Dannelseskommune - dét forpligter

Vi skal turde at stille krav, i det her tilfælde til dannelseskonferencen. Har du ikke har hørt om den? Bare rolig, du er ikke alene! Den er nemlig lidt af en lukket fest til 380.000 kr. med en pris i døren på 1.100 kr.

Dannelseskonferencen; Her rettes projektørerne mod Sydhavsøerne, mens avantgarder og de kreative klasser - indbudt af Guldborgsund Kommune - marcherer sydpå for at indtage scenen, mens politisk rummelighed pakkes væk. Nu skal Nykøbing F. Teater fyldes med selvdyrkelse, selvprioritering og selvrealisering – og her er der ikke plads til dissidenter!

Der snakkes dannelse, indsigt og udsyn, men det er rent ud sagt et maskebal. Der er i selviscenesættelsens skær blinder os for, hvordan individualisme og frigørelsesetikken gør os til dårligere mennesker. Inden vi har set os om, befinder vi os i en behager- og valgneurose; hvor krævementalitet har taget over fra pligtfølelsen.

Tænk, hvis du var forpligtet til noget, som du ikke ønskede at forpligte dig til.

Bilen er punkteret, og vi er strandet på forpligtelsernes holdeplads. En kommunitaristisk dystopi, hvor du er fri fra et samfundslivs forpligtelser, afskåret fra familiens forventninger og isoleret fra at tilgodese andres behov. Groft sagt; det er et rodløst samfund, hvis præmis er, at individets frihed er samfundets grundlæggende værdi.

At maksimere individets selvbestemmelse og frigøre det fra begrænsninger, fx forpligtende institutioner som familien eller fædrelandet, dét er mantraet i modernitetens morbide, men tildeles lunefulde tidsalder. Det forpligtende fællesskab er blevet reduceret til et til- og fravalg. Det er på retræte. Det er rent ud sagt passé.

Hvad med fællesskabet? Jeg spørger bare.

Det er vel her, vi som en slægt har et sprog at tale, nogle traditioner at samles om og en historie at kigge tilbage på. Her hvor vi har noget at engagere os i udover os selv. Det er vel også hele essensen af dannelse. Intet menneske går jo gennem livet uden at skulle tage stilling til dem ved sin side. Kald det solidaritet, næstekærlighed eller medmenneskelighed. Summa summarum er at vi har en forpligtelse, der rækker udover vores egen kortvarige lykke. En forpligtelse til hinanden – ét forpligtende fællesskab.

Hvad angår foredragsholdere ved årets dannelseskonference, skylder vi at kræve udsyn og diversitet, ikke eksklusion og ensformighed. Så vi kan få gjort op med det snæversyn, dannelseskonferencen hidtil har medbragt, og antændt debatten om hvilken dannelse, vi ønsker os.

Det er sågar ret lige til. Skal dannelseskonferencen glinse af X-faktor, eller lugte af debat?