Jo tak, vi havde det fint

TEATER - "Har vi det ikke dejligt?" "Har vi det ikke herligt?" "Har vi det ikke vidunderligt?"

Det er Harry, der spørger i NørregadeTeatrets opførelse af Leif Panduro og Bent Christensens udødelige komedie "Harry og Kammertjeneren", som havde filmpremiere for 60 år siden i 1961.

Progressionen i Harrys begejstring følger helt fint det lokale teaters genopsætning af komedien. For efter en lidt fodslæbende start og en lidt gumpetung første akt accelererer løjerne straks fra starten af andet akt.

Så da Harry til slut spørger, om vi ikke har det vidunderligt, svarer publikum med stående applaus.

Hermed belønnes teaterdirektør Frank Rubæk og resten af teatrets personale for modet til at opføre "Harry og Kammertjeneren". For mod skal der til for at tage livtag med en af dansk films bedste folkekomedier nogensinde.

Resultatet kan enten blive en taknemmelig nostalgisk tak fra publikum. Eller det kan falde til jorden med et brag, fordi det samme publikum sidder og sammenligner sine oplevelser med filmen.

NørregadeTeatrets fremførelse havner et sted midt imellem.

Stykket blev i 1995 bearbejdet til scenen af Steen Springborg, med musik af Bent Fabricius-Bjerre og med sangtekster af Ida og Bent From. Og denne version er så yderligere blevet bearbejdet til NørregadeTeatret.

Det er udmærket, det er hyggeligt - men timingen må gerne blive en smule mere præcis.

Køber sig til omsorg

Historien er den, at Harry (Frank Rubæk) arver nogle penge, som han beslutter sig til at hyre en butler for. Harry håber ad den vej at få lidt mere omsorg, end hvad han er vant til. I forvejen har Harry vennerne Biskoppen (Flemming Krøll) og Fyrst Igor (Rasmus Krogsgaard), men den daglige opvartning vil han nu købe sig til.

Det bliver Fabricius (Jan Schou), der reflekterer på Harrys annonce, og fra det øjeblik, Fabricius træder ind ad døren, forvandles ikke alene Harrys tilværelse sig radikalt. Det gør også vennernes liv. Inklusive de skæve eksistenser på restaurant Dråben, hvor Trine (Pernille Schrøder) regerer.

I modsætning til i filmen har teateropførelsen fået Trine som gennemgående figur, der i sang kommenterer udviklingen i og omkring Harrys liv. Det gør Pernille Schrøder aldeles glimrende med sin flotte og tydelige sangstemme.

Hun er ikke den eneste, der gør det godt. Naturligvis er det umuligt at nå bare op på siden af Ebbe Rodes præstation fra filmen. Men efter en lidt tung start gør Jan Schou det faktisk rigtig godt.

Det bliver imidlertid Flemming Krøll, der stjæler billedet med sin præstation som Biskoppen, der konstant rabler citater af sig med mere eller mindre korrekt angivelse af ophavsmand. Morsomt er det, da Biskoppen citerer: "For livet er så kort, og det ku' hænde, man kom for sent til livets ende". Jean Paul Sartre, mener Fabricius. "Nej, Raquel Rastenni", replicerer Biskoppen.

Rasmus Krogsgaards Fyrst Igor er også fin. Men jeg synes, han er for pæn i det. Lidt mere flabet 50'er-københavner kunne rollen godt klare. For det er jo Københavns Vesterbro, der er taget en tur sydpå til Lolland. Så giv den bare en smule mere gas, det vil ikke skade forestillingen.