Guldborgsund

Formand Jannie Edelberg Nielsen står klar til at aflive myter om Nykøbing Falster Garden. Foto: Michael Patrick Larsen

Fra tamburmajor til trampolin: Foreningerne indtager bymidten

Lørdag fylder mere end 60 foreninger fra Guldborgsund Kommune det centrale Nykøbing for at gøre den bedste reklame for netop deres forening.

Offentliggjort Sidst opdateret

En bold her. Et instrument der. 

Det beskriver en lillebitte smule af alt det, folk lørdag kan opleve i det centrale Nykøbing.

Den årlige "Foreningernes Dag" med deltagelse af mere end 60 lokale foreninger fra Guldborgsund Kommune er samlet for at give et lille indblik i, hvorfor netop deres forening er værd at kigge nærmere på.

I Hollands Gaard kan man hilse på ponyer. Foto: Michael Patrick Larsen

Fra starten af gågaden og hele vejen forbi Lilletorv og om til Hollands Gaard og Torvet er der fyldt med farverige stande.

Afliver myte

Lige ved Lilletorv står blandt andet Nykøbing Falster Garden i deres stiveste puds.

Her fortæller Jannie Edelberg Nielsen, formand for garden, at foreningen er på gaden i jagten på nye folk.

Lungeforeningen havde arrangeret fællessang på Torvet. Foto: Michael Patrick Larsen

- Vi søger nye medlemmer, som har lyst til at være en del af et musikalsk fællesskab med et rigtig godt sammenhold. Man har glæden ved både at spille musik sammen, og så får man mulighed for at være sammen med nogen, der ikke nødvendigvis er på ens egen alder, og det lærer man rigtig meget af, forklarer.

Netop det med aldersspredningen er noget, der ofte overrasker folk.

- Før i tiden bestod Nykøbing Falster Garden af børn og unge, men i dag er halvdelen faktisk voksne. Så der er en myte om, at man skal være barn eller ung for at gå i garden, og det er overhovedet ikke rigtigt. Vi søger folk i alle aldersgrupper, og vi søger både folk, der kan spille og også nogen, der aldrig har prøvet at spille før. 

Hun slår på tromme for, at alle kan være med - bare man har lysten til at hygge sig med musik.

- Vi møder fordommen, at hvis man ikke spiller et instrument, kan det være svært at starte. Men man får jo undervisning i garden, og man får lov at låne et instrument. Så det er bare at kaste sig ud i det, siger Jannie Edelberg Nielsen.

Mere end en trampolin

Hvis man hopper videre ned mod syd ad Jernbanegade, møder man pludselig en masse trampolingale personer.

Talentfulde gymnaster fra TSG går på spektakulær vis gennem Østergågade. Foto: Michael Patrick Larsen

Med sambarytmer bragende ud af højtalerne gør Jump Team Falster her sit for at få folk i folden.

- Vi er med for at vise vores forening frem og vise, hvad sporten kan. Det er bare en fed sport, siger formand Allan Borgstrøm.

Selvom det kan virke ensomt at stå på hver sin trampolin, forsikrer formanden, at også fællesskabet fylder meget i jumping fitness.

Allan Borgstrøm er formand i Jump Team Falster. Foto: Michael Patrick Larsen

- Fællesskabet i foreningen er i top. Man står selvfølgelig på sin egen trampolin, men folk snakker sammen, konkurrerer lidt indbyrdes og tager sammen ud til forskellige events, siger han og fortsætter:

- For os handler det om at få alle med - uanset fysik og form, om man er ny, gammel eller ung. Man skal prøve det både for fællesskabet og for at gøre noget godt for sig selv og sin krop. Mange bliver overraskede over, hvor godt de har det bagefter. Det er godt at holde kroppen i gang, og man har det rigtig fedt imens, lyder opfordringen fra Allan Borgstrøm.

Foreningernes Dag varer til klokken 14.30.

Jump Team Falster gav den gas i Jernbanegade. Foto: Michael Patrick Larsen
Der var fyldt med telte og stande i byen. Foto: Michael Patrick Larsen