Om at blinke og sige blin-ko

 Blin-ko, blin-ko, blin-ko.

At disse ord nogensinde skulle blive en indgang til en artikel om forfatter Knud Romers besøg på et gymnasium, var jeg vel næppe helt klar over, da jeg i min ganske tidlige barndom lå i bagagerummet på mine forældres bil og kiggede på blinklysenes fascinerende dobbelthed.

Nu har jeg aldrig været særlig troende. Men i en eller anden forstand kan man vel godt sige, at jeg rent personligt så lyset dengang. For enten var blinklysene på scenen med fuld styrke, eller også var de helt slukket - præcis som Knud Romer.

Og den slags dobbelthed fascinerer mig åbenbart stadigvæk, for mens Knud Romer talte og talte til foredraget i går, var det igen som om, at der omme fra baghovedet dukkede en velkendt barndomsremse frem.

- Blin-ko, blin-ko, blin-ko, lød det fra mit indre bagagerum med minder fra dengang, hvor børn var nogle, der kravlede lidt rundt i bilen under kørslen, og hvor et bilbagsæde uden autostol ikke satte en børnefamiliefar- eller mor i en kedelig bås som uansvarlig forælder. Heller ikke selv om Lille-Fyr så altså ikke var spændt fast i trafikken.


Men fastspændt, det må man vist sige, at Knud Romer tilsyneladende har følt sig i sit barndoms- og ungdomsliv i en rolle som mobbeoffer på grund af en tysk mor, der ikke mødte megen imødekommenhed i Nykøbing F.

Men hvad er fakta, og hvad er fiktion?

- Alt, hvad man siger om denne bog, er noget, der falder tilbage på en selv, forkyndte Knud Romer, der ikke brugte tid på at uddybe barndomserindringerne fra talerstolen.

Derimod vendte han igen og igen tilbage til, at der er to slags Nykøbing F. Den der findes i virkeligheden, og den der findes i bogen.

- Når jeg siger, at Nykøbing Falster er en by, der er så lille, at den starter med at holde op, så er det jo, fordi den ikke findes. Man kan sige, at bogen er et afskedsbrev til ingen.

- Bogen er en afspejling af det, den enkelte læser vil have. Læseren selv giver udtryk for sine følelser ved at snakke om den her bog. Det, der hele tiden bliver diskuteret, det er alt det, der ikke har noget med bogen at gøre, fortsatte Knud Romer fra talerstolen, inden han talte videre om at lade hønsene hakke sig selv ihjel henvendt til de mange journalister, der siden Knud Romers debut på boghylderne, har haft travlt med at fremstille forfatteren som en meget bitter og vred kreatør af en hævnlysten erindringsroman.

Til sidst med det resultat, at Knud Romer med egne ord ikke kunne tage telefonen i tre måneder, fordi der var lidt for mange oprørte mennesker, der havde lyst til at fortælle et og andet til forfatteren bag den prisbelønnede bog "Den som blinker er bange for døden".

- Men skandalen er berømmelsens mor. Så jeg kan jo konstatere, at de har solgt titusindvis af bøger for mig, lød det fra talerstolen henvendt til de journalister og anmeldere, der - efter Knud Romers mening - har leveret unuancerede portrætter af forfatteren som en tidligere reklamemand på hævntogt.

Selv mener Knud Romer, at han blot har forsøgt at koge 100 års dansk/tysk historie ned til en bouillonterning.

- Faktisk en bouillonterning af en bouillonterning, lød det fra talerstolen.

Og når Knud Romer nu selv siger, at hans bog dybest handler om ingenting, kan man vel med en vis ret hævde, at det at skrive om bogen med titlen "Den som blinker er bange for døden" er som at skrive om ingenting.

Men Knud Romer var helt igennem en ganske flink fyr. Og han var slet ikke så farlig at høre på - heller ikke da eleverne til sidst fik lejlighed til at stille et par spørgsmål eller tre.

Der var ingen, der fik bidt hovedet af, selv om det måske var svært lige at matche en forfatter, der efter sigende har studeret litteraturvidenskab i 17 år, mestrer fem sprog og kan en masse henvisninger til tysk verdenslitteratur og andet godt fra havet samt ikke mindst er i stand til at skrive en prisvindende bog, der handler om ingenting.

Ja, man kunne måske næsten få præstationsangst, hvis man skulle skrive lidt om Knud Romer og hans prisvindende bog på rejse til Nykøbing F. Men så kan man jo bare gøre ligesom prisvinderen selv og skrive om ingenting og måske også lige med - om ikke blinkende øjne så et lille glimt i øjet - slutte af med at sige:

- Blin-ko, blin-ko, blin-ko.