Lolland

Ung kvinde i blå kjole hjælpes ud af bil foran smilende publikum
Afgangseleverne fra Maribo Gymnasium er fredag samlet til årets gallafest.. Foto: Palle Nevad Frandsen

Lanternerne tændt til alle tiders fest

Trabant, Porsche og ladcykel er alle godkendte transportmidler, når de unge skal til fest.

Offentliggjort

Tidens poptoner blandes med vrede vrinsk fra en amerikansk muskelbil og lidt hjulspin fra en potent sportsvogn. For 89 unge er matematiktimerne glemt, eksamensnerverne sat på hold i endnu nogle uger, og i stedet for er det tid til en af gymnasietidens helt store aftener.

Årets gallafest på Maribo Gymnasium finder sted i aften, og sidst på eftermiddagen var der ankomst på den røde løber for alle årets afgangselever. 

Elevernes ankomst til festen tiltrækker altid masser af lokale, især selvfølgelig forældre og bedsteforældre. I det smukkeste forårsvejr var der dog ekstra trængsel for at se de festklædte unge ankomme til festen.

Årets tema er i år "Lanternelys", men det afspejler sig nærmest ikke i valget af transportmidler, men til gengæld mere i farven på især kjolerne.

Til gengæld viser valget af køretøj måske mere temperamentet hos gallaparrene. Mens nogle har valgt en eksklusiv Range Rover, har andre sat sig bag i en god, gammel 2CV. Her er også ankomst i en tysk brandbil, en østtysk Trabant og så den lidt mere miljørigtige, hvor det sker på en Christianiacykel.

Efter turen på den røde løber venter nu en aften med festmiddag, prisoverrækkelser, den traditionelle Les Lanciers og sikkert også udsigten til at vågne engang i løbet af lørdagen med tømmermænd - og lysten til, at sollyset ikke er stærkere end det blafrende stearinlys i en lanterne.