Sygeplejerske fra Falster var tæt på Gazakrigens ofre

- Bomberne faldt hver eneste dag. Og de ramte tæt på os. Det var anderledes end tidligere.

Astrid Opstrup har som udsendt sygeplejerske for organisationen Læger uden Grænser efterhånden haft mange barske oplevelser.

Men ved den seneste udstationering på seks uger i Gazastriben kom krigens rå virkelighed meget tæt på.

Artiklen fortsætter under videoen:

- Jeg har tidligere været udsendt til blandt andet Irak og Yemen. Begge steder var der krig - og vi kunne ofte se kampflyene over vores hoveder - men bomberne kunne vi ikke på samme måde høre falde, fortæller Astrid Opstrup og fortsætter:

- Det gjorde et voldsomt indtryk på mig, at det hele i Gazastriben foregik på et så lille areal. Bag en kæmpestor mur. Alle var presset sammen på næsten ingen plads - og der var ingen steder, lokalbefolkningen kunne flygte hen.

Gør en forskel

Astrid Opstrup og hendes kolleger i Læger uden Grænser stod midt i det hele på børneafdelingen på Nasser-hospitalet i byen Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben.

- Der var meget travlt og en stor overbelægning. Ofte stod vi uden sterilt gazebind til at forbinde børnene med, fordi vores forsyninger blev tilbageholdt ved grænsen. Det har jeg heller ikke oplevet på samme måde før - at vores medicin og udstyr ikke fik lov at slippe igennem som noget af det første. Så vi måtte bruge vores fantasi for at kompensere for de manglende forsyninger, fortæller 42-årige Astrid Opstrup.

I dag er hun tilbage i sin lejlighed på Vesterbro og på det faste job på Rigshospitalet. Men indtrykkene fra Gazastriben sidder stadig i hende. Ligesom fra mange af de andre udstationeringer i verdens brændpunkter.

- Jeg tager afsted, fordi jeg tror på, at det gør en forskel. I dag er udstationeringerne med Læger uden Grænser en del af mit arbejde - og på den måde har jeg opgaver at løse både ude og hjemme.

Havde udlængsel

Astrid Opstrup har rødder i Tingsted, hvor hende far i nogle år præst ved Tingsted Kirke. Og her tilbragte hun også sine første år og gik på den lokale skole, som siden blev lukket.

Hun nåede nåede også lige at gå et halvt års tid på Ejegodskolen i Nykøbing, inden familien flyttede til Maribo, da hendes far blev domprovst.

Gymnasietiden foregik i Maribo, hvorefter Astrid Opstrup flyttede et års tid til Paris som au-pair. Hjemme igen begyndte hun på teologi-studiet.

- Men efter et par år, valgte jeg at stoppe. Det blev lidt for teoretisk for mig. I stedet blev det så sygeplejerskestudiet, jeg kastede mig over.

Som færdiguddannet i 2008 blev hun fastansat på Rigshospitalet - og det har siden været hendes arbejdsplads på dansk grund.

Første gang, hun drog afsted som sygeplejerske, var i 2014. Destinationen var Den Centralafrikanske Republik, hvor Læger uden Grænser drev et felthospital i et område med internt fordrevne flygtninge, som særligt var plaget af malaria.

- Et par måneder efter stod jeg så i Sierra Leone, hvor der var udbrudt en ebola-epidemi i 2014. Alarmberedskabet var højt, og vi gjorde, hvad vi kunne, men dødeligheden var høj.

Hjemme efter de to første missioner gjorde Astrid Opstrup status.

- Allerede som ung havde jeg udlængsel, men uden helt at have en plan for det at rejse ud. Dog ville jeg gerne arbejde med noget, der også kunne bruges i udlandet. Og her faldt valget på sygeplejerske. Efter et par år som færdiguddannet hørte jeg om Læger uden Grænser via en kollega. Og det ene tog det andet. Jeg trivedes med det at være udsendt. Og havde mod på mere.

14 udstationeringer

Siden er det blevet til meget mere med samlet 14 udstationeringer i områder som DR Congo, Bangladesh, Etiopien, Yemen, Den Centralafrikanske Republik, Irak og senest Gaza.

Selvom indtrykkene fra verdens brændpunkter fylder meget for Astrid Opstrup, så er det hele tiden en balancegang, at det ikke bliver for meget.

- Jeg har mange mennesker omkring mig, som jeg taler med om mine oplevelser. Både kolleger og venner. Og så er jeg også åben omkring det i forhold til pressen og offentligheden. Selvfølgelig har Læger uden Grænser også en psykolog, som vi bruger efter udstationeringerne. Så alt i alt kan jeg rumme og håndtere de ofte barske indtryk fra rundt om i verden. Og jeg er klar til at tage af sted igen.