Det er fand?me en god historie

»Jeg fik de første hundrede kroner for at spille til en høstfest på Haverslev fodboldplads og der var Blicher med på banjo, Posten, Otto og så skomageren på bas det var den samme tid hvor Armstrong tog et skridt for menneskeheden ned på månen fra Apollo 9 med udsigt til en grøn oase og en opfyldt profeti Kærligheden der hvor du og jeg vi kommer fra Kærligheden det er det eneste vi har«  
 
Denne disede vinteraften er der ingen høstfest på Nykøbing F. Teater. Derimod en fest for fortællingerne og sangene, der følger. Og storytelleren og sangeren er Lars Lilholt. Ene mand i projektørernes lys. men med et stort selskab i den gamle teatersal.
- Jeg har været til rigtig mange koncerter i mit liv - også stående nede blandt publikum. Men der er kun ganske få, som virkelig har brændt sig fast på nethinden. Den ene var med Bob Dylan for mange år siden. Den aften gik alting op i en højere enhed. Men den bedste koncert var nok med Dolly Parton for nogle år siden på Horsens Teater. Ikke fordi hun bibringer musikken noget meget originalt, men fordi hendes sange fortæller nogle fantastisk gode historier i deres enkelthed. Det har jeg stor respekt for. Og jeg har prøvet at gøre hende kunsten efter i nogle af mine sange. Måske allermest i nummeret Onkel Christian. Jeg ved godt, at omkvædet fra det nummer i dag bruges til sportskampe og den slags - og på den måde lever sangen helt sit eget liv - men for mig er det stadig en god fortælling om en mand, der blev sær, fordi han ikke kunne få den, han elskede allermest. Det er fand'me da en god historie...
 
Lars Lilholt fortæller. Meget mere end han nogen sinde gør en sommeraften på en græsmark fyldt med et tusindtalligt publikum. Denne aften i den gamle teatersal er han anderledes. Og han fortæller.
 
- Onkel Christian boede i Nørresundby og arbejdede i et firma, der handlede med korn- og foderstof. En dag forelskede han sig i direktørens Ruth, men det kunne ikke gå, så han sagde op og blev sær. Og vi børn synes egentlig, at han var meget finurlig, selv om han levede et eneboerliv og holdt sig for sig selv. Da jeg skrev sangen om Onkel Christian blev der en farlig ballade i min familie, fordi han - selv om han var en særling - pludselig blev den næstmest berømte person i vores familie. Næst efter mig...
 
»Dengang Christian var død fandt man penge i en dåse med en yndig pige udenpå hun var næsten skallet af men der var 20.000,- i som man ikke overså. Og Ruth med det lange røde hår lå på Nr. Sundby kirkegård og Lloyden var endt i Åbybro hos en hugger sådan går det, sådan går det jo Og han lod sig blive sær Onkel Christian lod vær' med at elske mere I sit liv blev en kagedåsemand lagde aldrig mer fra land Onkel Christian«
 
Lars Lilholt smiler det smil, som trænger ud over scenekanten, når han står alene, og det hele er afdæmpet, morsomt og dybsindigt. Historiefortælleren fornægter sig heller ikke i nummeret om Hvidsten Kro, om modstandsfolk under krigen, tysk støvletramp og en fællesgrav ved landevejen 100 meter nord for den sagnomspundne kro ved Mariager, hvor "Gudrun bagte æggekage, mens hun stod og sang..."
 
Det gjorde et stort indtryk på historiefortælleren som knægt, og som voksen vendte han tilbage for at fortælle familien Fiils historie.
 
Om hvordan hele familien samlede de våben, som allierede kastede ned i faldskærme, gemte dem og fordelte dem til modstandsfolk i området. Men familien blev stukket til nazisterne, og de blev alle henrettet i Ryvangen.
 
- Det var meget vigtigt for mig ikke at trampe rundt i familien Fiils følelser. Men heldigvis blev jeg lukket ind i familiens historie og slægtens yngste, Gerda, fulgte mig rundt til alle de steder i området ved kroen, hvor Hvidsten-gruppen havde været under krigen. Det gav et helt særligt indblik i den families fantastiske og meget barske historie. Det tog tre måneder at skrive sangen og heldigvis blev den godt modtaget af familiens efterkommere. Alligevel havde jeg dog ikke regnet med, at jeg mange år senere skulle stå og spille den for regering og kongehus under en koncert i det kongelige teater.
 
»En morgen midt i marts blev kroen forvandlet til et håb der var støvletramp i gården, motorstøj og tysk kommandoråb Gudrun stod i køkkenet, det bankede på den lave dør »Heil Hitler! Hände hoch!« og Gudrun hvisked' "Åh Gud nej nu er det lige før" men Marius han gryntede den gamle fatalist: »Det går jo nok og Gudrun, lad nu vær' at vær' så trist« men hun gøs for der var en hæslig lyd af en stikker der lo over Hvidsten Kro«
 
Ligesom Lars Lilholt magter at skifte fra sommerens storladne koncert-karavanne til solo-koncerterns mere spartanske univers, forstår han på scenen at skifte fra alvor til sjov.
 
Fra beretningen om Hvidsten-gruppen til anekdoten om dengang hans unger krævede at få en ny hund.
 
- Jeg var ikke vild med tanken om den hund. Men efter en aften, hvor jeg havde spillet med Allan Olsen og Johnny Madsen i Frederikshavn, sad jeg som passager i bilen med ondt i hovedet. Og så erklærede min hustru, som førte bilen, pludselig, at hun var enig med ungerne i, at nu skulle vi have hund. Så et par dage senere kørte vi, jeg og ungerne, til Sjælland for at hente en hundehvalp. På vej tilbage mod Jylland kastede hvalpen selvfølgelig op i bilen, og jeg vendte mig om mod ungerne og snerrede "der kan I se, hvad der kommer ud af at have en hund, den hyler om natten, skider i entreen og kaster op i bilen". Hvorefter min søn kiggede på mig og sagde, det er jo ligesom dig far, når du har spillet med Allan Olsen og Johnny Madsen... Og så snart grinet har lagt sagt i salen er historiefortælleren tilbage i den alvorlige rolle - denne gang med en hyldest til DRs tv-serie Sommer, der blandt andet satte fokus på sygdommene demens og Alzheimer. Noget som Lilholt-familien i mange år har haft tæt inde på livet.
 
- Vi talte bare aldrig om det, ikke før at tabuet blev brudt i tv-serien, hvor man ser Jesper Langberg i rollen som lægen, der får Alzheimer. Min egen mor har haft det i større og mindre grad i flere år. Jeg husker tydeligt en gang, hvor hun havde en dårlig periode, og jeg besluttede at overnatte hos hende for at hjælpe hende. Vi sov i samme rum, og da vi vågnede om morgenen kunne hun ikke genkende mig, men troede, at jeg var min egen far - bare en del år yngre. Midt i alvoren brød hun alligevel den mørke side ved at bekendtgøre, at det var dejligt med en ung mand i sengen... Hun er ikke altid nem at komme i kontakt med, men hun er aldrig mere end én tanke væk.
 
»Jeg spør dig ofte når jeg ikke er klar spørgsmål rummer mere styrke end et svar jeg ved godt at du ikke svarer mer" for det er ikke mere mig du ser Du er kun én tanke væk er der som en varme, lidt gåsehud, et gæt et nærvær der er sommerfuglelet«
 
Lige så alvorligt, eller måske nærmere tragikomisk, er finanskrisen, som også fylder lidt hos historiefortælleren denne aften. Personligt er han næppe ramt - dertil hører alt for mange Kald det kærlighed - men datteren købte hus for et par år siden.
 
- Og det er da ikke sjovt at være nybagt husejer i disse år, og jeg kan også sagtens se tragedien for de mange, som mister jobbet og måske må gå fra hus og hjem. Det minder mig på mange måder lidt om krisen i begyndelsen af 1970'erne, som blandt andte ramte min egen familie. Det beskriver jeg i sangen Bag Mariekirkens tårn. På den anden side så undrer jeg mig over den stenaldermentalitet, som præger så mange, der ikke er berørt af den nuværende krise. De går alligevel i panik - det er åbenbart meget svært for folk at nuancere tingene, at få perspektivet med, det er nemmere at gå i panik.
 
»Og så begyndte 70'erne at stramme og mor blev fyret med beklagelse som tak far blev lidt for dyr, tja, nogen skal krisen ramme og efter bankens skøn fik han for lidt i efterløn så hurtigt salg og ind til byen med udsigt til gården fra 3. sal bag Mariekirkens tårn«
 
Alvor, sjov, dybsindighed og det underfundinge er historiefortællerens virkemidler. Og så det at han kan indfange og forklare øjeblikket. Som da han sad en morgen på Sicilien og kiggede på solen, der var ved at stå op.
 
»Kære Øjeblik tøv en kende du er så ufattelig smuk kære Øjeblik kan du nænne at gå videre mod ophør og suk når jeg ved du vil være til stede i en have hvor æbletræet gror i min sjæl er der bygget en rede hvor du bor, hvor du bor, hvor du bor«
 
Og der sad han og bare ønskede at øjeblikket kunne være ved. Og ved, og ved, og ved.
 
Tekster i kursiv er uddrag af Lars Lilholts mange sange.




Folketidende har mødt Lars Lilholt. Læs det store interview

Offentliggjort Sidst opdateret