Prøv lige at bevar fatningen efter skridtprygl og bid!?

Var for noget tid siden hjemme med den min datter på knap 2 år, da hun af uransagelige årsager ikke kunne støtte på sit ene ben da hun væltede ud af sengen. Naturligt fortørnet og ked af dette var hun selvfølgelig, men måske lige i overkanten at kvittere med at levere voldsomme skridtprygl (med det “raske” ben) til farmand på morgenkvisten fra puslebordet, da en ble da bare var den værste idé siden kalkunbacon!!

Nuvel moren var ikke kørt på job endnu så hun kunne bistå os i nøden. Vigga får spist morgenmad i nogenlunde fred og ro, men efterfølgende kan jeg godt mærke at det bliver en af de dage hvor middagsluren (for os begge) bliver kærkommen. Forståelig frustration fra et barn som vel næppe tager mobiliteten for givet endnu, så må det være det pure vanvid at blive frarøvet den igen så hurtigt efter man har fået den.

Men vi får humpet (og pjevset) os igennem morgenen. Værd at nævne er at da barnet på et tidspunkt imens vi fjoller lidt på sofaen pludselig hakker hovedet ind i mit bryst og serverer en sherifstjerne med tænderne fandeme! Så nu tæller vi altså både morgenkvist skridtprygl og tandsherifstjerne. Er egentlig som udgangspunkt et roligt og tålmodigt gemyt og det formåede jeg da også at efterleve på daværende tidspunkt. Nok mest fordi middagslurene og (min) frokost var inden for rækkevidde.

Efter 45 minutters asen og masen i barnevognen giver krapylet op, og her kunne jeg næsten smage både frokosten og luren. 8 minutter senere erfarer jeg at møgungen sidder op og snakker i hendes vogn (uden nogen chance i helvede for at hun kommer til at sove videre lige nu)… Så er gode råd dyre… Havde hun det for varmt, for koldt, tørstig, sulten, ondt i benet wtf!? Jeg helgarderer og sørger for at de basale behov i det mindste bliver stillet, og så skal hun da bare på hovedet i vogn igen.. Erfarer dog ret hurtigt at det kommer ikke til at ske lige foreløbig.

Da tiden (tydeligvis) er inde til at give det der soveri et skud mere, er jeg træt som en mand på 80….. En vabel, og EN TIMES gang efter sover hun ENDELIG, og da jeg lige har ordnet lidt herhjemme smider jeg mig veltilfreds på sofaen. I sekundet hvor jeg falder hen vågner barnet naturligvis efter flotte 19 min på skjoldet.

Egentlig tager jeg også dét roligt, men da barnet efter en skål vindruer får at vide at der ikke er flere, (der var faktisk ikke flere, ellers havde hun sikkert fået dem igår) så reagerer ved at at smaske hovedet ned i mit lår og bide mig som i et afsnit af True Blood, så bliver jeg fandeme sur.

Nu med 3 angreb på samvittigheden, hvoraf de foregående er blevet mødt forholdsvis anerkendende. Det er røv svært synes jeg, synes jo absolut ikke man skal råbe børn ind i hovedet og omvendt vil man jævnt gerne gøre opmærksom på at det ikke er okay. Og man kan jo have nok så gode intentioner om at møde barnet på den helt rigtige måde, krydr så lige det med, smerte, træthed, forskrækkethed (usikker på om det er et ord), impuls og sult, hvem fanden handler så rationelt…

Det øjebliksbillede min hustru får da hun kommer hjem fra arbejde er mig der ligger halvdød på sofaen og Vigga der står opslugt foran fjerneren (der har lige været et kvarters ro på) Hej Moaaaarrr – kæmpe smil, kæmpe kram – from som et lam resten af aftenen, jøsses! Blev jo på et tidspunkt nødt til at fremstamme at den sms beskrevne opførsel i løbet af dagen altså ikke var noget jeg havde digtet!

Hverken Vigga eller jeg led synderlig overlast men vil da sige at jeg har havde brug for at kramme hende lidt mere dagen efter <3

Se mere på:

http://enellerandensfarblog.dk/

https://www.facebook.com/enellerandensfar/

Og på Instagram 'enellerandensfar'