Manden der udlevede sin drøm

De 1.400 røde sæder, der fylder operaens teatersal i Malmø, er endnu ikke fyldt.  
Harper og heste, nøgne kvinder og udtryksfulde ansigter er syet ind i sædernes stof med luksuriøse guldfarver. En ensom violinist sidder i orkestergraven og øver på noderne til aftenens forestilling, som begynder om halvanden time.
 
Rummet simrer af kultur, kunst og talent. Som om at stemmerne fra fortidens store operasangere fortsat hænger i luften, og bliver en del af indretningen på linje med det lyse træ loft, som står i kontrast til sæderne.
 
Manden bag det hele
Midt i det hele sidder 30-årige Martin Johansen. For blot otte år siden var Sprøjtehusteatret i Nykøbing F. hans kreative vugge. I dag er det Operaen i Malmø, hvor han udfylder det vigtige arbejde som forestillingsleder.
 
Martin er manden, der sørger for, at skuespillerne er på deres pladser. Han er blandt andet ansvarlig for teknik, kameraer, scener og klokken, der skal ringe publikum ind. Hvis der opstår en brand, er det Martin, der sørger for, den bliver slukket. Hvis en skuespiller bliver syg, er det Martin, der løser problemet. Uden en forestillingsleder ville der ikke være en forestilling.
 
- Når det gælder mit arbejde, så er jeg en stor perfektionist. Tingene skal bare være i orden, og det er jo nok en meget god egenskab at have, når man har et job som mit. Men jeg er også anarkist. Der er rammer for, hvordan man gør, men dem må man godt skubbe lidt til ind imellem, siger Martin Johansen, som sidder på sit lille kontor i Operaen.
 
Hænderne gestikulerer og supplerer ordene, som flyder i en lind strøm. Om Operaens forestillinger, om tiden på Statens Teaterskole og vigtigst af alt, om tiden i Nykøbing F., hvor Martin Johansen er født og opvokset.
 
- Jeg har stadig en enorm tilknytning til Falster. Det er et sted, der altid vil ligge mit hjerte nær. Men det er også som om, at Falster i mit hoved bliver mere og mere romantisk, jo flere år jeg bor i København, påpeger Martin Johansen, som hev teltpælene op og flyttede til København i 2001 og to år senere kom ind på Statens Teaterskole.
 
Brydning og skrå brædder
At Martin Johansen skulle ende som forestillingsleder og tage uddannelsen som regissør på Statens Teaterskole, lå ikke som sådan i kortene, da han kom til verden. Med en far ved navn Knud Erik Johansen og en bror, der hedder Morten Hansen, som begge har været og er formænd for Brydeklubben Thor i Nykøbing F., så var stilen lagt for et liv, hvor brydning blev en stor del af hverdagen.
 
- Jeg gik selvfølgelig selv til brydning i nogle år, men begyndte meget hurtigt at interessere mig mere for teaterverdenen. Da jeg var ni år, klædte jeg mig meget ud derhjemme, og da jeg så begyndte i Sprøjtehusteatret, var jeg solgt, forklarer Martin Johansen, som dermed gik en helt anden ve, og trådte helt nye græsgange end det ellers var ventet.
 
- Men selvom det her var så meget anderledes end det, resten af familien lavede, så har jeg aldrig fået andet end opbakning fra min familie. Og det betyder uendelig meget, tilføjer Martin Johansen. Med endeløse rækker af forestillinger på Sprøjtehusteatret i Nykøbing F., fik Martin Johansen lov til at prøve kræfter med samtlige funktioner, der findes for at få en forestilling op at køre. Skuespiller skulle han i hvert fald ikke være, så det blev i sidste ende jobbet som regissør, der faldt i den unge drengs smag.
 
- Psykologien i at vide at det var mig, der havde ansvaret for at tingene bare virkede - den tanke kunne jeg godt lide, fortæller Martin Johansen, som beskriver nyheden om, at han var blevet optaget på Statens Teaterskole på teaterteknik linjen for regissører i 2003 som en af de største succeser hidtil. Optagelsen åbnede op for praktikophold på Det Kongelige Teater, men også et job i Kina og endelig Malmø, hvor tilbudet om en stilling efter endt uddannelse blev tilbudt.
 
- Det her er mit drømmejob lige nu. Jeg arbejder med mennesker, der virkelig kan det, de laver, og det er en stor nydelse, siger Martin Johansen, som til daglig bor i København og derfor pendler mellem Danmark og Malmø.
 
Arven fra Nykøbing
Flere gange i løbet af interviewet vender Martin Johansens tanker tilbage til Nykøbing F. Tilbage til de unge dage på Sprøjtehuseatret, hvor smagsprøven på teaterverdenen endte med at forme hele hans karriere.
 
- På Sprøjtehusteatret var der en kærlighed og en gnist, og det var jo et miljø fyldt til randen med ildsjæle. Det er svært at skabe på et professionelt teater, og de ting kan man savne nogle gange, siger Martin Johansen, som også mener, at han i løbet af sin opvækst på Falster, har erhvervet noget af den perfektionisme, som er så vigtig i hans arbejde. - På Falster kender alle hinanden, og hvis man laver noget dumt, kan ens rygte meget hurtigt blive ødelagt. Derfor har jeg nok erhvervet den her perfektionisme, som jeg ikke havde fået, hvis jeg var født og opvokset i byen. I København kan man jo nærmest løbe nøgen rundt i gaderne, uden at nogen studser over det, siger Martin Johansen, og griner med et udtryk i ansigtet, der alligevel viser, at han mener, hvad han siger.
 
Forestillingslederen har stadig en stor kontakt til Sydhavsøerne, især igennem sin familie, som stadig er bosat i Nykøbing F. Accenten er københavnsk, og passer godt til jakkesættet og den sofistikerede stil. Men indimellem overrasker den stilede Martin Johansen med en vending eller et ord med en ægte dialekt fra Lolland-Falster.
 
- Det er sjovt, for i København er jeg en bonderøv, og når jeg er på besøg hjemme, så er jeg blevet til en københavner. Martin Johansen smager lidt på sine egne ord, og smiler lidt ved den konklusion, han har nået ved nærmere eftertanke.
 
- Men i sidste ende, vil jeg altid være en bonderøv fra Falster.