Regentparret ser på arktisk vegetation

Dronning Margrethe og prins Henrik studerede med stor interesse islandsk pil, canadisk pil og et piletræ fra Alaska, da de fredag blev vist rundt i De Arktiske Haver i Queqertarsuaq (tidligere Godhavn).

Siden begyndelsen af 1980'erne har Karl og Hansgine Broberg arbejdet med det særprægede anlæg. Det udmærker sig også ved at være den nordligst beliggende have med fyrretræer i Grønland.

Tidligere fredag var det den 11-årige Susanne Dahl, der stod klar med blomster til dronningen, da kongeskibet Dannebrog lagde til i Queqertarsuaq.

Det skete ved Kongebroen, som blev bygget i 1921 i anledning af et besøg, som dronningens bedstefar, kong Christian X, aflagde sammen med dronning Alexandrine.

Siden har også kong Frederik og dronning Ingrid besøgt byen, der ligger på Disko Øen ud for Grønlands Vestkyst.

Da Queqertarsuaq fyldte 200 år i 1973, blev broen udstyret med to store hvalkæber.

- Det er kæber af en grønlandshval, som vi fik lov til at fange dengang, fortæller tidligere museumsleder Karl Tobiassen til netavisen Sermitsiaq.ag.

Efter besøget i De Arktiske Haver blev Margrethe og Henrik beværtet med lokale specialiteter på en restaurant. Menuen omfattede bl.a. stegt mattak (hvalhud), hvalfrikadeller og krabbelagkage.

Herfra satte de kongelige gæster kurs mod Arktisk Station, hvor de blev modtaget af professor Bo Elberling fra Københavns Universitet.

Universitetet driver stedet som en feltstation med det formål at fremme arktisk forskning samt undervisning i bio- og georelaterede problemstillinger.

/ritzau/

Fredagens kongelige besøg på Disko Øen bød på piletræer fra Alaska, stegt hvalhud og arktisk forskning.

Offentliggjort Sidst opdateret