Lolland

Sommerens mange aflysninger og begrænsede kapacitet på færgerne til Femø skaber problemer for landmændene og deres høst. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ø-landmænd i store kvaler: - Vi kommer til at kappes om de her få færgeafgange

Landmænd på Femø er dybt bekymrede for, om de kan få maskiner og høst frem og tilbage med de aktuelle reducerede færgeafgange til og fra øen. 

Offentliggjort

Sagen kort

  • Færgedriften til Femø og Askø er kommet under fornyet kritik efter 136 aflyste afgange i perioden 19. juni til 14. juli 2026.

  • Femøs ø-repræsentant, Jørgen Hansen, har derfor skrevet til indenrigsminister Pia Olsen Dyhr og bedt om en hurtig ministeriel reaktion.

  • Han mener, at Lolland Kommune ikke sikrer en stabil færgebetjening, og advarer om alvorlige konsekvenser for øboere, turisme og erhvervsliv midt i højsæsonen.

  • Udvalgsformand Henrik Jacobsen, Lolland Kommune, anfægter ikke antallet af aflysninger, men peger på økonomiske udfordringer, faldende befolkningstal og mangel på personale.

  • Henrik Jacobsen understreger, at kommunen forsøger at opretholde driften med de tilgængelige færger og medarbejdere.

  • Samtidig kritiserer han ø-repræsentantens henvendelse til ministeren og efterlyser en mere konstruktiv dialog om, hvordan færgedriften kan tilpasses kommunens økonomi.

- Jeg bekymrer mig om, hvorvidt jeg får høsten i land inden næste års høst. Lige nu er det håbløst at få korn væk fra øen.

Sådan lyder det fra Britta Larsen - en af Femøs landmænd - som udover at være meget kritisk over for de aktuelt færre færgeafgange til og fra øen, også er i fuld gang med årets høst.

Hun bor selv på Lolland og har fra sit landbrug på Femø cirka 4.000 ton korn, der skal fragtes fra Femø til Lolland via færge. Derfor har Britta Larsen forlængst booket færgetider frem til 1. september og her transport af de første 100 ton korn.

Havde reservationer

- Jeg havde mine reservationer, men på grund af de mange løbende aflysninger, ved jeg ikke, om det kan lade sig gøre. Lige nu virker det håbløst at få de mange ton korn fragtet hjem. Den færgestrategi, der er lavet, den holder ikke. Det er meget sparsomt med afgange, og når der også er løbende aflysninger, så skal man virkelig sidde klar ved tasterne i det øjeblik, man skal ombooke til en anden færgeafgang, forklarer Britta Larsen.

Udfordringen bliver ikke mindre af, at hun skal reservere plads til en lastbil eller traktor, der fylder godt op på en færgeafgang.

- Jeg har en hel masse korn, jeg skal have i land, og derfor har jeg lejet en lastbil til at køre det væk. Men hele den her uge er smuldret væk i aflyste afgange og opkald til chauffører med kort varsel, når der alligevel ikke var plads til en lastbil. Så har chaufførerne måske ikke andet arbejde i stedet for, og derfor er det hele ved at være rigtig problematisk, siger Britta Larsen.

Hun ser med egne ord ind i, at det kan blive nødvendigt at lægge korn ud på presenninger, hvor det er op til vind og vejr, hvor få dage den ordning kan fungere. I værste fald forsvinder høsten for øjnene af landmanden.

Også 2.000 ton halm

- Jeg er allerede bagud med korn, og jeg har også omkring 2.000 ton halm, der skal hjem. Men der er flere andre landmænd med samme udfordringer. Vi kommer til at kappes om de her færgetider hele efteråret og måske også vinteren, som det ser ud nu. 

Som et eksempel på de nuværende færge-udfordringer nævner Britta Larsen, at hun 10. juli bestilte dieselolie og færgereservation til Femø, som blev aflyst. Det blev den igen den 16. juli og igen den 24. juli. Heldigvis lykkedes det i denne uge at få det nødvendige dieselolie over til Femø.

- Det er ikke kun svært at få kornet væk fra øen, det er også svært at få nødvendige varer den anden vej, understreger Britta Larsen.

Hun har lavet et hurtigt regnestykke over 4.000 ton korn fordelt ud på 33 ton pr. læs, som giver cirka 121 lastbiltransporter til at få kornet over.

Britta Larsen regner med, at der er 5-6 færgeafgange om ugen, hvor hun realistisk kan booke reservationer. Dertil skal lægges de 2.000 ton halm, som kan transporteres med 15 ton pr. læs. Det giver et stort behov for reservationer mange måneder frem.

Silo og lade indtil videre

Hos Henrik Rasmussen, der også er landmand på Femø, lyder der de samme toner. 

- Jeg har mulighed for at opbevare kornet i silo og i ladebygning. Men hvis det her fortsætter med de få færgeafgange, kan vi også blive nødt til at lægge korn ud på presenninger. Og så er det et spørgsmål om måske få dage, inden det begynder at blive så dårlig kvalitet, at det ikke kan bruges, forklarer Henrik Rasmussen.

Han er født og opvokset på Femø, hvor hans bedsteforældre drev landbrug og hans far var vognmand. Henrik Rasmussen husker tilbage til en tid, hvor der var 7-8 dobbeltture om dagen til og fra Femø:

- Vi har altid været meget afhængige af, at færgen sejler optimalt. Det er ikke bare landbrugserhverv, det er også hele turisterhvervet som er berørt af den nuværende færgedrift.

Dyrevelfærd og service

Også mælkebonde på Femø Flemming Jensen med cirka 100 køer melder om store udfordringer med de nuværende få færgeafgange. 

- Jeg kan heller ikke have hele min høst inde, så jeg kan også få brug for at lægge kornet ud på presenninger. Men det handler også om dyrevelfærd, får når der ikke længere er natfærger, kan jeg ikke få servicefolk over til mine malkemaskiner, hvis der bliver brug for det. Derudover skal jeg have 18 lovpligtige besøg om året af en dyrlæge, og når der er længere tid mellem afgangen, opstår der mere spildtid for den, der skal til øen for at tilse dyrene eller servicere. Det er en nedlukning af et erhverv på øen, man er i gang med, mener Flemming Jensen.

Katastrofal situation

Jørgen Hansen er ø-repræsentant og har - som omtalt hos Folketidende - sendt en henvendelse afsted til Indenrigsministeriet for at efterspørge en indgriben i forhold til de aktuelt reducerede færgeafgange. 

- Vi står i en katastrofal situation, hvor eksempelvis landmændene kan miste store dele af deres årsindtægt på grund af de færre færgeafgange. Vi er nødt til at råbe op, understreger Jørgen Hansen.

Også Britta Larsen har sendt en henvendelse til Indenrigsministeret for at efterspørge handling herfra. Folketidende har rettet henvendelse til ministeriet og fået besked om, at de to henvendelser nu ligger hos By-, Land- og Transportministeriet. Herfra lyder det i det skriftlige svar fra presseafdelingen, at "der er ferie i det kontor, der sidder med sagen", og derfor kan der først vendes tilbage i næste uge.