EU's advarselslamper blinker for Spanien og Slovenien

Der er så alvorlig slagside i økonomien i Spanien og Slovenien, at de to lande onsdag får ekstra løftede pegefingre i EU-Kommissionens gennemgang af de i alt 13 EU-lande, der sidste år blev sat i EU's særlige obs-klasse for lande med makroøkonomiske ubalancer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens 11 lande - deriblandt Danmark - får besked om, at der stadig bliver holdt særligt øje med dem, er den mere alvorlige besked til Spanien og Slovenien, at ubalancen i deres økonomi er "uforholdsmæssigt stor".

I Spanien mener EU-Kommissionen, at "de meget høje niveauer for den hjemlige og den eksterne gæld udgør en alvorlig fare for vækst og finanspolitisk stabilitet".

Og selv om kommissionen konstaterer, at den spanske regering er ved at justere sin økonomiske politik, er problemerne stadig så enorme, at der er brug for "fortsat markante politiske indgreb".

For Sloveniens vedkommende konstaterer kommissionen, at der er alvorlig fare for landets økonomiske stabilitet, især på grund af erhvervslivets høje gæld og fordi den høje andel af statsejede virksomheder gør den offentlige økonomi ekstra sårbar.

EU's økonomikommissær, Olli Rehn, siger i en pressemeddelelse, at både medlemslandene og EU i fællesskab allerede er ved at rette op på mange af ubalancerne. Men også at der stadig forestår betydelige udfordringer.

- Det vil stadig tage tid at få afviklet de ubalancer, der i årtiet forud for krisen fik lov til at vokse ukontrolleret, og som fortsætter med at trække veksler på vores økonomier, siger Rehn.

De fire eurolande Irland, Portugal, Grækenland og Cypern, der allerede har fået økonomiske hjælpepakker for at kunne kæmpe sig ud af krisen, er i særkategori og er derfor ikke med i oversigten over lande med økonomiske ubalancer.

De i alt 13 lande med ubalance i økonomien er - ud over de værst ramte Spanien og Slovenien - Belgien, Bulgarien, Danmark, Frankrig, Italien, Ungarn, Malta, Holland, Finland, Sverige og Storbritannien.

Kommissionens rapport om makroøkonomiske ubalancer indgår i det såkaldte europæiske semester, der er en ny årlig overvågning og korrektionsmekanisme for EU-landenes økonomier.

Det er nu meningen, at landene skal indarbejde konklusionerne i deres nationale reformprogrammer. 29. maj følger kommissionen op med konkrete anbefalinger til landene.

/ritzau/