Med navnene Kristian (til venstre) og Patrick Larsen lyder brødrene som pære danske. Men det er de ikke og afstanden fra deres hjem til boldbanerne på Midtlolland er noget længere end de fleste. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Fra det store æble til Lollands fede muld
Kristian og Patrick er blevet for gamle til at være elever på fodboldskole. Nu er de i stedet trænere.
Patrick og Kristian Larsen er født og opvokset i den amerikanske storby New York. Deres far Claus stammer fra Holeby og når familien har været på sommerferie i Danmark, har brødrene været på DBUs fodboldskole i Maribo. Nu er de avanceret til at være trænere på fodboldskolen.
Brødrene Patrick og Kristian Larsen har mange gange været på DBUs fodboldskole i Maribo. Men nu er rollerne byttet om.
De er faldet for aldersgrænsen og nu er de i stedet trænere for fodboldskolens 88 børn.
- Vi elsker at træne børn og det er en god måde at være i forbindelse med lokalområdet, siger 19-årige Patrick Larsen.
Far Claus
Tvillingernes navne lyder umiddelbart danske, men de er født og opvokset i den amerikanske storby New York. Men halvdelen af deres rødder står solidt i den fede lollandske muld. Deres far Claus stammer fra Holeby og når familien hvert andet år har været på sommerferie på Lolland, har Patrick og Kristian været på fodboldskole i Maribo.
Annonce
Deres oplevelse er, at forskellen på dansk og amerikansk fodboldtræning er, at i USA går man mere op i at fysisk hård træning, mens danskerne har fokus på samvær og teknik.
Spejler hinanden
DBUs fodboldskole:
Dansk Bold Union har afviklet Fodboldskole siden 1993.
I Maribo har der været flere end 100 tilmeldte, men i år er der 88 børn, der deltager. Forklaringen er, at årgangene er mindre og mindre.
I 2024 var der i hele landet 24.614 spillere og flere end 3.000 trænere.
- Har du en amerikansk dollar? Jeg har nemlig aldrig set en dollar.
Sådan lød et af spørgsmålene, da Patrick Larsen mødte op til DBUs fodboldskole i Maribo. Spørgsmålene fra børnene handler også om præsidenterne Trump og Putin.
DBUs fodboldskole i Maribo har fået to ekstra trænere. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
Mange af børnene taler ualmindelig godt engelsk, og det er noget, der passer de amerikanske trænere ganske godt. De taler og forstår en smule dansk, men foretrækker at kommunikere på engelsk.
Tvillingerne er ikke en-æggede. Men de spejler hinanden næsten til perfektion. Patrick er en smule højere end sin bror, men ellers er det nemt at forveksle dem.
Jeg elsker landsbystemningen, hvor alle kender alle. Det er fjernt fra New York, hvor man risikere at blive råbt ad, hvis man gå for tæt på nogen på fortovet.
Patrick Larsen, fodboldtræner
Måske forestiller man sig, at tvillingerne har brugt deres udseende til at få fordele på fodboldbanen, når dommeren ikke kunne kende forskel på Kristian og Patrick. Men for Patrick var det ikke en fordel, da han fik det gule kort, som dommeren egentlig skulle give til brormand.
Skrækkeligt
Kristian (til vestre) og hans bror Patrick Larsen oplever, at fodboldtræning i Danmark handler om samvær og fokus på teknik. I USA gælder det om fysisk styrke. Foto: Anna C. MøhlAnna C. Møhl
De har da også andet end næsten ens dna til fælles. Patrick Larsens favoritklub er Liverpool. Hans bror er mere til rivalerne fra Manchester United. Men deres store fodbold-idol er den nu klubløse Christian Eriksen. De var samlet med en flok danskere og så kampen, da Christian Eriksen i Danmarks første kamp i EM-slutrunden i 2021 faldt om med hjertestop. Brødrene husker det, som var det i går.
- Det var helt skrækkeligt, men jeg er glad for, at han fik indopereret en hjertestarter, så han kunne genoptage sin elitekarriere, siger Kristian Jensen.
Annonce
Hus i Nysted
Familien Larsen er på syv ugers sommerferie i Danmark. Far Claus arbejder i shippingbranchen og er på kontoret i Gentofte. Men ellers holder familien til i Nysted, hvor de for nylig købte et hus.
De nyder at besøge Holeby for som Kristian Larsen siger:
- Jeg elsker landsbystemningen, hvor alle kender alle. Det er fjernt fra New York, hvor man risikerer at blive råbt ad, hvis man gå for tæt på nogen på fortovet, siger Patrick Larsen.