TIDLIGERE LANDSHOLDSSPILLER BLEV BETRAGTET SOM PROBLEMBARN

MARIBO: Mindet sidder der endnu og gør ondt. Nok kunne 10-årige Lars Meerson Rasmussen være lidt af en Emil fra Lønneberg, men denne dag var det ikke ham, der havde lavet balladen. Men han fik skylden. Frustrationen boblede, og klasseværelset blev raseret, med borde og stole som blev kastet rundt.

Da han sad grædende på knæene bagefter, og rakte sine arme op mod læreren, vender hun sig om og går væk.

- Jeg var desperat efter at blive hørt og forstået, men jeg blev betragtet som et problembarn.

Ingen opdagede at drengen havde et par diagnoser med i skoletasken, når han kom i den skole, som alligevel ikke var det sted, han holdt mest af at være. I stedet for fandt han sin styrke på boldbanerne ved Lyngby Stadion. Her boltrede han sig, og her var han den bedste.

Da Lars Meerson Rasmussen vekslede skoleskemaet ud med et kampprogrammer som professionel håndboldspiller fulgte frustrationerne med. På banen kunne han kritiseres, men ingen skulle blive personlig overfor ham, så kom vreden.

På randen af selvmord

Det skete i 2005, hvor han mistede sin elskede schæfer Rocky, der fik en blodprop. Da han mødte til træning næste dag, havde han allerede ringet og fortalt træneren, Velimir Kljaić, at hunden var død - men dagen stod på strafaktioner efter en tabt kamp.

Frustrationen boblede i kroppen på den danske håndboldspiller, og han bad trænerne om at tage hensyn på grund af tabet af hunden.

- Du kan slikke mig i røven. Det rager mig en skid, at din hund er død, svarede træneren, og så slog det klik for Lars Meerson Rasmussen, som måtte holdes tilbage af et par holdkammerater, for ikke at gå løs på træneren. Men hvorfor han reagerede så stærkt på uretfærdighed, og med ét kunne glemme konsekvenserne af sine handlinger forstod han ikke.

Personlige tragedier kommer i de følgende år ned i den rygsæk, som bliver tungere og tungere at bære, og som kun holdes oppe af succesen på håndboldbanen. I 2013 er det hele dog slut. Håndboldkarrieren er lagt på hylden, og den nu tidligere spiller sidder alene i en lejlighed i Jylland. Kontakten til håndboldverdenen er væk, og en mandag morgen i marts spørger han, hvad han egentlig har gang i. Ensomheden har taget over.

Han ender med at stå med en kniv presset mod sin egen hals, sekunder fra at tage sit eget liv, men får stoppet sig selv. Han nægter at tabe. Råbet om hjælp er der dog ingen, som hører. Som håndboldtræner får han dog indhold i sit arbejdsliv, men som menneske lurer katastrofen stadig under overfladen.

To år senere fik fire minutter afgørende betydning for resten af hans liv.

Jeg er da ikke gak-gak

På vej hjem med sin kæreste vil Lars Meerson Rasmussen dreje til den ene side, kæresten vil til den anden. Han følger dog kærestens indskydelse, men da turen viser sig at tage fire minutter længere tid, går han amok. Til sidst sidder han grædende hjemme i huset, og forstår ikke hvor vreden kommer fra. Kæresten giver ham et ultimatum - enten bliver han udredt, og ellers forlader hun ham. Hun har en søn med ADHD og autisme og kan sagtens se de samme tegn hos Lars Meerson Rasmussen.

- Men jeg er da ikke gak-gak, siger han, inden erkendelsen langsomt får fat. Nærmest som tændt af en hellig ild, er han klar til at blive udredt. For blot at blive sendt tilbage til start. Hos kommunen venter endnu et afslag.

- Jeg var klar til en aftale med en psykiater samme dag, men hos kommunen lød svaret, at der var tid om fire til seks måneder, forklarede Lars Meerson Rasmussen, da han torsdag aften gæstede Maribo Hallerne.

Her kæmpede han i sine yngre dage drabelige dueller med Søren Stryger og Anton Jensen, men denne aften fik en flok håndboldspillere lov til at træne ugeneret i hal1. I bordtennislokalet sad op mod 150 gæster og lyttede til den tidligere EM-guldvinder. Et foredrag fyldt med nerve, humor og stærke følelser. For den kamp som Lars Meerson Rasmussen har måtte kæmpe med sig selv, ofte på en helt usynlig bane, har nok en lykkelig slutning, men er også et opråb om et system, der svigter og gør børn ondt. Og voksne for den sags skyld.

Fik endelig sine diagnoser

Den lange ventetid hos det offentlige havde han råd til at drible uden om, og i stedet for fik han hjælp på et privathospital. For håndboldspilleren var det en nødvendighed, at der blev grebet ind øjeblikkeligt.

- På det tidspunkt var jeg kommet derud, hvor jeg følte ingen kunne styre mig. Det er der ingen, som skal opleve, forklarede han de mange tilhørere til foredraget, som var arrangeret af ADHD-foreningen for Lolland, Guldborgsund og Vordingborg samt Autisme Ungdom Storstrøm.

Psykiateren kunne med det samme se, at problembarnet Lars havde brug for at få styr på rygsækken. ADHD og autisme lød diagnoserne på, men gennem medicin er der kommet styr på temperamentet hos Lars Meerson Rasmussen.

I dag kæmper han ikke længere på håndboldbanen, men i stedet for vil han gøre en forskel for andre mennesker - ikke mindst dem, der ligesom ham selv, har råbt om hjælp men blot for at finde afvisning.

Psykiatrien skal styrkes

Den tidligere håndboldspiller havde taget en masse gode råd med til Maribo, som han flittigt delte ud af. Blandt andet skal man huske at få børn med diagnoser til at tale. De skal fortælle om både de gode og de dårlige dage, og ikke gemme følelserne væk i hemmelige kasser. Har man en diagnose, handler det også om at fokusere på al det man kan, og acceptere at der er andre ting, hvor der måske er behov for at få hjælp.

Vigtigst af alt, slog Lars Meerson Rasmussen fast, er det dog at få skabt politisk opmærksomhed om psykiatrien. Ventetiden er nemlig ikke blevet kortere på de syv år siden han fik sine diagnoser.

- Der skete noget for seks uger siden, som ikke burde ske. Det var som at få en hammer i ansigtet, sagde han, med henvisning til skyderiet i storcentret Fields i København.

- Hvis vi ikke får hjælp, når vi råber på det, så er det sådan en ting, som der kan ske til sidst. Det må vi ikke tillade.

Derfor er han klar til at finde lidt af problembarnet frem igen, for politikerne skal ikke bare lade stå til.

- Jeg jagter Christiansborg, og jeg viger ikke, før der beviseligt er sket en forbedring i forholdene omkring vores psykiatri, slog Lars Meerson Rasmussen fast.

I fremtiden skal en lærer ikke vende ryggen til et barn, der bare gerne vil ses og forstås. Var en 10-årig drengs fremstrakte arme blevet mødt med et kram, havde historien måske skulle skrives på en anden måde.