Arkivfoto: Claus Hansen

Familien reddede sig ud af brændende hus

En familie i Sakskøbing var allerede ude af huset, da brandvæsnet ankom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag aften klokken 21.21 fik Lolland-Falster Brandvæsen en melding om brand i Sakskøbing. Ved ankomsten til Nykøbingvej kunne man konstatere, at husets beboere, en familie på to voksne og et barn, havde reddet sig uskadte ud af bygningen.

Det fortæller indsatsleder Henrik Christensen til Folketidende ved 22.30-tiden.

- Da vi lander konstarer vi, at beboerne er ude, og der er røg fra hele tagkonstruktionen og i hele bygningens længde.

Hele førstesalen er brændt

Han fortæller, at der er tale om et en-families hus i 2 plan.

- Vores opgave er nu, at slukke branden på 1. salen. Vi har meget godt styr på den, men hele førstesalen er brændt. Den er helt brændt ud mere eller mindre. Der er stadig tag på, men alle rum har lidt kraftig overlast.

Han kan ikke sige, hvad der er årsag til branden.

Han fortæller. at familien skal finde et andet sted at bo, men at for nu er to af medlemmerne - en forældre og et barn - kørt til Nykøbing Sygehus til observation for røgforgiftning.

- Vi regner med at være her en times tid eller to endnu, lyder det fra Henrik Christensen om efterslukningsarbejdet.