- Vi var bange, bange for at de ville skyde

- Jeg er født i 1929 og boede ved Vejleby Skov, nær Christiansæde sammen med mine forældre, to brødre, mormor og morfar på en mindre landejendom. Jeg var knapt 10 år den 9. april. Efter en lang og streng vinter var min far ved at få drænet en mark af sin jord. Der gik folk og var ved at grave grøfter med deres dræningsspader. Vi var flere børn, som gik og så på, hvad de lavede, men så ved 9-tiden om formiddagen kom der flyvemaskiner fra syd og fløj lavt hen over os og fortsatte nordpå over Christiansæde-skoven.

- Hvor mange der var, fik vi ikke talt, jeg tror vi alle løb ind i huset, både voksne og børn. Vi var bange, bange for at de ville skyde, de kom jo fra Tyskland, hvor der var krig, det vidste alle jo godt.

- Far tændte for radioen, og så fortalte de, at tyskerne havde besat Danmark, men at vi skulle tage det med ro. Herude på landet så vi ikke ret meget til soldaterne, måske når vi kom til Maribo eller en anden by, men vi skulle jo mørklægge, og hvis vi ville ud at gå eller cykle om aftenen, måtte vi næsten ikke have noget lys på, vi blev hellere hjemme.

- Vi børn gik i skole om dagen, det var i Vejleby. Vores lærer var Wested, som var en god fortæller, og når vi havde middagspause, vidste vi, at han havde hørt radioavisen. Så skete det, at der var en der spurgte, hvordan det gik med krigen i Tyskland.

- Han trak landkortet ned, og hvis der var fortalt noget i radioen, fortalte han om det og viste os på kortet, hvor hæren befandt sig, måske slogedes de med russerne eller de engelske soldater.
Han holdt bestemt ikke med tyskerne, det var vi børn jo godt klar over. Nogle gange kunne vi høre, når englænderne bombede de nordtyske byer.

- Jeg kan huske en dejlig forårsdag, hvor der havde været bombet om natten, og så i løbet af dagen var det som om, at der trak sorte skyer op for solen, men det var ikke torden eller regn, det var røgskyer fra en stor by, der brændte i Nordtyskland. Som sagt så vi ikke meget til tyske soldater, indtil en dag, da fiskemanden havde været der, og mor fik købt en stor portion sild, som hun stod og var ved at stege på komfuret. Vi var tre voksne og tre børn, der skulle have mad, og jeg stod ved køkkenbordet og hakkede persille til sovsen, da jeg pludselig så to tyske soldater cykle ind på vores gårdsplads og stå og kigge sig omkring.

- Jeg råbte "mor se derude". Hun svarede "hent far, han arbejder ude bag ved stalden".

- Selv om han ikke kunne tysk, forstod han, at de ville have middagsmad. De blev budt ind og satte deres hjelme, overtøj og gevær i entreen, der blev dækket til tre i stuen, far spiste sammen med dem, vi andre i køkkenet.

- Jeg tror, at det var en gang i maj 1942, så de fik altså stegt sild og rødgrød. Dagens ret.
Om de betalte noget for det, kan jeg ikke huske, men de sagde tak og var meget høflige.
De var sikkert ganske almindelige mennesker som os selv og ville hellere været blevet hjemme og eventuelt gået og passet deres landbrug med dyr og jord.

- Men i Jylland havde de indkvartering af soldater. I 1924 var min far kommet til Lolland som roekarl, så vi havde meget familie derovre.

- Historien fik vi efter krigen - det var hos min faster Jutte og hendes mand Christian i Elsborg, deres to børn Knud på 13 år og Else på 11 år - og det var vist i 1944, tror jeg. Hvordan det gik til, husker jeg ikke, men de fik altså to tyske soldater til at bo hos sig. Den ene var en mand på cirka 55 år, og den anden var en dreng på cirka 16 år. Min onkel Christian kunne godt tale lidt tysk, så han fik at vide, at manden havde en kone og børn derhjemme, var ikke nazist og hadede Hitler.Det var der også andre tyskere, der gjorde, men drengen og Knud blev helt gode venner og spillede fodbold og anden leg i deres have. Men så en dag kom der bud, at nu skulle de sendes til fronten igen.

- Og især Knud blev så ked at det, græd og sagde, at nu skal de i krig igen og måske skydes, ingen kunne jo love ham andet, måske skete det - de hørte aldrig fra dem igen. Også frihedskæmperne blev jo skudt. Ved Ryde Station i Christiansæde-skoven var sat en godsvogn til tyskerne, men det var en fejl, for den skulle have været til Ry i Jylland.

- Så mens der blev ventet på, at den blev sendt derop, prøvede nogle unge mænd, om de kunne sprænge den i luften, men de tyske vagter var vågne og skød efter dem, så selv om de kunne løbe ind i skoven, blev en af dem ramt og faldt død om i skovkanten.

- Efter krigen blev der rejst en mindesten på stedet, hvor han faldt, og mange år efter lagde man blomster på stedet.

- Om stenen er der nu, ved jeg ikke.