Forkølelsen har stadig et godt tag i Peter Carney, da han svinger benene ud af sengen 15. april 1989.
Udenfor viser England sig fra sin mest forførende side. Selv om det er midt på foråret stråler solen ned over Liverpool, og det kan kun tages som et godt tegn. I den smukke forårssol kan han ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at han skal kæmpe for sit liv med det yderste af neglene få timer ude i fremtiden.
Sammen med tre kammerater har Peter planlagt en tur til Sheffield. Det er nemlig ikke en helt almindelig lørdag. Som mange andre i den engelske havneby er Peter stor fan af fodboldholdet Liverpool FC, og denne dag skal holdet spille semifinalen i årets F.A. Cup.
Præcis som året før er det mod Nottingham Forest. Liverpool-tilhængerne er igen tildelt de færreste billetter på den neutrale bane Hillsborough på trods af, at holdet uden sidestykke er Englands største.
Store forsinkelser
Egentlig er det Peters opgave at køre bilen med tre af sine kammerater til Sheffield.
Men med forkølelsen rasende i kroppen er det en redning på målstregen, da telefonen ringer, og en kammerat fra et lille lokalt fodboldhold tilbyder at køre dem alle. Mick, som han hedder, vil selv tage bilen, men mener, det er spild at køre alene.
Lidt efter klokken 11, næsten fire timer før kampen starter, begynder de fem venner på den godt 110 kilometer lange tur.
At de kører hjemmefra i så god tid, redder dem fra at komme i sidste øjeblik. Turen er nemlig fyldt med vejarbejde, der giver dem store forsinkelser. Kun den erfarne chauffør sikrer, at de er fremme i Sheffield halvanden time før kampstart.
Hellere mælk end øl
Nu handler det så om at få slået tiden ihjel frem til første fløjt. Timerne går med at vandre rundt i området omkring Hillsborough og nyde den ualmindeligt smukke solskinsdag, hvor himlen er så blå som vandet i Merseyfloden i Liverpool.
En sælger falder i øjnene på Peter. Han går rundt med en grå rygsæk og sælger solbriller for et pund stykket - og det er kun midt i april.
Selv om flere pubber har åbent, kan det ikke tiltrække de fem kammerater. Det eneste Peter har købt, siden han forlod sit hjem i Liverpool, og til livet næsten bliver klemt ud af ham, er en Mars-bar og en halv liter mælk. Det køber han i en kiosk på hjørnet af Leppings Lane, vejen der fører ind til den del af Hillsborough, han skal stå på.
Lidt over en halv time før kampen skal begynde, stiller de fem kammerater fra Liverpool sig op i køen for at komme ind på stadion. Med godt otte minutter tilbage, før dommeren fløjter kampen i gang, passerer de gennem tælleapparaterne og ind på Hillsborough.
Strømmen af mennesker fører dem direkte ned i en tunnel, der vil få dem op i de to sektioner på tribunen bag mål. Der er ikke skyggen af betjente indenfor tælleapparaterne, og heller ikke andre viser vej. Så de fem fra Liverpool følger bare mængden.
I tunnelen møder Peter en anden kammerat, Tommy, som er på vej ud. Det viser sig, at han lige er blevet far til en lille dreng, og vennerne lykønsker ham.
Det er ikke mange dage siden, at Peter og hans kone Tina fandt ud af, at de også skal være forældre. Faktisk falder det hele på plads i de dage for Peter, der fylder 30 år 1. maj.
De første skridt ned i tunnelen går godt. Presset af mennesker virker ikke så slemt, som det var udenfor porten, hvor folk i tusindvis var klumpet sammen for at komme ind, og hele situationen var på kanten af panik.
Kaos i tunnelen
Peter strækker sig og kan se en smule af grønsværen. Endelig er de fremme ved målet. Nærmest samtidig føler han, at han får et voldsomt skub fremad.
Den første tanke er, at politiet har åbnet porten ude foran, og folk nu strømmer ind. Først mange år senere går det op for ham, at det er gulvet i tunnelen, der falder så kraftigt, at tilskuerne presses frem langt hurtigere, end de selv ønsker det.
Bag ham kommer hundrede, måske tusinder, af fans ned i tunnelen. Peter presses og skubbes rundt så kraftigt, at han på et tidspunkt bliver drejet en halv omgang.
Han kan se ud af stadion, mens han går baglæns midt i menneskemængden. Helt ude af stand til selv at gøre noget må Peter bare følge flodbølgen af mennesker.
- Jeg ved, hvor døren i gitteret er, råber Mick til ham.
- Den er i det forreste højre hjørne af sektionen. Hvis det bliver rigtig slemt, skal du huske, at døren er dernede. Den kan få dig ud fra tribunen.
Inde på stadion begynder Peter at skubbe for at få en mulighed for at se banen. Men det er næsten umuligt, da den store menneskemasse bevæger sig som en metronom fra side til side. For Peter handler det lige så meget om at få styr på sin krop som ikke at gå i panik i det store virvar.
Han bevæger sig langsomt ned ad tribunen, og er nu midt mellem tunnelen og det store gitter, der skal forhindre fansene i at storme ind på banen.
Pludselig fornemmer han en masse kroppe, der ligger foran ham, og han indser, at nogle må være faldet. Det mest sikre er at komme væk derfra og over til en af de bølgebrydere, der skal sikre, at folk ikke bliver mast. Men det er næsten umuligt. Han sejler bare rundt med mængden.
Ignoreret af politiet
Havde Peter vidst, at folkene foran ham faldt, fordi presset fra de tusindvis af mennesker havde fået en bølgebryder til at brække, var han måske søgt væk fra tribunen.
Det eneste han kan se er, at nogle ligger uden at bevæge sig. Et kort blik på dét, er nok til at få ham til at kæmpe sig frem mod en bølgebryder. Han ved, den er til venstre for ham og et par skridt nede af tribunen.
Da han kommer frem stiller han sig foran den, og får bag sin ryg grebet fast om metalstangen. Presset er stadig enormt, men Peter er glad for at være i sikkerhed. Rundt om ham er der folk, der synger slagsange, men det meste drukner i råb og skrig fra et hav af desperate mennesker.
Råbene er især rettet mod de mange betjente foran gitteret ind til banen. Men de, der står langt oppe på tribunen, skriger bare ud i luften. Skrig, der er desperate råb om hjælp, fra en langsom død.
Peter kigger ned. Få meter fra ham går en betjent roligt frem og tilbage foran tribunen.
- Folk er ved at dø herinde. Vi har brug for hjælp, råber han ned mod betjenten.
Men manden i den sorte uniform værdiger ham ikke et blik. Peter fortsætter sine desperate råb fire gange men giver så op.
Armene er nu blevet låst ned langs hans krop, og det bliver en kamp for at holde sig oprejst i den store tumult, samtidig med at al den luft, der er at fange, bliver hevet ned i lungerne.
Ved siden af Peter står en mand i en lyserød trøje.
- Det var dog en usædvanlig farve til en trøje, tænker Peter, og bemærker så forskellen til ansigtet.
Huden er helt grå. De to farver står i en skarp kontrast. Mandens blik stirrer tomt ud i luften. Peter er klar over, at han må være i store problemer. Så går det op for ham, at problemerne for længst er overstået. Manden i den lyserøde trøje er død. De står bare så tæt, at han ikke kan falde om.
Langsom kvælning
Peter kæmper mere og mere for at få luft. Han snapper efter vejret og er sikker på, at lungerne bliver godt fyldt hver gang. I virkeligheden er han langsomt ved at blive kvalt.
Skrigene omkring ham er nu blevet så desperate, at han vælger at lukke af. Han kan ikke holde ud at høre folk skrige for livet.
I stedet søger han hele tiden efter mere luft, men han kan ikke længere bruge sine arme, og følelsen i underkroppen er forsvundet.
Han ser sig selv som en guldfisk i en bowle med vand uden ilt. Liggende i vandoverfladen forsøger han at suge luft til sig.
Inde på banen er kampen fløjtet i gang. Peter forsøger at koncentrere sig om kampen, og følger Gary Ablett løbe langs den ene linje. Derefter kigger han ned mod den fjerneste ende af Hillsborough.
Kun ved hele tiden at se nye steder hen kan Peter være sikker på, at han stadig er ved bevidsthed. Han vil ikke høre på de forfærdelige skrig.
Skyerne bliver til tunnel
Øjnene flytter sig hele tiden. Den ene tribune, ned på banen, den anden tribune, og forfra.
I sin kamp for at få vejret føler Peter, at hans hoved glider mere og mere bagover. Pludselig er det tribunens loft, han ser, og ikke grønsværen. Han kan se de hvide skyer på himlen, og bakkerne ude bag tribunen. Den sidste luft forsvinder langsomt fra lungerne.
På himlen ser Peter skyerne forvandle sig til en kæmpe tunnel, der svæver ned mod ham. Han er sikker på, at han er død. Kroppen forsvinder ind i tunnelen, og på et tidspunkt vender han sig rundt.
Nede på tribunen kan han se sin egen krop midt i en kreds af mennesker.
- Hvad nu med Tina og vores ufødte barn, tænker han.
Vejrtrækningen stopper, og Peter falder om på tribunen. Der glider han ind under bølgebryderen. Alt bliver sort.
Vågner i en ligpose
Det næste Peter mærker er en masse hænder over alt på kroppen. Uden for bevidsthed er han ved at blive båret væk fra tribunen, løftet af en masse Liverpool-fans.
Så trænger larmen ind i hovedet på ham. Stemmer og skrig brager ind som et ekko, og Peter kan regne ud, at han må ligge i den tunnel, han kom ind ad. Så besvimer han igen.
Næste gang han vågner, ligger han på siden ude bag ved tribunen. Politiet må have opgivet ham, for han ligger mellem de døde, og i en åben ligpose. Mick kommer ud fra tunnelen, og ser straks sin ven ligge blandt ligene. Han forsøger at komme ind til ham. En betjent stopper ham.
- Der er intet du kan gøre for ham, siger han.
- Jamen, det er min kammerat, lyder det panisk fra Mick, der alligevel fortsætter. Da han kommer forbi betjenten, lægger han en arm på skulderen af Peter, bøjer sig ned og kigger på ham.
Smerterne vælter ind over Peter. Samtidig overvælder den seneste times oplevelser ham. Han blinker med øjnene, og lettelsen over at være i live gør, at han begynder at græde.
Mens kroppen og sanserne langsomt kommer til live, ligger Peter og kigger over på en murstensmur. Fornemmelsen for tid er væk. Måske tager det fem minutter, måske 20.
En tyk mand ligger ved muren. Hans jakke står åben, og t-shirten er trukket op over den store mave.
- Han er nok fuld, tænker Peter, inden det går op for ham, at manden er en af de 95, der den dag gik til en fodboldkamp og kom hjem i en kiste.
På hospitalet bliver det konstateret, at Peter har et alvorligt chok og et galopperende blodtryk, men ellers er han sluppet helskindet gennem tumulterne. Brystet gør stadig ondt, men han beslutter mod lægernes vilje at tage hjem.
Gemt bag en mur
I dagene efter vil tanken om, hvor tæt han var på døden, ikke forlade ham. Hvor anderledes verden ville have set ud, hvis han var en af dem, der aldrig vendte hjem fra Hillsborough.
Alligevel er alt anderledes. Det sted han fandt mest sikkert, havde nær kostet ham livet. Men fodbolden vil han ikke droppe.
- Hvis spillerne kan gå på banen, så skal der også være nogle til at støtte dem, siger han til sig selv.
Til den første hjemmekamp efter Hillsborough kommer alt tilbage. På vej ind på stadion bliver han ramt af et angstanfald og kan slet ikke gå op på tribunen.
Han står uden for og kigger ind bag en mur, da John Aldridge på et straffespark sikrer Liverpool FC en sejr på 1-0.
Over Nottingham Forest.
Palle Nevad Frandsen
