Nørre Alslev Bodega fejrer 40-års jubilæum med festlige aktiviteter
Nørre Alslev Bodega, et hyggeligt værtshus på Falster, markerer sit 40-års jubilæum med en række festlige arrangementer, herunder en pølsevogn og besøg af tidligere ejere.
Værtshuset, kendt for sin rolige atmosfære og stamkunder, tiltrækker også yngre gæster med populære quizz-aftener og billardturneringer.
Stemningen er ret hyggelig på Nørre Alslev Bodega sådan en mandag eftermiddag.
Rundt langs bardisken sidder en halv snes stamkunder med deres øl, og der lugter også af tobak.
Bodegaen er nemlig et brunt værtshus af den gammeldags slags, hvor man gerne må ryge.
De gamle kommer
Sådan har det været i de seneste 40 år, og nu skal det runde jubilæum markeres.
- Fredag kommer de tidligere ejere gennem de 40 år, og lørdag er der pølsevogn, øl og sodavand mellem klokken 14 og 17, fortæller Tom Pedersen.
Han overtog stedet for halvandet år siden og er dermed den seneste af syv ejere.
- Jeg er her mest om natten, fordi jeg arbejder som jord- og betonarbejder om dagen, fortæller han.
Til dagligt er det Henriette Nielsen, som sørger for at lange øl over baren og snakke med stamkunderne.
- Dem har vi 20-30 af, og derudover er der en del, som kikker ind af og til, fortæller de to.
Nul ballade
De betegner Nørre Alslev Bodega som et stille og roligt sted, hvor alle kan komme.
- Vi har ikke noget ballade her. Det kan højst ske, at vi må bede folk om at gå hjem, fordi de er blevet for fulde, fortæller de.
Tom Pedersen har dog også måttet give et par gæster karantæne, fordi de ikke kunne opføre sig ordentligt.
Masser af billard
Til gengæld prøver man med forskellige arrangementer at trække nye og især yngre kunder til.
- Blandt andet har vi haft 80'er-fest, og hver tredje måned er der quizz-aften. De er helt udsolgt hver gang, fortæller Tom Pedersen og Henriette Nielsen.
Bodegaen deltager også i de billardturneringer, som værtshuse arrangerer.
- Vi har tre hold med i divisionerne, men vi har kun et billardbord. Så de, der spiller for os, må komme og spille på forskellige aftener, siger Tom Pedersen.
Pisfester
Endelig har man på Nørre Alslev Bodega også såkaldte "pisfester".
- Det går ud på at drikke en masse øl. Den første, der går ud for at pisse, betaler næste omgang. Så der er nogen, der virkelig prøver at holde sig, griner Tom Pedersen.
Seneste artikler
River bygning ned og bygger nyt på nabogrunden
Anne mødte Marielysts store idémager i et fly fyldt med guldfisk
Borger opdagede røg i køkkenet og slog alarm, men ikke til 1-1-2
Kommunen har købt to toiletbygninger, men må kun sætte én op med det samme
Drømmer om 400 jobs i datacenter: Aner ikke, hvad tallet bygger på
Mest læste artikler
Valsemøllen bremser Operation X-program om Danish Agro
Milliardær køber for millioner på Fejø: Her er årsagen
Kendt fra 'Det brune punktum': Køber hus på Falster
Kvinde kørt på sygehuset efter ulykke
Syv anholdt i stor narkoaktion på Lolland