - Der er et meget stort potentiale i den tid, for vi er så sårbare og nærtagende, og det var jeg også personligt. Det er i de år, vi formes til det, vi senere bliver. Hele mit voksenliv har jeg haft rødderne nede i barndommen, og heldigvis er stoffet genkendeligt for andre, fordi jeg har fat i noget alment menneskeligt, og det er jeg glad for, for hvis det ikke havde været tilfældet, havde jeg jo aldrig fået lov til at lave de film, siger han, smider vindjakken og sætter sig.
Men helt afdækket bliver Nils Malmros' virkelighed aldrig, fortæller han: - Agnete i "Kærestesorger" har et svært sind, og hun er forbitret på sin familie. Det var virkelighedens Agnete også, og jeg har aldrig helt forstået, hvorfor hendes forbitrelse var så voldsom. Men det er ikke alt, man behøver at forstå - hverken i virkeligheden eller på film.
Fra uskyld til p-pille
Ifølge Nils Malmros er hans film 80 procent sandhed og 20 procent digt, så hovedpersonen Jonas (Thomas Ernst) er omkring fire femtedele Nils Malmros. Her i en scene fra filmen med Agnete (Simone Tang). Foto: Martin Dam Kristensen/Nordisk Film
I "Kærestesorger" er vi tilbage i begyndelsen af 1960'erne, og endnu havde vi ikke taget hul på det antiautoritære samfund. Fuckfingeren var ikke opfundet, og meget er da også forandret, erkender Nils Malmros, men den store og afgørende mentalitetsændring kom i kølvandet på frigivelsen af p-pillen i 1966, og det var alligevel nogle år efter Jonas og Agnete krængede anorakken over hovedet og pillede lidt på hinanden hjemme på briksen i børneværelset: - Der skete et skred i vores moral med p-pillen. Før blev man nødt til at holde sig i skindet, og man måtte nøjes med at kysse lidt, men da p-pillen kom, var der ingen grund til at holde sig tilbage seksuelt, og det gør en forskel. Men sårbarheden er den samme, og det gør lige så ondt i dag, som da jeg var ung, når den man er forelsket i er utro. Smerten er den samme. Nils Malmros har ikke selv børn, og hvis det havde været tilfældet havde han ikke været i stand til at lave sine dybt personlige film, fortæller han:
- Så ville jeg ikke have tilladt at følge mine små fornemmelser, jeg ville føle, at det var pinligt, hvis mine børn skulle være vidne til det. Men uden børn kan han til gengæld blive ved med at gå hånd i hånd med sin fortid:
- Jeg har stadigvæk rødder til min egen barndom, netop fordi jeg ikke har mine egne børn. Det er ikke fordi, jeg ikke har haft lyst til at få børn. Det er skæbne, siger han og afslutter det emne.
En film om kærlighed
Nils Malmros har boet hele sit liv i Århus og kun tre steder. Han voksede op i sin fars embedsbolig på Århus Kommunehospital, i en årrække boede han i en lejlighed inde i byen og de seneste mange år har han boet i forstaden Højbjerg. En begrænset radius og samtidig disse rødder i fortiden:
Er du bange for forandring?
- Ja, det er jeg nok, siger han og snupper en vingummi fra skålen: - Men jeg går egentlig ikke rundt og føler ,at jeg er bange for forandring. Nej, det er jeg heller ikke. Jeg elsker da at være ude og rejse og se, hvordan andre lever.
Drømmer du om at lave film i udlandet?
- Ja. Nej. Jeg kan da godt misunde Susanne Bier og Bille August lidt. Men det er ikke så vigtigt for mig, og jeg har ikke haft en stor drøm om at lave film i Hollywood. Min drøm er at få afspejlet mit liv på film. Det er det, der betyder noget, og ikke hvor det foregår, men hvis jeg skulle få brug for et stort apparat for at få fortalt min historie, så havde jeg ikke noget imod at gøre det i USA. Men det er den vej rundt, jeg tænker.
Hvad kommer din næste film til at handle om?
- Det ved jeg ikke noget om, men nu har jeg lavet en film om forelskelse, og jeg kan godt føle, at jeg mangler at lave en film om kærlighed. Den egentlige kærlighed.
Sonja Sabinsky
Dagbladenes Bureau
