Lolland

Borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen (DS) vil ikke finde besparelser som skyldes en skæv udligning. Arkivfoto: Nicklas Linnemann

Mangler 531 millioner næste år: Nægter at finde de 300 millioner

Byråd vil kun finde 200 af de manglende millioner, resten må staten finde.

Offentliggjort

Når de lollandske politikere i den kommende tid kaster sig ud i gigantiske sparekrav, så er det med en presbold retur til den regering, som ingen endnu kender.

Mankoen på næste års budget lyder på hele 531 millioner kroner, men så stort et beløb vil borgmester Marie-Louise Brehm Nielsen fra lokallisten Din Stemme ikke bede sit byråd om at finde.

De svømmer i penge derinde, og de vil faktisk ikke give nogen af dem fra sig.

Benny Damgaard

- Omkring 300 millioner kroner af den godt halve milliard, som vi mangler på budgettet, skyldes den manglende udligning. Det er ikke rimeligt, at vi skal tage ansvar for den del, sagde borgmesteren på torsdagens byrådsmøde.

- De resterende 200 millioner kroner er vi nødt til at tage ansvar for.

Syv budgetpakker

Faldet i det lollandske indbyggertal har i en længere årrække ikke været fulgt op af tilsvarende tilpasninger i organisationen, kapacitet og servicetilbud. Derfor er serviceudgifterne pr. indbygger i kommunen steget mere end på landsplan.

Arbejdet med næste års budget bliver derfor grebet anderledes an, og blandt andet vil politikerne arbejde med syv budgetpakker. Disse pakker dækker blandt andet ældreområdet, kultur og fritid, administrationen samt skole og dagtilbud.

Disse pakker skal give bud på, hvordan områderne kan drives for væsentligt færre penge end i dag, men samtidig med at de både er tidssvarende og relevante og har det bedst mulige serviceniveau inden for den økonomiske ramme. 

Sparekravet på 200 millioner kroner vil fortsætte i de følgende år, da den demografiske udvikling fortsætter sin nedtur.

Kræver 300 millioner

Til gengæld var borgmesteren klar i mælet om de millioner, som er skabt på grund af en skæv udligning.

- Når vi engang har en indenrigsminister, er budskabet, at 300 millioner kroner er absolut det mindste beløb for, at vi kan få tingene til at hænge sammen, slog hun fast.

Merete Meyer (V) mener, at det er vigtigt for Lolland at budgettet planlægges over flere år. Foto: Nicklas Linnemann

- Hvis det ikke bliver imødegået, og man hælder os ned af brættet, så er jeg altså nødt til at sige, kære byråd, at så giver det ikke mening at prøve at finde 200 millioner kroner.

At Lollands økonomi er helt derude, hvor Luksusfælden sikkert ville gå grædende hjem, er ikke nogen nyhed. Vibeke Grave (S) påpegede, at hun har været med til at spare på hvert eneste budget, siden hun kom i byrådet i 2010, og Venstres Merete Meyer medgav, at de er mange, som har ansvaret for, at kommunen ikke er blevet tilpasset befolkningsnedgangen hurtigt nok.

- Af samme årsag skal vi også handle nu. I Venstre mener vi, at det er afgørende, at vi budgetplanlægger for flere år, og ikke kun år for år. Tænker vi kun ét år frem, vil vi risikere kortsigtede beslutninger, som gør problemerne større på et senere tidspunkt.

Svømmer i penge

Enhedslistens Marie Villadsen gjorde dog byrådet opmærksom på, at der måske er en grund til, at Lolland bruger flere penge på serviceudgifter til borgerne. For Lolland har en større stigning i andelen af ældre over 65 år, flere anbragte børn og behov for mere støtte på det specialiserede voksenområde.

- Vi taler om, hvad det er realistisk for os at få i særtilskud, men jeg oplever, at der også er en skjult dagsorden, som handler om skam. Altså hvor meget kan vi tillade os at bede om, når vi nu i forvejen får så stor en andel af tilskuddet. 

Men skam er der ingen grund til at føle. Benny Damgaard (DD) mener, at Lolland har krav på at få den hjælp, som kommunen har behov for.

- For 50 år siden var det os, der holdt gang i København, da de var ved at gå fallit. Nu er det den anden vej. De svømmer i penge derinde, og de vil faktisk ikke give nogen af dem fra sig. 

Mangler en regering

Den holdning kan Vibeke Grave godt genkende. For på Christiansborg ved partierne godt, at den er gal med udligningen, og skal nok være parat til at hjælpe, påpeger hun.

- Men vi bliver nok ramt af, at kommunerne ikke altid er lige solidariske med hinanden. Hvis vi skal have, så tror andre også, at de skal have. 

Vibeke Grave (S) mærker en vilje til at hjælpe Lolland på Christiansborg. Arkivfoto: Jan Knudsen

Men Vibeke Grave frygter, at budgetlægningen i kommunen kan blive overordentlig svær. Allerede nu skulle der være tæt kontakt til indenrigsministeren, for at sikre at Lolland får et særtilskud, som dækker hullet fra udligningen. Sådan en oprigning bliver dog vanskelig, for ingen kender navnet på den minister.

- Det der kan bekymre mig er, om alt dette bliver forsinket på grund af, at vi mangler en regering. Vi plejer ikke at vide om vi er købt eller solgt før i slutningen af august, men ved vi det på det tidspunkt? De er jo slet ikke gået i gang med at forhandle kommunebudgetter med Kommunernes Landsforening endnu.

Når en ny indenrigsminister finder sit skrivebord og sin nye ministertelefon, kan vedkommende dog forvente at finde en MobilePay-anmodning på omkring 300 millioner kroner fra det lollandske byråd. Kun fremtiden vil vise, om ministeren swiper til højre til den tid.