Blå blink

Traktoren endte på uforklarlig vis i gadekæret. Foto: Jan Schmidt - XDmedia

91-årig mand kørte traktor ned i gadekær

Mandag morgen endte en traktor i et gadekær på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det var vildt. Lidt specielt vil jeg sige. Det er første gang, jeg prøver det.

Sådan lyder det fra Henrik Brøndbjerg Christensen, indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen, om den opgave, han blev sendt ud på mandag morgen kort før klokken 9.

Her var en traktor endt i et gadekær i Arninge på det sydvestlige Lolland.

Traktoren blev ført af en 91-årig mand.

- Han kommer til at køre lige ud i et sving i stedet for at dreje. Det betyder, at traktoren med plov og jordpakker og det hele kører igennem hæk og havner nede i gadekæret. Der er et par meter ned til den, så den får også lige en lille flyvetur, siger indsatslederen.

Årsag uklar

Da brandvæsnet kom frem, sørgede brandfolkene for at få spændt traktoren fast med kæde til et af deres egne køretøjer. Der var nemlig fare for, at traktoren kunne vælte.

Herefter fik brandfolkene reddet føreren ud.

- Han er ved bevidsthed, da vi får ham ud af traktoren. Han bliver efterfølgende taget med på sygehuset, siger Henrik Brøndbjerg Christensen.

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter kommunikationsmedarbejder Palle O. Hansen, at politiet har været ude på stedet og registreret hændelsen som et færdselsuheld.

Ifølge politiet er manden ikke umiddelbart kommet noget til i forbindelse med uheldet. Det er uklart, hvorfor manden overså svinget og i stedet fortsatte ligeud gennem hækken.

Billeder fra stedet afslører, at man ved middagstid mandag var i fuld gang med at få fjernet det store køretøj fra gadekæret.